Kan fisk mærke smerte?

Smerte er en livsvigtig advarselsfunktion. Den er en del af kroppens fysiologiske forsvar, der fortæller, hvornår en fysisk skade er ved at opstå, så situationen kan undgås og skadens omfang minimeres. Smerte defineres som en ubehagelig sensorisk og emotionel oplevelse, der er forbundet med aktuel eller truende vævsbeskadigelse. Eftersom smerter opleves som ubehagelige, vil dyr tilstræbe at undgå smerteforårsagende oplevelser.  

Om dyr kan mærke smerte har været et kontroversielt emne i mange år. Mange dyrearter har de samme fysiologiske mekanismer som mennesker til at opfatte smerte med, har de samme hjernedele til opfattelsen af smerte og viser de samme typer adfærd, når de påvirkes af smerte. Men det er svært at vurdere, om dyr rent faktisk opfatter og er bevidste om smerte.

Fysiologien bag smerter
Når vi føler smerte, skyldes det en stor mængde skademodtagere – nociceptive receptorer – som sidder i hud, sener, led og muskler. Gennem receptorerne kan kulde, varme og smerte mærkes. Receptorerne mærker, at der er fare på færde og sender besked via nervetråde til rygmarven, hvor nervebaner, som udgør det centrale smertenervesystem, sender beskeden op til hjernestammen, hvorfra den sendes videre til f.eks. sanseområdet og til det limbiske system i hjernen bl.a. amygdala og hippocampus, som er centrum for vores følelsesmæssige oplevelser.

Fisk og smerte
Nociceptive receptorer er blevet identificeret hos mange forskellige dyrearter, inklusiv hvirvelløse dyr. Men det menes, at hvirvelløse dyr kun reagerer på stimulus-respons plan, dvs. de reagerer pr refleks og altså ikke har den nødvendige hjernekapacitet til at behandle smerte. Fisk er hvirveldyr og har nociceptive receptorer, og de viser adskillige reaktioner på smertefulde oplevelser. De vil f.eks. forsøge at undgå den situation som forårsagede smerten, de bliver mindre opmærksomme på rovdyr, deres vejrtræning stiger, de holder op med at spise og yngler ikke, når de udsættes for smerte. Alt dette er komplekse adfærdstyper, som ikke kan kaldes simpel refleksbetonet adfærd. Endvidere ophører alle disse responser, når fisken får smertestillende medikamenter.

Fisk kan med andre ord godt mærke smerte, men er de bevidste om den?

Eksempler på smertereaktion hos fisk

  • Man har hos regnbueørred fundet 58 receptorer, 22 af disse er nociceptive og magen til dem man finder hos padder, fugle og pattedyr.
  • Ørreders receptorer i huden er mere sensitive overfor mekanisk stimulus, end de er hos pattedyr og fugle.
  • Ørreder som er udsat for en smertestimulus er mindre opmærksomme på potentielle farer.
  • Ørreder som har fået syre/gift i læben fordobler deres respiration, fouragerer ikke i 3 timer, svømmer mindre, rokker frem og tilbage og gnubber læberne mod bunden af tanken/akvariet.
  • Fisk som har været kroget (som f.eks. hvis de er blevet fanget på krog og efterfølgende er blevet smidt ud igen) vil forsøge at undgå kroge i op til et år efter krogningen fandt sted.
  • Fisk som forsøger at spise hundestejler (der har gift i rygfinnen) lærer at undgå hundestejler fremover.
  • Guldfisk kan huske en smertestimulus og lærer at undgå det som påførte dem smerten efterfølgende.
  • Guldfisk og ørreder som udsættes for smertestimuli lærer at undgå dette og deres respiration og kortisolniveau (stresshormon) øges.
  • Guldfisk som får smertestillende har en mindre reaktion på smertestimuli end guldfisk der ikke har fået smertestillende.
  • Regnbueørred som viser tegn på smerte efter injektion af syre i læber, mindsker smertereaktion ved tilførsel af smertestillende medikamenter


Bevidsthed og smerte

Definitionen af bevidsthed diskuteres til stadighed af forskere og filosoffer. Men den mest udbredte definition synes at være denne: Højere mentale processer, f.eks. dannelsen af associationer og indsigtskrævende indlæring og dermed også evnen til at opfatte smerte, frygt og stress.

Spørgsmålet er så om fisk har den mentale kapacitet til at være bevidst om smerte.

Som hos andre hvirveldyr består fiskens hjerne af en forhjerne, en midthjerne og en baghjerne. Fiskens hjerne er ikke identisk med en pattedyrshjerne. Den er mindre og fisk har ikke det omfattende cerebrale cortex i forhjernen som pattedyr har. Neocortex er en del af det cerebrale cortex og er hos mennesker involveret i funktioner såsom opfattelse af sanser, motoriske handlinger, rummelig ræsonnement, bevidsthed, sprog. Det er også her smertestimuli behandles.

Eftersom fisk ikke har et cerebralt cortex og dermed heller ikke et neocortex, er nogle forskere af den opfattelse, at fisk ikke kan opfatte smerte, men at fiskenes reaktioner i forbindelse med smertestimuli alene skyldes reflekser.

Identiske hjernefunktioner kan dog blive udført af forskellige hjernestrukturer hos forskellige dyregrupper. F.eks. kognitive funktioner hos fugle og pattedyr, hvor visuelle stimuli behandles af forskellige dele af hjernen hos henholdsvis pattedyr og fugle. Der findes mange af denne type eksempler, hvor den samme egenskab er opstået på forskelligt fysiologisk grundlag. Dette har skabt debat om,, hvorvidt bevidsthed er en funktion, som kun kan forekomme ét specifikt sted i hjernen eller om det også kan opstå forskellige steder i hjernen, alt efter hvad dyregruppe der er tale om.

Selvom fisk ikke har et neocortex, så indeholder fiskens forhjerne hjernestrukturer, der udfører funktioner som er lig dem, der er associeret med smerte, ophidselse, hukommelse, rummelig forståelse og frygt hos højerestående pattedyr. Mange forskere er dermed i dag af den opfattelse at fiskens hjerne har kapacitet til at opfatte f.eks. smerte.



Hjælp
dyrene

Når du støtter Dyrenes Beskyttelse bakker du op om vores vigtige arbejde med bl.a. dyreambulancer, internater, dyreværnsarbejde og vores store politiske arbejde for dyrs velfærd...

Læs mere

Udsalg i webshop

Stort udsalg i Dyrenes Beskyttelses webshop

Alt overskud går til at hjælpe dyr i nød