Artikel, 7. juni 2016

Undgå kølediskens priskrig

Betal direkte til bonden for dyrevelfærd, et rigt landskab og god smag

Image of Johanne Gabel
Johanne Gabel,
Cand.merc.int/miljø-og energijournalist
Del artiklen på:
Undgå kølediskens priskrig

Når bonde og kunder handler direkte med hinanden, bliver prisen sat efter bondens reelle omkostninger til dyrevelfærd, miljøhensyn og kød af delikatessekvalitet. Derfor er en af Velfærdsdelikatessers grundpiller, at kødet sælges fra bonde til kunde. Det betyder, at Velfærdsdelikatesser ikke handles via mellemled i engros- eller detailkæder og ikke findes i supermarkedets køledisk.

 

For det første betyder det, at alle Velfærdsdelikatessers gårde er åbne for kunderne, som med egne øjne kan se, hvordan dyrene vokser op, og hvordan jorden dyrkes, afgræsses og plejes."
- Bent Hindrup Andersen, projektleder i Velfærdsdelikatesser

”I Velfærdsdelikatessers regler er det fastsat, at produkterne sælges direkte fra bonde til kunde. Det er helt afgørende for både bonde og kunde. For det første betyder det, at alle Velfærdsdelikatessers gårde er åbne for kunderne, som med egne øjne kan se, hvordan dyrene vokser op, og hvordan jorden dyrkes, afgræsses og plejes. For det andet betyder det, at Velfærdsdelikatesser ikke ligger i supermarkedets køledisk og konkurrerer på prisen. Det er jo den priskrig, som sammen med avancen i engros- og detailleddet tager kvaliteten fra forbrugerne og lønnen fra bonden,” siger Bent Hindrup Andersen, projektleder i Velfærdsdelikatesser og medlem af styrelsen i Dyrenes Beskyttelse. Han henviser som eksempel til den igangværende priskrig på den økologiske mælk og producenternes oplevelse af, at supermarkederne sætter prisen på mælken.

”Det gør fødevarer til discount og forgælder det industrielle landbrug. Den faldgrube går Velfærdsdelikatesser meget bevidst udenom. Mærket knytter alle de små bønder sammen i et fællesskab, som hviler på fælles regler. Det giver fair konkurrence og en pris, der direkte afspejler de enkelte bønders reelle omkostninger til at lave et produkt fyldt med omsorg for dyr og natur,” siger Bent Hindrup Andersen.

Direkte værdi

I Velfærdsdelikatesser må dyrene eksempelvis kun få et kuld årligt af hensyn til moderdyrene og slagtedyrenes opvækst; alle dyreunger går med moderen indtil naturlig fravænning; modsat alle andre mærker på markedet kastreres hangrise ikke; der produceres små dyr, og væksten forceres ikke, men er langsom og baseret på gårdens eget grønt og grovfoder; der er dobbelt så meget areal pr. dyr som i den almindelige økologiske produktion, og dyrene plejer naturen, hvilket giver et rigt landskab og en lav klimabelastning.

”Det koster selvfølgelig noget, når man i den grad producerer i harmoni med dyr og natur. Eller rettere, det betyder, at man ikke producerer så meget. Der er altså færre produkter og mindre mængder til at dække omkostningerne. Til gengæld giver det kød af helt unik kvalitet, som kunderne kan købe til priser, der ligger i samme leje som økologisk kød i køledisken, ganske enkelt fordi vi skærer detail- og engrosleddet ud af regnestykket. Og så har kunderne fået meget mere end økologi.”

Ud på gården – gården på nettet

For alle os, der er vant til at handle i supermarkedet, kan det være en udfordring at tage ud på gårdene for at købe stort ind i slagtesæsonen. For de, der ikke har tid eller mulighed for at komme på gårdbesøg, er nethandel en løsning og en stor fordel for mærkets fremtid, forklarer Bent Hindrup Andersen.

”Lige nu kan man kontakte de enkelte gårde i nærområdet og aftale levering eller afhentning. Fremover er vi i fuld gang med at gøre kødet tilgængeligt i pakker på webshops, fuldstændig ligesom pakkerne til grøntsager og fisk. Vi ser internethandel som en mulighed frem for en trussel og arbejder selvfølgelig på bæredygtig transport fra de lokale gårde til de kvalitetsbevidste forbrugere på landet og i byerne.”