Frivillig egernungeplejer

Det er et yderst krævende job at være egernungeplejer.

Før du vælger at melde sig som frivillig egernungeplejer, så er der en række ting du skal have overvejet nøje. 

Har du overhovedet tid til det?

Kan du klare at få afbrudt din nattesøvn nat efter nat … efter nat … efter nat … osv.

Kan du pleje egernunger på egerns præmisser?

Har du overhovedet plads til at have egernunger i pleje?

Har du en god have, hvor der i forvejen er egern?

Bor du i en del af landet, hvor der mangler egernungeplejere?

Tid og nattesøvn

Du skal fodre egernungerne så ofte som hver anden time – også om natten! Dette skal foregå i op til 3-5 uger. Og har du først sagt ja til at pleje et kuld, så har du også forpligtet dig til at gøre det nødvendige. Du kan ikke fortryde halvvejs! 

Egernunger er vilde dyr

Mange mener, at egernunger er vældig søde. Dette frister mange mennesker til at nusse, ae og kæle. Men dette er helt forbudt! Egernunger er vilde dyr og deres kontakt til mennesker skal begrænses til det nødvendige. Ungerne har brug for kropskontakt, men denne skal helt primært være til de andre unger i kuldet – ikke til et menneske. 

Du må ikke vise ”dine” egernunger frem til andre. Menneskekontakt stresser dem, så de trives bedst, hvis de blot har kontakt til ét menneske – nemlig den, der plejer dem. Denne person lærer de at kende for det gode og dét hjælper til at dæmpe stressen. Du skal derfor også have plads til at egernungerne kan være i et rum, hvor det kun er dem og dig, der kommer.

Din have

Ofte vil de egernuger, du har plejet, blive flyttet til f.eks. en vildtplejestation, når de skal udsluses i naturen. Ind imellem er det dog en fordel, hvis de kan udsluses dér, hvor de er plejet. Egernungeplejere, der har en god have, hvor der i forvejen lever egern, vil derfor blive foretrukket.

Hvor bor du?

Hvis du skal pleje egernunger for Dyrenes Beskyttelse, så skal du bo i en egn, hvor der mangler egernungeplejere. Gør du det? Du kan prøve at se her

Oplæring og opbakning

Du vil både blive oplært af og have en liv-line til en erfaren egernungeplejer.

Hjælp
dyrene

Når du støtter Dyrenes Beskyttelse bakker du op om vores vigtige arbejde med bl.a. dyreambulancer, internater, dyreværnsarbejde og vores store politiske arbejde for dyrs velfærd...

Læs mere

#spisordenligt

Gør kød til et krydderi

Tænk grønt

#spisordentligt og bliv inspireret til nem, grøn og lækker mad