fladsnuedet hund

Fladsnudede hunde lider af søvnapnø

Hunde med flade snuder lider af søvnapnø, viser et nyt, finsk studie. Det er endnu et punkt til en lang liste af bekymringer for fladsnudede hunde, lyder det fra Dyrenes Beskyttelse.   

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

Hunde med flade snuder lider af dårlig søvn og øget risiko for søvnapnø, viser ny forskning

Hunde har ligesom mennesker brug for søvn for at fungere optimalt. Derfor er det bekymrende, at ny forskning viser, at hunde med fremavlede flade snuder langt oftere oplever vejrtrækningsstop under søvnen sammenlignet med deres langsnudede artsfæller.

Forskerne fra Helsinki Universitet har udviklet et halsbånd, der kan måle hundenes søvnkvalitet om natten. I et studie med 24 hunde viser målingerne med halsbåndet, at hunde med flade snuder sover markant dårligere end hunde med længere snuder. De fladsnudede hunde i studiet oplevede hyppigere vejrtrækningsstop og snorkede mere. Forskerne sammenligner hundenes tilstand med søvnapnø, som også kendes fra mennesker.

Fladsnudede hunde, også kendt som brachycephale hunde, er generelt mere tilbøjelige til at udvikle luftvejslidelser. Hvis de også lider af søvnapnø-lignende symptomer, kan det få alvorlige konsekvenser for deres livskvalitet.

- Både hunde og mennesker, der lider af søvnapnø, vil opleve øget træthed i løbet af dagen, hvilket har stor indflydelse på deres generelle velbefindende. Man kan forestille sig, at man vågner flere gange om natten, fordi ens luftveje simpelthen er blokerede, siger Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.

Avlen er altafgørende

Ifølge de finske forskere er søvnapnø hos mennesker omfattende undersøgt. Resultaterne viser, at det kan øge risikoen for andre tilstande som forhøjet blodtryk og hjertekarsygdomme. Det kan påvirke immunforsvaret, hormonerne og stofskiftet i kroppen, hvilket er afgørende for livskvaliteten. Forskerne ved endnu ikke om det samme er gældende for de fladsnuede hunde, men risikoen understreger behovet for sundere avl, ifølge Dyrenes Beskyttelse.

- Vi ved, at disse racer er meget populære, og derfor er det afgørende, at både hundeejere og opdrættere er opmærksomme på hundenes sundhed, siger Jens Jokumsen.

Han er ikke i tvivl om, at avlen har stor betydning for hundenes dårlige søvn. Problemet ligger i den såkaldte overtypning, hvor bestemte karakteristika for racen bliver overdrevet gennem avlen, hvilket får alvorlige konsekvenser for dyrene.

- At hunde i dag lider af søvnapnø skyldes, at vi i årevis har avlet hunde med abnormiteter og lidelser. Det naturlige udseende er blevet avlet væk, og nu står vi med hunde, der dagligt kæmper med vejrtrækningen og mange andre lidelser, siger Jens Jokumsen.

I Danmark er der ingen lovgivning, der sikrer, at avl kun må ske på sunde individer, som en lang række EU lande ellers har indført.

Studiet, der blev finansieret af Agria Dyreforsikring, blev udført på en gruppe på i alt 24 hunde. Af disse var tolv hunde fladsnudede, herunder ni franske bulldogs, en engelsk bulldog, en cavalier king charles spaniel og en bullmastiff. Kontrolgruppen, der havde længere snuder, bestod af tre labrador retrievere, to golden retrievere, to basset fauve de bretagne, en laplandsk hyrdehund, en whippet, en walisisk terrier, en spansk vandhund og en irsk setter.

Rettelse: Artiklen er opdateret d. 21.09.2023. Tidligere angivet var en række følgesygdomme som søvnapnø medfører. Disse er videnskabeligt bevist for mennesker, men der mangler endnu data på om de også er gældende for hunde.