svane frost

En svane på glatis er ikke i nød

Hvert år modtager Vagtcentralen 1812 en lang række henvendelser fra borgere, der mener at have spottet en svane, der har været frosset fast til isen. Men raske svaner fryser aldrig fast. De sparer derimod på energien ved at sidde stille på isen og vente på bedre vejr.

Skrevet af:
Anna Dalgaard

Ikke alle knopsvaner søger ud til fjorde og kyster, når frosten rammer Danmark. Nogle bliver i søer og moser, og derfor får Vagtcentralen 1812 henvendelser fra bekymrede borger, der mener, at de har spottet en svane, der er frosset fast i den lokale sø. Men sunde svaner fryser ikke fast.

”Hvis man ser en enlig svane sidde helt stille på isen en vinterdag, så er det meget vigtigt ikke at forstyrre den. Fuglen er højst sandsynligt i gang med at spare på energien, indtil vejret bliver mildere, og der er bedre adgang til maden under isen,” siger Michael Carlsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse.

Som Bambi på glatis

Knopsvanen er dårligt gående, da den er bygget til at flyde og svømme. Derfor er det bestemt ikke nemmere for svanen at gå, hvis det foregår på glat is.

”Når folk ser en svane, der basker vildt ude på isen, så tænker de som regel, at fuglen er i nød. Men det er sjældent tilfældet, de er bare ligesom Bambi på glatis og i stedet for at gå, så basker og skraber de sig vej over isen,” forklarer Michael Carlsen.

En svane fryser kun fast, hvis den er meget svækket af andre årsager end frost. Er man fortsat meget bekymret for, om en svane er i nød, så bør man ringe til Vagtcentralen 1812 samt sende et billede af svanen til vagtcentralen. Ud fra dette vil rådgiverne vurdere, hvorvidt svanen er i nød.

  • Del artiklen på: