Ferie og transport

Hunde i transportbur

I det følgende ser vi på nogle af de hensyn, du bør tage, hvis hunden skal transporteres, eller med på ferie.

Hav styr på din hund i bilen
Det er farligt at have sin hund på bagsædet, uden at den er spændt fast. Tænk på, hvad der vil ske ved en hård opbremsning eller et sammenstød. Hunden risikerer at ramme dig i nakken med voldsom kraft. Det kan være fatalt for både dig og hunden.

Du har forskellige muligheder for at sikre din hund:

  • Sæt et solidt gitter op mellem hunden og forsæderne i bilen.
  • Monter en fast boks til hunden i bilen. Boksen bør være så stor, at hunden kan stå oprejst, ligge udstrakt samt vende sig.
  • Køb en godkendt sikkerhedssele til din hund, de fås til alle hundestørrelser.


Hvis din hund skal med til udlandet
Hvis familien planlægger at tage hunden med til udlandet, skal du tænke på, at den ved transport inden for EU skal være øretatoveret eller chipmærket samt være vaccineret mod rabies senest tre uger inden afrejse. Desuden skal dyret følges af et dyrepas udstedt af en autoriseret dyrlæge. Passet skal indeholde opdaterede vaccinationsattester. Vær også opmærksom på, at der ud over dette gælder særlige regler ved rejse til nogle medlemslande. De enkelte landes særlige regler kan findes på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Hvis familiens dyr skal med til lande uden for EU, gælder der også særlige regler der. Du bør derfor kontakte den lokale fødevareregion under Fødevarestyrelsen for at høre, hvilke regler der gælder i det land, som I skal besøge.
 
Hvis hunden bliver hjemme
Mange får familie, venner eller naboer til at passe dyrene, og det kan ofte være den bedste løsning. For hunde er det dog ikke nok at blive tilset og luftet et par gange om dagen. Hunde er sociale dyr, og de bryder sig ikke om at være for længe alene. Så hunden må bo hos den, som sørger for pasningen. Eller også må den, der passer hunden, flytte ind i din bolig.

Hjælp
dyrene

Når du støtter Dyrenes Beskyttelse bakker du op om vores vigtige arbejde med bl.a. dyreambulancer, internater, dyreværnsarbejde og vores store politiske arbejde for dyrs velfærd...

Læs mere

Støt Dyrene

Sådan støtter du

Gør en forskel for dyrene