eksotiske dyr turistattraktioner

Drop dyreoplevelser på ferien

Billeder i selskab med vilde dyr er populære på mange feriedestinationer, men det er aldrig i dyrets interesse at lave et delfinshow eller posere til en selfie. Det kræver systematisk mishandling at få et vildt dyr til den slags.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

En ridetur på elefantryg, et billede med en tiger, en hanekamp eller et delfinshow er alle resultater af livslangt og systematisk tvangsarbejde for vilde og eksotiske dyr, der burde leve deres liv i det fri.

Dyreelskere kan let blive tiltrukket af den slags oplevelser på ferien, men paradoksalt nok er man blot med til at støtte organiseret dyremishandling. Det er desværre en misforstået kærlighed til dyrene, og det giver tit kritisable forhold for dem.

- Når vi er på ferie, vil vi gerne opleve noget, der er lidt ud over det sædvanlige. Men selv om det kan virke uskyldigt at svømme med delfiner, se dyr optræde eller få taget billeder med et vildt dyr, bidrager man til, at dyremishandlingen kan fortsætte, siger Anne Sofie Meilvang, biolog og projektleder for internationale projekter. Hun fortsætter:

- For det første har de vilde dyr fra naturens side en særlig adfærd og et behov, de ikke kan udfolde i fangenskab. For det andet kan kontakten med tusinder af turister være en alvorlig stressfaktor for dyrene. Og for det tredje er der tit tale om flokdyr, som bliver tvunget til at leve alene i anlæg, der ikke tager højde for dyrets natur. Desuden er dyrene oftest hentet i naturen, hvilket kan være med til at true de vilde arter.

Oplev hellere dyrene i naturen

Som turist tænker man måske, at skaden allerede er sket, eller at man som enkeltperson ikke kan gøre en forskel. Men det kan man faktisk. For når man betaler for en aktivitet med et vildt dyr, skaber man efterspørgsel på den slags aktiviteter og giver menneskene bag grund til at fortsætte.

- Helt overordnet kan man lytte til sin fornuft og mavefornemmelse omkring, hvordan dyrene har det. Og som udgangspunkt bør man helt holde sig fra enhver aktivitet, hvor dyret kommer til skade under underholdningen, som eksempelvis ved tyrefægtning eller hanekampe, siger Anne Sofie Meilvang.

I stedet kan man tage ud og opleve dyrene i naturen, hvor de hører til. Det er enormt tilfredsstillende at se dem udøve deres naturlige adfærd og vide, at de opholder sig lige netop dér af egen fri vilje.

Det skal du undgå på ferien

  • Dansende dyr eller dyr, der optræder.
  • Ridetur på elefant.
  • Show med delfiner og spækhuggere.
  • Hanekamp.
  • Billede med tiger, koala, dovendyr eller andre eksotiske dyr.
  • Tyrefægtning.
  • Gåtur med en løve/tiger.
  • Zoologiske haver, hvor dyrene tydeligt lider.
  • Souvenir fra vilde dyr (elfenben, pels, hajtænder).
  • Kød fra truede dyrearter, eller dyr der er blevet slagtet på inhuman måde.