Vi er på det tidspunkt af året, hvor rålammet forlader moren. Der er nemlig et nyt rålam på vej. Derfor skal man se sig godt for på veje ved krat og tæt bevoksning
Det store rålam fra sidste år skal nu ud på egne ben, så moren kan tage sig af det nye afkom, der fødes her i maj og juni. Derfor afviser råen sidste års lam, og sender det ud på egne ben. Det betyder, at en hel del unge rådyr strejfer om ved befærdede områder. Desværre sker det, at mange af dem bliver ramt af en bil.
Rådyr ved vejene
Rådyrene lever i områder med skov og åbne landskaber. Kører man i bil gennem sådanne strækninger, skal man derfor se sig godt for. Dels kan et ungt rådyr løbe ud på vejen, dels kan et voksent rådyr med sit lille nye rålam pludseligt krydse den. Ser du en rå ved vejen, kan du næsten være sikker på, at der følger et rålam i hælene på hende.
Det er særligt tidligt om morgenen og i skumringstiden, at der er fare for rådyr på vejen. De steder, hvor man véd at mange rådyr bliver dræbt, forsøger man at tynde ud i bevoksningen langs vejen, så sigtbarheden bliver bedre. Man sætter også advarselsskilte op.
Dyrenes Beskyttelse opfordrer til, at man ser sig godt for, så man undgår at bidrage til den kedelige statistik der i disse dage viser sig i Dyrenes Vagtcentral, hvor antallet af opkald om påkørt hjortevildt i disse dage er dobbelt så højt, som det var for blot en måned siden.
Yderligere oplysninger: Michael Carlsen, Biolog i Dyrenes Beskyttelse, tlf.: 22 79 94 36.



