Rasmus Ejrnæs sætter lighedstegn mellem at tilpasse og at aflive. Sådan er det ikke. Den proaktive tilpasning i de kommende naturnationalparker af antallet af dyr handler om, at dyrene tages ud af arealerne i tide, så de kan fortsætte livet et andet sted, skriver Britta Riis i en replik.
Debatindlægget er skrevet af Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse, og er bragt i Altinget d. 22. april 2021.
Debatten om rewilding er nødvendig, men har på det seneste udviklet sig så konfrontatorisk, at den ikke er konstruktiv for hverken dyr eller natur.
I Dyrenes Beskyttelse opfordrer vi indtrængende til, at vi i stedet bruger kræfterne på at finde ud af, hvordan vi i praksis sikrer det enkelte dyrs trivsel, når vi sætter græssende husdyr ud på hegnede naturarealer.
Derfor var hovedbudskabet i mit indlæg 20. april at dyrke fællesmængden frem for forskelligheder. Fronterne gavner ingen, og slet ikke dyrene.
Tilpasning i tide
Når vi taler om proaktiv forvaltning i de kommende naturnationalparker, så skrev jeg, at det betyder, ”at dyr og dyreart matcher områdets fødegrundlag på alle årstider.
Det vil sige, at antallet af dyr på arealerne skal tilpasses inden vinter, så der ikke først kommer en reaktion, når et dyr er udsultet. Dertil skal de ansvarlige reaktivt holde øje med, om der kommer syge, magre, parasitangrebne eller tilskadekomne dyr i kraft af det omhyggelig tilsyn med og omsorg for det enkelte dyr, som dyrevelfærdsloven kræver.”
Desværre sætter Rasmus Ejrnæs lighedstegn mellem at tilpasse og at aflive. Sådan er det ikke. Den proaktive tilpasning af antallet af dyr handler om, at dyrene tages ud af arealerne i tide, så de kan fortsætte livet et andet sted.
Vi skal mødes frem for at dyrke modsætningerne
Proaktiv forvaltning er altså rettidig omhu, som betyder, at dyrene netop ikke er udsultede med aflivning som eneste humane løsning.
Det er i den reaktive forvaltning, at dyrene først tages ud, når det så at sige er for sent. Og lad mig endnu en gang fastslå, at det scenarie er fuldstændig uacceptabelt.
Når dyr holdes bag hegn, har mennesker det fulde ansvar for hvert enkelt dyrs trivsel og helbred.
Så lad mig gentage: frem for at dyrke modsætningerne skal vi mødes og lægge al vores fælles viden om natur og dyr ind i at dyrke de gensidige muligheder, som naturprojekter, herunder naturnationalparkerne, udgør for såvel de græssende husdyr som for alle de vilde dyrearter i naturen.