Bobby

Søde forsigtige Bobby søger hundeerfarent hjem.
Bobby er kommet til os, grundet allergi i familien. Bobby er ikke en hund, der springer i armene på nye mennesker. Det er derfor et krav fra vores side, at nyt hjem har forståelse for, at tingene skal tages i hans tempo. Men er man først blevet accepteret, har man en ven for livet. Bobby sætter pris på nus og kæl og tager gerne en lur med sit menneske i sofaen eller i sengen. Han kører glad med i bilen og på ture i verden, går han frejdigt med. Han tager sig god tid til at snuse undervejs og nyder at være ude i naturen. Nyt hjem skal derfor have tid og lyst til at gå nogle gode ture med ham hver dag.
Bobby er en blød dreng, som ikke trives med larm og uro i sit hjem, og når folk går forbi hoveddøren, får de ofte et par gøen med på vejen. Han skal derfor ud til hus m. have i rolige omgivelser. Bobby har tidligere boet med børn, men da han er en forsigtig fyr, søger han nu et hjem uden børn, og et hjem hvor der ikke kommer børn på besøg så ofte.
Andre hunde er Bobby ikke fan af, og i møde med disse bliver han usikker og gør af dem. Han skal derfor ud at være den eneste hund i nyt hjem.
Da Bobby er en race, der jævnligt kræver pelspleje, vil det være at foretrække, hvis nyt hjem har erfaring med dette. Bobby er ikke blevet hånderingstrænet, og han har i disse situationer fået overtrådt sine grænser. Vi ser derfor gerne, at nyt hjem har erfaring med håndteringstræning, og har lyst og mulighed for at træne dette i hans tempo. Han har i tidligere hjem kunne være alene hjemme en almindelig arbejdsdag, men han skal have tid til at falde godt til, inden han skal til at være alene.
Bobby er en kastreret Shih Tzu på 2 år. Han vejer 7,4 kg.

Ring 81 88 03 12 Telefontid: Alle ugens 7 dage kl. 10 til 16.
Ring 81 88 03 12 Telefontid: Alle ugens 7 dage kl. 10 til 16.
Reference: 5V1767
Hund, Han
Race
Shih tzu
2 år og 8 måneder
Få vejvisning, åbningstider og flere informationer omkring Roskilde Internat

Godt at vide om at eje en hund

  • Hunde bliver typisk 8-15 år.
  • En hund bør ikke være alene mere end 5 timer dagligt.
  • Alle hunde kræver mindst 2 timers aktivering om dagen.

Ansvar

Adoption af hund er en stor beslutning, som altid bør være velovervejet og gennemtænkt. Nyhedens interesse kan fortage sig, men det gør forpligtelserne ikke. Hunde er derfor altid de voksnes ansvar, uanset hvad børn måtte love. Der er mange omkostninger ved at have hund. Ud over faste udgifter til foder, kommer forsikring, udstyr, træning og dyrlægebesøg m.m.

Trivsel

Alle hunde kræver samvær, motion og aktivering. De fleste adfærdsproblemer kan helt undgås, hvis man på forhånd ved, hvad det indebærer at have hund. De fleste problemer forekommer, når hunde ikke oplever nok og lades alene for længe. Som tommelfingerregel bør man aktivere sin hund mindst 2 time dagligt. Det kan være gåture, sporlege, pelspleje eller anden samvær. 

Tilbage til oversigten