Engelsk bulldog er en af de racer, hvor stambøgerne nu åbnes for nye, sunde individer.
Engelsk bulldog er en af de racer, hvor stambøgerne nu åbnes for nye, sunde individer. Foto: Cathrine Cocks, Dyrenes Beskyttelse.

Gennembrud: Stamtavler for racehunde åbnes for nye sunde gener

Dansk Kennel Klub åbner stambøgerne for tre racer af fladsnudede hunde. Det sker som led i et nyt samarbejde med flere dyreværnsorganisationer. En ny vision for hundeavl skal samtidig inspirere politikerne til at sikre sundere hunde i hele landet.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

Dårlig avl har i mange år kostet velfærd og livsglæde for menneskets bedste ven. Men det vil en række store organisationer nu lave om på med et tiltag, der skal byde flere raske hunde velkommen i den etablerede avl, samt et oplæg til en ny sundhedsmodel for danske hunde.

- Med en hund i næsten hvert femte danske hjem er det afgørende, at vi ikke kun reagerer på problemerne, men også arbejder proaktivt for at sikre, at alle hunde lever et sundt og godt liv, siger Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.

Det er Dyrenes Beskyttelse, Den Danske Dyrlægeforening, Dyreværnsorganisationernes Samarbejdsorganisation (DOSO), Dyreværnet og Dansk Kennel Klub (DKK), der er gået sammen om en ramme for fremtidens avl.

Nye, sunde gener til tre racehunde

Som en del af samarbejdet har Dansk Kennel Klub besluttet at åbne stambøgerne for racerne fransk bulldog, engelsk bulldog og mops, som er blandt dem, der er hårdest ramt af medfødte lidelser og et ekstremt udseende.

- Det er rigtig gode nyhederne for hundene, da en stor del af problemet er, at antallet af sunde hunde med stambøger ikke er stort nok. Vi er derfor rigtig glade for, at det nu bliver muligt at få flere hunde ind på baggrund af sundhed, så der fremover er flere sunde forældredyr at vælge imellem, når ens hund skal have hvalpe, siger Jens Jokumsen.   

Det kommer på sigt til at tilføje nye, sunde gener til stambøgerne fra hunde, som ikke har de samme vejrtrækningsproblemer, som vi ser i fransk bulldog, engelsk bulldog og mops. De hunde der søger om en stamtavle, skal tjekkes og vurderes ud fra et sundhedsperspektiv, så det sikres at kun hunde som kan trække vejret frit, kommer til at indgå i avlen.  

Beslutningen er taget på baggrund af anbefalinger fra Københavns Universitet og Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd og følger FCI’s regler. FCI er en international hundeorganisation, som arbejder for at beskytte hunderacer. Hvert land kan kun have ét medlem - i Danmark er det Dansk Kennel Klub.

Hundene skal konkret ligge i den gode ende af skalaen ved en såkaldt BOAS-graduering af de øvre luftveje. Boas-gradueringen betyder, at hunde med flade snuder vurderes på en skala fra 0-3, hvor 0 og 1 er de hunde der kan trække vejret frit og 2- 3 er de hunde der har en besværet eller svært udfordret vejrtrækning. 

Ny hundesundhedsmodel er et historisk skridt

Samarbejdet mellem organisationerne er opstået på baggrund af et tiltagende pres for at sikre dyrevelfærden hos hunde med fremavlede træk som for eksempel flade snuder, hængende øjne og andet ekstremt udseende. Dyrenes Beskyttelse er rigtig glade for samarbejdet, som markerer et historisk skridt for dansk hundeopdræt.

- Dyrenes Beskyttelse har kæmpet for sundere avl af hunde i mange år, og opmærksomheden i offentligheden har været tiltagende. Så sent som i februar satte vi fokus på problematikken med en anderledes kampagne, der var med til at sætte skub i samarbejdet og understrege, at ingen dyr skal lide for skønheden, siger Jens Jokumsen.

Kerneelementerne for sund avl af hunde fra organisationerne omfatter:

  • Prioritering af sundhed og velfærd over specifikke fysiske træk
  • Obligatoriske sundhedskrav for alle hunde i avl
  • Oprettelse af et register over hundes sygdomme og sundhedstilstande
  • Ensartede vilkår for både kommercielt og privat hundeopdræt
  • Fokus på sundhedsaspekter, selv ved import af hunde

Dyrenes Beskyttelse og de andre involverede organisationer håber, at deres værdier for avl vil inspirere lovgivere til at tage yderligere skridt for at sikre hundenes velfærd.

Initiativet skal således gerne understøtte regeringens dyrevelfærdsaftale "Sammen om Dyrene - Aftale om dyrevelfærd 2024-2027", der blev lanceret tidligere i år. Ifølge aftalen skal der inden årsskiftet fastsættes kriterier for avl af kæledyr, så det ikke længere bliver lovligt at avle efter et særligt udseende eller genetiske lidelser, som påvirker kæledyrenes velfærd negativt.

Forslagene adresserer den kommende EU-lovgivning, der indtil videre kun gælder for erhvervsmæssig opdræt, men som de fem organisationer opfordrer til udvides til at omfatte alle former for hundeopdræt.