Dyrenes Beskyttelse søger Internatleder til Roskilde Internat

Dyrenes Beskyttelse har et landsdækkende net af internater som passer de mange dyr i nød som kommer ind til os via Dyrenes Vagtcentral og fra vores frivillige. Samtidig er det internaternes fornemste opgave at sørge for at dyrenes formidles videre til nye kærlige hjem. Det gør vi så godt at vi hvert år finder hjem til mere end 8.000 dyr.

Dyrenes Beskyttelse har 10 internater placeret på Bornholm, Roskilde, Falster, Fuglebjerg, Fyn, Brande, Århus, Viborg og i Nordjylland. 

På Roskilde Internat har vi store ambitioner på dyrenes vegne, og søger en internatleder til at stå i spidsen for arbejdet Vi ønsker at skabe et kraftcenter for dyreværnsarbejde – og selvfølgelig at formidle de dyr, som har brug for et nyt hjem. I 2022 formidlede Roskilde Internat over 1.300 dyr til nye hjem.

Sammen med teamet på Roskilde Internat skal internatslederen sikre at vi hjælper dyr i nød, finder nye hjem til disse og samtidig udvikler internatet i Roskilde.

Hovedopgaverne på Roskilde Internat er, at:

  • hjælpe dyr i nød
  • formidle dyr til familier
  • være et samlingspunkt for Dyrenes Beskyttelse i lokalområdet
  • øge tilknytningen af frivillige til internatet
  • øge bevidstheden om god dyrevelfærd via rådgivning, kampagner o.a.
  • inddrage lokalområdet i internatets arbejde
  • tilbyde service, kvalitetsfoder og tilbehør til familiedyr til en god pris
  • være økonomisk bæredygtige

Dine ansvarsområder
Som internatsleder vil du få ansvaret for den daglige drift af Roskilde Internat i samarbejde med souschefer og personale samt have personaleledelsen af internatets dygtige og engagerede medarbejdere og de mange frivillige på internatet.

Derudover vil du få ansvaret for, at:

  • sikre et tæt samarbejde med de frivillige og Dyrenes Vagtcentral 1812
  • sikre driften af pension på stedet
  • bibeholde det gode samarbejde med Falck og Politi
  • styrke formidlingen af dyr samt salg af foder og andet tilbehør til familiedyr
  • styrke det lokale samarbejde omkring fundraising, events, donationer samt arbejde for at udbrede kendskabet til Dyrenes Beskyttelses frivillige arbejde
  • udvikle internatet til at være et kraftcenter for dyr på Sjælland

Om dig
Vi forventer, at du har relevant ledererfaring og også gerne en lederuddannelse. Endvidere lægger vi vægt på, at du:

  • er forretningsorienteret og kan drive udvikling
  • har erfaring fra tilsvarende job med stor kundekontakt inden for salg og service
  • har erfaring med regnskab og budget
  • er interesseret i dyreadfærd og velfærd, samt har forståelse for relationerne mellem mennesker og dyr
  • er serviceminded og kan give en hånd med hos dyrene når der er travlt
  • har forståelse for arbejdet i en interesseorganisation, der både har ansatte og frivillige
  • er forberedt på sæsonudsving hvor sommer/efterår er årets travleste tid
  • allerede har - eller har lysten til at etableret et netværk til virksomheder, foreninger mv. på Sjælland, der ønsker at gøre en forskel for dyrene.

Vi forventer, at du er i stand til at arbejde selvstændigt og med stort drive og ansvarsfølelse. Du skal også kunne håndtere mange bolde på én gang og stadig levere et højt serviceniveau. Da den langsigtede målsætning er, at internatet skal være økonomisk bæredygtigt, er det vigtigt med en forretningsmæssig forståelse i kombination med dyreværnsarbejdet, så vi kan hjælpe endnu flere dyr, end vi gør i dag.

Vi tilbyder
Vi tilbyder et udfordrende og afvekslende job med stor selvstændighed og ansvar, gode engagerede kollegaer og medarbejdere samt gode muligheder for personlig og faglig udvikling.

Om ansættelsen
Løn og ansættelsesvilkår forhandles individuelt. Forventet tiltrædelse den 1. juni 2023.

Internatet er beliggende Darupvej 131, 4000 Roskilde. Læs mere om internatet her.

Kontakt os gerne
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte chef for internater Karina Fisker på kfi@dyrenesbeskyttelse.dk.

Er du interesseret?
Ansøgning og CV sendes via dette link senest den 10. april. Vi læser ansøgningerne løbende og indkalder til samtaler undervejs.

Bemærk, vi tager ikke imod ansøgninger sendt via mail eller via personligt fremmøde.

Vi benytter et rekrutteringssystem til at modtage og behandle din ansøgning. Læs mere om hvordan vi behandler dine data i forbindelse med rekruttering her.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.