Mink bag tremmer i bur
Foto: Neptun Dina Mylner

Forbyd mink i Danmark

Dårlig dyrevelfærd, sundhedsrisiko, flere år med underskud og miljøproblemer peger i én og samme retning: et totalt forbud mod minkproduktion i Danmark.

Skrevet af:
Marie Hougaard
"Danmark sakker bagud i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med, og i forhold til hele Europa. Men hvis vi gør det nuværende midlertidige forbud permanent, kommer vi op på niveau med de andre EU-lande, der allerede har forbudt minkproduktion”
- Birgitte Iversen Damm, chefkonsulent for landbrugsdyr i Dyrenes Beskyttelse

I 2020 gjorde den udbredte forekomst af covid-19 på minkfarme, at den danske minkproduktion blev lukket ned under stor bevågenhed fra både den danske befolkning og presse. 17 millioner mink, hvoraf størstedelen alligevel skulle have været slået ihjel og brugt som pels, blev gasset. Efterfølgende vedtog Folketinget et midlertidigt forbud mod at holde mink i første omgang frem til 2022 og siden med forlængelse til 2023. 

– Vi har nu en historisk mulighed for at stoppe en produktion, hvor dyrevelfærden altid har været virkelig dårlig. En produktion, der ikke hænger sammen i forhold til hverken dyrevelfærd, sundhed, miljø eller økonomi, siger Birgitte Iversen Damm, dyrlæge, ph.d. og chefkonsulent hos Dyrenes Beskyttelse.

Ud over den dårlige dyrevelfærd viste covid-19 også, at minkproduktionen kan udgøre en øget sundhedsrisiko for mennesker. Statens Serum Institut fandt i en undersøgelse i sommeren 2021 muteret virus fra danske minkfarme, og minkfarme vil samtidig kunne fungere som reservoir for virus, der efterfølgende kan sprede sig til befolkningen.

Ikke kun dyrevelfærd og sundhed er problematisk i minkproduktionen. I 2013 lå prisen på et minkskind på omkring 600 kroner, men den var i 2019 faldet til omkring 200 kroner, og minkproducenten satte 250-290 kroner til per minkskind. Minkproduktionen har altså i årevis været en underskudsforretning.

– Engang var det almindeligt at slå børn, ryge i flyveren og køre uden sikkerhedssele. Men mennesket bliver heldigvis klogere, og ligesom tiden er løbet fra revselsesretten og cigaretter, er den også løbet fra minkproduktion. Vi har en unik chance for at lukke et forældet erhverv ved simpelthen at gøre det midlertidige forbud permanent, siger Birgitte Iversen Damm.

En invasiv gæst

Minken kom til Danmark fra USA med jazzmusikken i 1930’erne, hvor man etablerede de første danske minkfarme. Der findes ikke hjemmehørende vilde mink i den danske natur, og de vilde mink i Danmark er undslupne dyr fra minkfarme. Bestanden af vilde mink i det fri er derfor størst i områder af landet med mange minkfarme. Mink er solitære dyr, der i det fri lever på store territorier på en til flere kilometer og gerne med adgang til vand. Små pattedyr og fisk er blandt yndlingsføden, men minken kan også tage fugle, æg, frøer og krebsdyr. “

Danmark sakker bagud

I flere europæiske lande, som vi normalt sammenligner os med, for eksempel England og Østrig, er minkproduktion allerede fortid. Men også lande som Serbien og Tjekkiet, der normalt ikke scorer højt på dyrevelfærd, har overhalet Danmark og iværksat forbud eller udfasning af minkproduktion.

– Danmark sakker bagud i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med, og i forhold til hele Europa. Men hvis vi gør det nuværende midlertidige forbud permanent, kommer vi op på niveau med de andre EU-lande, der allerede har forbudt minkproduktion, siger Birgitte Iversen Dam.

Kend din mink

  • Mink kan kendes fra ilder, der også bliver kaldt fritte, og mår på, at ansigtet er helt mørkt fraregnet et hvidt felt under hagen.
  • Ilderen har et næsten hvidt ansigt med større eller mindre mørke 'briller'. Måren har lyst bryst, hvor både ilder og mink har mørkt bryst.
  • Oprindelse: Nordamerika
  • Vægt: 0,75-1,5 kilo
  • Længde: 43-68 centimeter, inklusive hale
  • Invasiv art

Glad for at læse artiklen?

... der er mere, hvor den kommer fra. Som medlem af Dyrenes Beskyttelse får du vores magasin leveret lige til postkassen, digitalt eller trykt, du vælger

  • Del artiklen på: