Nødstedte vilde dyr

Egernunge får mælk på vildtplejestation

Dyrenes Beskyttelse har vildtplejestationer over det meste af landet, der plejer nødstedte vilde dyr. Når dyrene er klar til det, sættes de tilbage i naturen.

Se her en oversigt over alle vildtplejestationerne.

Alle vildtplejestationerne er bemyndigede af Skov- og Naturstyrelsen til at pleje f.eks. ugler og rovfugle samt en række mindre almindelige dyrearter.

Plejeprincipper
Dyrenes Beskyttelse plejer dyrene efter et sæt nøje gennemarbejdede og nedskrevne plejeprincipper, som kort beskrives herunder.

Når det syge eller tilskadekomne dyr modtages på en af vildtplejestationerne, vurderes der ikke blot om dyret kan overleve sine skader, men også om det kan genudsættes i naturen og klare sig dér på lige fod med dyr, der ikke har været plejet. Alle dyr behandles lige, dvs. der gøres ikke forskel på de populære og de upopulære, på de store eller på de små eller f.eks. på de, vi mennesker synes er grimme og de vi synes er smukke eller søde.

Helt fra starten af dyrets ophold på plejestationen er der fokus på at dyret skal tilbage til naturen. Al plejen indrettes efter dette mål.

Fugle der har brækket en vinge, har bedst af at blive aflivet
Det kan lyde voldsomt, men vilde fugle der har brækket en vinge, har bedst af at blive aflivet. Det skyldes at fugle er dybt afhængige af deres flyveevne for at kunne overleve i naturen. Det er stort set umuligt at få den maksimale førlighed og finesse tilbage i vingen, efter en eventuel operation. Selv en marginal nedsættelse af funktionsdygtigheden vil højst sandsynligt få fatale konsekvenser for fuglen. Den vil simpelthen blive offer for et rovdyr, sulte ihjel eller gå til på anden vis, og derfor mener vi at det er mere humant at aflive fuglen, end lade den dø en langsom død i naturen.

Med tamfugle er det selvfølgelig en ganske anden sag, da en tamfugl ikke selv skal skaffe sig føde, og overleve i naturen. Endvidere er aflivning ikke nødvendigvis den bedste løsning, hvis der er tale om en vild fugl der har slået vingen, eller er kommet til skade på anden vis, uden brækkede vingeknogler. Men hvis en vild fugl har brækket en eller flere knogler i vingen, så vil dens overlevelseschancer i naturen efterfølgende være minimale.
Derudover skal man huske at vilde dyr bliver meget stressede af at blive håndteret af mennesker. En vild fugl har ikke godt af at blive bedøvet og opereret, og mens den er i fangeskab vil fuglen konstant være stresset og utryg. Et fangeskabsophold vil blive meget langt, hvis fuglen skal vente på, at vingen vokser sammen og derefter på, at den er genoptrænet. Derfor vil det lange fangeskabsophold i forbindelse med et knoglebrud i sig selv være skadeligt for fuglen – foruden at den så vil have forringede flyveevner bagefter.


Hjælp
dyrene

Når du støtter Dyrenes Beskyttelse bakker du op om vores vigtige arbejde med bl.a. dyreambulancer, internater, dyreværnsarbejde og vores store politiske arbejde for dyrs velfærd...

Læs mere

Tilbudsmail

Modtag ugens tilbud på

dyrevelfærd

"Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse" samt økologiske fødevarer