34 katte

34 uønskede katte fik hjælp på Falsters Internat

Et ældre ægtepar bad i starten af juni Dyrenes Beskyttelse om hjælp, da de havde fået for mange katte på deres gård. Opgaven var vokset dem over hovedet og i alt 34 katte havde brug for hjælp.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

I starten af juni modtog Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 et opkald om hjælp. To ældre mennesker, som bor på landet, havde igennem lang tid oplevet, at der kom flere og flere tilløberkatte til deres gård. De forsøgte, så godt de kunne, at tage hånd om den voksende katteflok, men på et tidspunkt var der for mange til, at de kunne passe dem.

Det blev derfor aftalt, at én af Dyrenes Beskyttelses frivillige kredsformænd tog ud for at se, hvor mange af kattene der kunne fanges. I samarbejde med ægteparret fik de i første omgang 18 katte med, som blev kørt til Falsters Internat.

I løbet af de næste par dage blev der hentet yderligere 16 katte og killinger. Disse katte blev også kørt til Falsters Internat, hvor de stod klar med dyrlægehjælp, pleje og mad til alle.

Stress, snue og luftvejsinfektion

De 34 katte blev indlogeret i internatets kaningård. Heldigvis havde Falsters Internat på dette tidspunkt ikke nogle kaniner og derfor var det muligt midlertidigt at ombygge kaningården til en kattekarantæne.

- 34 katte fylder en del, så det var virkelig heldigt, at vi havde mulighed for at lave en nødafdeling til dem. En af kattemødrene fik efterfølgende tre killinger, så flokken blev lige udvidet yderligere, fortæller Gitte Petersen, ejer af Falsters Internat.

Løbende, som kattene kom ind på internatet, blev de undersøgt af dyrlægen. Dyrlægen fortalte, at mange af dem havde stressrelateret forkølelse, som havde udviklet sig til luftvejsinfektion. Dette sker ofte, hvis katte er stressede i længere tid, og der er ingen tvivl om, at de mange katte har stresset hinanden på gården. Derudover havde flere af dem øjenbetændelse, som skulle behandles.

Går en god fremtid i møde

Selvom kattene har haft det hårdt og været stressede, så er Gitte Petersen slet ikke i tvivl om, at kattene går en god fremtid i møde.

- Nogle af kattene er klar til at finde nye hjem nu, så de skal bare afsted til et kærligt hjem. Missemødrene og killingerne er blevet sendt i pleje, indtil de er klar til at finde nye hjem. Når de er færdige med deres behandling, går de i hvert fald en lysere fremtid i møde. Ægteparret havde uden tvivl gjort deres bedste og vi er bare rigtig glade for, at de rakte ud til os, så kattene kunne få den hjælp, de har brug for, afslutter Gitte Petersen.