Hvalpe badet i terpentin

Ny hvalpefabrik: Hunde vasket i terpentin

Endnu en hvalpefabrik er blevet opdaget. Denne gang er det 18 vanrøgtede hunde, som har gået under kummerlige forhold og som blandt andet er blevet vasket i terpentin. 7 hunde er på nuværende tidspunkt overdraget til Dyrenes Beskyttelse.

Skrevet af:
Jens Jokumsen

Endnu en hvalpefabrik er blevet optrevlet denne gang i Vestsjælland. På ejendommen var der 18 vanrøgtede hunde, som blandt andet havde skab, orm og andet utøj. De er derfor igennem en periode er blevet vasket i terpentin tre gange dagligt af ejeren, hvilket hundene er meget medtaget af. De syv hunde, som havde det værst, er blevet overdraget til Dyrenes Beskyttelse. Det drejer sig om tre voksne hunde og fire hvalpe.

"Det er fuldstændig uacceptabelt, at hundene er blevet vasket i terpentin og har gået under disse forhold. Selvbehandling er aldrig en god ide, og jeg har aldrig hørt noget lignende. Det må have udviklet nogle voldsomme dampe, og med hundes gode lugtesans, må det have været ulideligt. Deres hud er blevet helt indtørret, og de er alle meget medtaget af forholdene og behandlingen. Det vil tage lang tid at få dem på fode igen," siger chefkonsulent for familiedyr, Jens Jokumsen.

Hundene er bragt til Dyrenes Beskyttelses internat i Roskilde.

Sammenhæng mellem onlinesalg og hvalpefabrikker

Hvalpefabrikken fra Vestsjælland er desværre ikke et enkeltstående eksempel. Hele 23 gange måtte Dyrenes Beskyttelse i 2016 rykke ud til sager, der involverede ti eller flere hunde. Hos Dyrenes Beskyttelse ser de en sammenhæng mellem hvalpefabrikkerne og det store salg af hunde online, hvor lyssky sælgere bedre kan gemme sig, og hvor køberne er den eneste kontrol for, at hvalpefabrikkerne bliver fundet:

"Problemet med onlinehandel især på Facebook er, at det er blevet for let som sælger at gemme sig bag en anonym salgsannonce. Det har fået de lyssky sælgere til at se muligheder i hundemarkedet, for der er store summer at tjene på handel med hunde, og ofte bliver hundene avlet uden hensyn til dyrets behov. Sådan opstår de hvalpefabrikker, som i starten var et udenlandsk koncept, men nu også ses herhjemme," siger Jens Jokumsen.

Onlinesalg er blevet en af danskernes foretrukne veje, når der skal købes hunde. De seneste opgørelser viser, at der i 2016 blev oprettet salgsannoncer på 9.900 hunde på DBA.dk og 11.000 hunde på Gul og Gratis. Alene i fire store hundegrupper på Facebook anslår Dyrenes Beskyttelse på baggrund af en tidsbegrænset optælling, at der bliver solgt omkring 14.000 hunde årligt.

Samlet set registrerer danskerne ifølge Dansk Hunderegister omkring 60.000 nye hunde om året.

Det skal du sikre dig, før du køber hund:

  • At hvalpen skal være 8 uger før den må sælges. Det er et lovkrav i Danmark
  • At hvalpen er registreret i Dansk Hunderegister. Det er et lovkrav, at den er registreret, inden den er 8 uger
  • At den er blevet vaccineret og sundhedsundersøgt af en autoriseret dyrlæge
  • At du har set hvalpens mor og hvalpen sammen med hende
  • At du har set, hvor hvalpen er vokset op, så du har et indtryk af forholdene og den opdrætter som sælger hvalpen. Lav gerne flere besøg.
  • At hunden er vant til og tryg ved mennesker. Er den sky og bange for mennesker kan det tyde på, at den er opvokset isoleret og med et minimum af menneskekontakt
  • Køb aldrig en hvalp hos en opdrætter, hvis du er i tvivl. Du risikerer at støtte dårlige opdrættere ved at købe en hvalp hos dem
  • Kontakt politiet på 114 eller Dyrenes Beskyttelse på 1812, hvis du ser noget mistænkeligt