Kat på plejehjem

Katte på plejehjem hjælper ældre ud af ensomhed

Svanedammen Plejecenter i Nyborg har adopteret seks killinger fra Fyns Internat. Det har de, fordi det hjælper beboerne ud af ensomhed, kedsomhed og hjælpeløshed, og det har vist sig at være til stor glæde hos beboere, pårørende og personale.

Skrevet af:
Anna Dalgaard
"Når man er meget dement, er det svært at udleve omsorg, men nu kan vi se, at de stadigvæk kan udleve omsorg overfor kattene fx ved at minde mig om, at katten mangler mad. Så kattene har givet mere liv til hjemmet."
- Connie Østergaard, medarbejder på Svanedammens Plejecenter.

Svanedammens Plejecenter har fået seks nye beboere, men modsat de andre har de nye beboere fire ben, en blød pels og knurhår. Der er tale om seks katte, som alle er adopteret fra Dyrenes Beskyttelses internat på Fyn. For personalet på plejehjemmet gav det sig selv, at de skulle adoptere kattene fra et internat.

”Vi har alle et omsorgsgen her på plejehjemmet, så det var bare en selvfølge at tilgodese nogen, der var blevet efterladt. Og så er man også sikret, at det hele er i orden med vacciner og neutralisering, når man adopterer et dyr på et internat,” fortæller Connie Østergaard, medarbejder på Svanedammens Plejecenter.

Idéen med at få kæledyr på plejehjemmet kom efter, at personalet havde været på kursus, hvor de fik øjnene op for, at man som ældre ikke skal være tilskuer men medvirkende til sit eget liv. Her blev de også introduceret til tre piner: kedsomhed, hjælpeløshed og ensomhed, som mennesker kan opleve, når de bliver ældre. Men det er til gengæld bevist, at dyr, børn og natur kan være med til at afhjælpe det.

”På Svanedammen har vi allerede naturen omkring os, og vi får besøg af en masse børn fra byens institutioner engang imellem, men vi manglede dyrene, så derfor har vi valgt at adoptere seks katte,” siger Connie Østergaard.

Kattene giver beboerne fornyet livsglæde

Udover personalet var også to beboere med ude på internatet og hente de seks katte. En af dem var Nanny Mortensen, og hun forelskede sig øjeblikkeligt i en sort kat ved navn Obama.

”Det gør mig tryg at have kat, fordi vi havde en kat i hjemmet, da jeg var barn, og den lignede Obama, så det er dejligt at få en sort kat igen,” fortæller Nanny Mortensen.

På Svanedammens Plejecenter bor en del borgere med demens, og det betyder, at de kan have svært ved at udøve omsorg for andre. Men at have fået katte i hjemmet, har i den grad lavet om på dét.

”Når man er meget dement, er det svært at udleve omsorg, men nu kan vi se, at de stadigvæk kan udleve omsorg overfor kattene fx ved at minde mig om, at katten mangler mad. Så kattene har givet mere liv til hjemmet,” siger Connie Østergaard.

Derudover fortæller Connie, at selv beboere, der tidligere ikke har kunnet lide katte, nu viser stor glæde ved at kæle med kattene.

Et ideelt sted at være indekat

Katte er meget nysgerrige og ofte legesyge dyr, der har brug for aktivering. Så hvis en kat holdes indendøre, er det vigtigt, at man stimulerer den ekstra meget, for at den trives og får tilgodeset sine naturlige behov i hjemmet. Og det bliver kattene i høj grad på et plejehjem:

”Indekatte har brug for ekstra aktivitet og kontakt, så derfor er et plejehjem, hvor der altid er nogen hjemme, et ideelt sted at være indekat,” fortæller Lene Frahm, der er internatsleder på Fyns Internat og nøje har udvalgt de seks katte til Svanedammens Plejecenter.

Sidenhen er kattene faldet godt til på plejehjemmet. De underholder både beboere, pårørende og personale og er en god indgangsvinkel til en samtale.

  • Del artiklen på: