Så hvor mange af os har så ren samvittighed i posen? Som kok synes jeg, at tendensen med hensyn til at købe økologisk grønt er fin, men jeg er dog selv meget mere til bare at købe danske varer og det, der nu er i sæson.
Men hvad med dig, mig og vores kød? Hvor tit har du kød i din kurv, fra dyr som har været behandlet godt? Jeg er utroligt bevidst om det, men selv jeg har svært ved at finde det i den urbane jungle, der kaldes København. Jeg er flere gange blevet tvunget til at sætte tænderne i et andet stykke kød eller helt droppe det, jeg gik og drømte om på vej til helvedes fryser i det lokale supermarked, for endnu en gang at måtte sande at vi forbrugere, gang på gang går efter prisen og ikke livet hos det dyr vi spiser. Tænk at man sætter det højere på sin liste at spise billigt end dyrets liv. Jeg ville, hvis man skulle sætte tingene lidt i perspektiv, altså hellere spise Thomas Rode end en gennemsnitsdansker fyldt med antibiotika og dårligt fedt.
Det er en træls gammel sætning, men den er nu god i denne sammenhæng: ”Du bliver hvad du spiser”
En konventionel kylling har 28 dage til at gro sig fed i og tager lige knap 100 gram på om dagen. I de fire uger kyllingen lever, når den ikke at producere reelt kød, men primært fedt. I modsætning har en øko- eller en frilandskylling flere måneder at vokse sig store i, og lever under solen hvor den kan guffe græs. Vælger du den konventionelle kylling, ender du i sidste ende med at komme hjem med en kylling, hvis liv har været under al kritik - og som ekstra bonus kun er fedt.
Du har et valg omkring det liv din kylling har haft, det har kyllingen ikke.
Martin 'Guf' Becker Rasmussen:
Født 1983, udlært kok på restaurant Den Lille Fede. Har bl.a. arbejdet som souschef på restaurant Les Trois Couchons og som køkkenchef på restaurant Madklubben.
Martin er kok på Go’ morgen Danmark og medforfatter til kødkogebogen ’Lokal kærlighed’.



