Artikel, 20. december 2018

FOIE GRAS ER EN DELIKATASTROFE

December måned er højsæson for foie gras. Men foie gras rimer ikke på dyrevelfærd. Tværtimod er der tale om grov dyremishandling, advarer Dyrenes Beskyttelse.

Image of Anna  Dalgaard
Anna Dalgaard ,
Kommunikationsmedarbejder
Del artiklen på:
foie gras
”Hverken restauratørbranchen, detailhandlen eller forbrugerne bør støtte denne mishandling af dyr."
- Pernille Fraas Johnsen, chefkonsulent for landbrugsdyr og fjerkræ hos Dyrenes Beskyttelse.

Produktion af foie gras er for længst blevet forbudt i Danmark, men import og salg er endnu ikke. Derfor er ansvaret for foie gras-ænderne placeret hos butikkerne, restauranterne og forbrugerne. Supermarkederne har allerede sagt farvel til foie gras, men delikatesseforretninger og restauranter bliver fortsat ved med at sælge den sammenpressede fedtlever fra tvangsfodrede gæs og ænder.

”Hverken restauratørbranchen, detailhandlen eller forbrugerne bør støtte denne mishandling af dyr,” siger Pernille Fraas Johnsen, chefkonsulent for landbrugsdyr og fjerkræ hos Dyrenes Beskyttelse. Hun arbejder for, at der i EU indføres forbud mod produktion af foie gras.

En fedtlever er en syg lever

Betegnelsen foie gras er fransk og betyder direkte oversat ”fed lever”. Foie gras er en sygdomstilstand af fedtlever hos gæs og ænder, som bliver fikseret i bure eller holdes fast af personale, der stopper et rør 30 centimeter ned i halsen på fuglene. En fed blanding af majs og olie pumpes ned i deres mave ofte ved hjælp af trykluft, og efterlader fuglene i en yderst stresset og mishandlet tilstand.

”Fuglene lider stor skade under tvangsfodringen. De oplever smerter og lidelser, mens nogle fugle ikke kan stå oprejst, fordi leveren bliver for stor. Som resultat af tvangsfodringen udvikler gåsen eller anden det, som kaldes en syg fedtlever. Den er seks til ti gange så stor som en normal lever,” forklarer Pernille Fraas Johnsen.

foiegras1200x628 .jpg

En syg produktion

Fuglene tvangsfodres som regel i deres sidste to til tre ugers levetid, og her gentages processen dagligt to til tre gange. 

”Foie gras produceres under grusomme forhold. Det er dyremishandling, og fuglende lider under produktionen. Tvangsfodringen giver dyrene akut diarré og åndedrætsbesvær, og det er en sygelig tilstand, når fuglene udvikler en stor fedtlever,” siger Pernille Fraas Johnsen. 

Dødeligheden i en foie gras-produktion er 10 til 20 gange så høj, som i en normal ande- eller gåse-produktion.

  • Del artiklen på: