Natalia Popova med hunløve i bur
Natalia Popova fulgte de tre løver til Poznan Zoo i Polen. Hun har fået i alt femten reddede, ukrainske dyr til den zoologiske

Løver reddet af "engel"

Dyreaktivisten Nataliia Popova står bag redningen af de ukrainske løver, der fik nyt hjem i Knuthenborg Safaripark. De ukrainske soldater kalder hende ”englen”

Skrevet af:
Søren Krogsgaard

Ukrainske Nataliia Popova er altafgørende for, at tre løver kom ud af landet og nu nyder livet i Knuthenborg Safaripark. Den 50-årige økonom og alenemor redder i samarbejde med organisationen UAnimals og ukrainske soldater dyr fanget i krigszonerne i Ukraine.  

Den ene af løverne, Vee, evakuerede hun i maj fra en rigmands hjem i Kryvyj Rih, præsident Volodymyr Zelenskyjs hjemby. I august fik hun så nys om to løver, der var strandet i Feldman Ecopark, en mindre, privatejet zoo i Kharkiv. Hun var selv på en mission til en krigsramt strudsefarm den dag og sendte derfor undtagelsesvis en anden efter dem. De to løver, Ploy og Simba blev hentet i små bure, udmagrede efter ikke havde fået tilstrækkeligt mad og drikke i ugevis på grund af bombardementer i området.

Desværre måtte Vee aflives efter ankomsten til Knuthenborg Safari, da hun viste sig at have misdannelser på sin rygrad. Dyrlæger vurderede, at hun havde smerter og ikke ville få et værdigt liv. 

Det kommer ikke helt bag på Nataliia. Da hun fandt Vee, stod løven i et goldt bur i rigmandens hjem. Den var sulten og blødte fra næsen. Hun bemærkede, at den gik dårligt og var underudviklet, men håbede alligevel, at den ville kunne få et godt liv alligevel.  

- Det er selvfølgelig virkelig trist, med det er godt, at hun blev undersøgt grundigt, siger Nataliia Popova.   

Til gengæld glæder hun siger over synet af de to tilbageværende løver, der er trives i Knuthenborg Safaripark.

- Det gør mig lykkelig at se dem. De har det godt, siger Nataliia Popova.   

Huser vilde dyr på rideskole

De tre løver er kun en brøkdel af de dyr, som Nataliia har reddet siden krigens start. I dag huser hun flere en 100 reddede dyr i sit hjem nær Kyiv, som hun allerede før krigen omdannede fra rideskole til dyreinternat. Herfra sender hun mange dyr videre til nye, gode hjem i og uden for Ukraine.

De tre løver kom til Knuthenborg via Poznan Zoo i Polen. Den zoologiske have har hjulpet Nataliia med midlertidigt at huse i alt femten reddede dyr; en ulv, fem hunløver, seks tigere, to brune bjørne og en kravebjørn.

Dyrenes Beskyttelse, der fik de tre hunløver fra Polen til Danmark i samarbejde med Knuthenborg Safari, roser Nataliia Popovas store redningsarbejde.

- Som en dyreværnsorganisation bygget på cirka 2.000 frivilliges indsats for dyr hylder vi Nataliia Popova og hendes samarbejdspartneres helt ekstraordinære indsats for krigens dyr, siger Anne Sofie Meilvang, biolog og projektleder for internationale projekter hos Dyrenes Beskyttelse.

Kaldes ”Englen” af soldaterne

Efter løverne er kommet til Knuthenborg, er der nu plads til nye dyr fra Ukraine i Poznan Zoo. Og Nataliia Popova fortsætter sit arbejde med at redde nødstedte vilde og eksotiske dyr, som ofte har været holdt som kæledyr. Soldaterne, der hjælper Nataliia, har givet hende øgenavet ”Englen”. Kælenavnet fik hun, ifølge en artikel i Weekendavisen, under en løveevakuering for fire måneder siden i Bakhmut - en af krigens blodigste fronter. Nataliaa forstår godt tilnavnet, for alt blev bombet rundt om hende og soldaterne. Den ene bombe, som faldt ved deres konvoj, detonerede ikke.

Soldaterne kalder hende også ”skøre kone”, fordi hun sætter livet på spil for dyrene. Ufarligt er det heller ikke. Under evakueringen af Simba og Ploy fra den zoologiske have blev en redningsmand ifølge Nataliia Popova dræbt af granatsplinter. To andre personer blev ifølge ukrainske myndigheder såret, og en 15-årig dreng dræbt i maj under en evakuering af bøfler fra samme dyrepark. Men Nataliia Popova lader sig dog ikke skræmme.

- Jeg fortsætter. Nogen skal gøre det. Og til sidst vinder vi krigen.

Se en video med Natalia Poppva her.

LÆS MERE OM LØVERNE OG STØT HER