Jeg spørger, fordi det er en fælles opgave at sikre ordentlige forhold for dyrene – både min, din og producenternes. Jeg sørger for love og regler, der fremmer dyrevelfærd. Regler og love skal producenterne overholde og de skal sørge for ordentlige forhold for dyrene.
Alle taler om dyrevelfærd - men hvad med dig – hvad gør du?
Det er i sidste ende dig, der bestemmer om dyr skal leve en kummerlig tilværelse. Hvis du går udenom økologi og friland, så må du også påtage dig din del af ansvaret for, hvordan dyrene har det. Synes du, at de konventionelle opdrætsmetoder er gode nok så fint med mig, at du køber konventionelle varer. Men hvis du vil give dyrene ekstra velfærd – så må du også foretage et valg i supermarkedet og være klar til at betale.
Som forbrugere kan vi påvirke producenterne. Vi skaber bedre dyrevelfærd ved at købe de fødevarer, der er produceret under særlige hensyn til dyrene. Det stigende salg af bl.a. økologi viser, at flere og flere forbrugere forlanger mad med højere kvalitet, som er produceret uden kemikalier og med respekt for dyrene og deres omgivelser. Hvis vi som forbrugere vælger 6 økologiske æg frem for 18 buræg, så viser vi producenterne, at vil have ordentlige forhold for hønsene.
Og det er der mange gode grunde til. Først og fremmest at vi lever i et rigt samfund, der burde have råd til at sikre en anstændig dyrevelfærd. Men også fordi det kan være en god forretning. Den globale konkurrence er hård, og det er ikke realistisk, at vi i Danmark kan konkurrere på pris alene. Hvis dansk landbrug skal klare sig fremover, så skal vi gøre det, vi er gode til, og det som adskiller os fra andre lande. Vi skal skabe og producere mad, der har fokus på kvalitet og bæredygtighed.
Dyrevelfærd er et tricky kvalitetsparameter, fordi man som forbruger, hverken kan se eller smage, hvordan et dyr er blevet behandlet. Motivationen for at betale ekstra for en vare, som er produceret under særlige forhold, er altså baseret på tillid til producenten. Det skal derfor være i producentens interesse at sikre og bevare en høj standard af dyrevelfærd. Det skal vi som forbrugere hjælpe dem med, og det gør vi bedst ved at tage et bevidst valg – og frem for alt fravalg – når vi står foran køledisken.
Der er inden for de seneste år sket en øget kontrol og regulering fra det offentliges side. Og det er her, mit ansvar kommer ind i billedet. Bedre dyrevelfærd er en fælles opgave mellem staten, producenten og forbrugeren. Jeg vil gøre mit yderste for at sikre, at vores dyr lever under ordentlige forhold, men jeg kan ikke løfte opgaven alene. Jeg vil derfor opfordre hver enkelt af jer til at tænke over jeres indkøb og prioritere økologi og dyrevelfærd, når I næste gang står foran køledisken og skal vælge mellem tre frosne kyllinger eller én stor frilandkylling.
Hvor mange glade kyllinger får man for en hund?
22. okt 2012
Hvad vælger du, når du står med indkøbskurven i hånden nede i supermarkedet – tre frosne kyllinger til 100 kr. eller én økologisk frilandkylling, når den løber op i nærheden af 150 kr.?



