Julegaver til kæledyrene

Danskerne vælger kvalitet, når de køber julegaver til deres kæledyr

Udvalget af julegaver til hunde og katte er større end nogensinde før, og der er ekstra godbidder, senge og legetøj til vores firbenede venner i år. Men overvej gaven grundigt og investér i kvalitet.

Skrevet af:
Katherina Petersen

Mange dyreejere vil gerne forkæle deres firbenede venner i julen, og udvalget er stort, når det drejer sig om ting til dyrene. Det er især senge, legetøj og godbidder, der ryger over disken i forretningerne i år.

”Du må meget gerne give dit dyr en julegave og inddrage det i juleglæden sammen med resten af familien. Du skal bare overveje, hvad dyret har brug for, og så skal du vælge god kvalitet og legetøj, der stimulerer dyret mentalt og fysisk,” siger Jens Jokumsen, der er chefkonsulent for familiedyr i Dyrenes Beskyttelse.

Han opfordrer desuden til, at man giver dyrene ekstra ro og opmærksomhed i julen.

Markant stigning i julegaver til hunde og katte

Hos Olivers.dk, der fører et stort udvalg af tilbehør til hund og kat, ser man en tendens, der netop viser, at ejerne i stigende grad efterspørger kvalitet.

”Der er kommet rigtig mange nye produkter på markedet, og vi oplever en stadigt stigende interesse for julegaver til hunde og katte,” siger Lene Harvig, marketingchef for Olivers.dk.

Hun forklarer, at ejerne i høj grad efterspørger kvalitet, både når det kommer til godbidder, legetøj og udstyr til hjemmet, hvor lækkert design spiller en vigtig rolle for mange. Det helt store julegavehit hos Olivers.dk i år er jule-muleposen, der er fyldt med godbidder, legetøj og andre overraskelser til hunden, som er et mere kvalitetsbevidst alternativ til den velkendte julekalender. Andre sikre julegavehits er aktivitetslegetøj og moderigtige senge til dyrene.

Vælg den rigtige julegave

Jens Jokumsen er glad for den nye tendens, men foreslår også, at man kan supplere de traditionelle julegaver med noget andet.

”Hunden og katten forstår ikke helt konceptet omkring gaver. De kan blive begejstrede, fordi der sker noget omkring dem, men det har egentligt ikke noget med gaverne at gøre,” siger han.

Han anbefaler, at man også giver sin hund eller kat mere tid i julegave. Hundeejerne kan skabe afveksling gennem flere eller længere gåture eller ved at gå en ny rute. Man kan også give sin hund oplevelser i form af hundetræning eller faste gåture med andre hunde i det nye år. Katten kan få mere opmærksomhed igennem leg eller ro og nærhed.

Hvis det mest er fordi, der skal ligge noget under træet, kan man vælge at investere i nyt udstyr til sit kæledyr, som man alligevel skulle ud og anskaffe sig. Eller man kan finde noget gammelt legetøj frem, som har mistet sin nyhedsværdi og pakke det ind som gave.

”Der er altså mange muligheder, så overvej hvad din hund eller kat egentligt har behov for,” siger Jens Jokumsen.

Vælg den rigtige julegave

  1. Vælg godbidder af god kvalitet. Gives der mange godbidder, skal der skæres ned på din hunds daglige foderration.
  2. Vælg legetøj som stimulerer din hunds eller kats intelligens, og prioritér god kvalitet.
  3. Gå flere eller længere ture med din hund, eller gå en ny rute. Giv katten opmærksomhed og ro.
  4. Julegaven kan være udstyr, der alligevel skulle investeres i.
  5. Giv din hund oplevelser i julegave, fx hundetræning eller aftal med andre hundeejere at mødes.
  • Del artiklen på: