Ikke bare mennesker og mink har deres virus at bøvle med for tiden, også fjerkræet er ramt. Det handler om fugleinfluenza og har medført nogle vidtgående restriktioner – danske husdyrfugle er lukket inde, foreløbigt på ubestemt tid.
Beskeden fra myndighederne kom torsdag den 5. november og gjaldt fra midnat samme dag. Det var med tungt hjerte jeg drev dyrene sammen og lukkede dem ind for natten. Her på gården går alle dyr ude. De store døgnet rundt, og de sårbare - som kaniner, ænder, gæs og høns - om dagen.
Nætterne tilbringer de indendørs i sikkerhed for ræv, mårhund og andre rovdyr, men dagene tilbringes udendørs og med adgang til vide arealer. Det er sådan nogle forhold, vi synes, dyrene skal have, og indelukningen strider både mod dyrenes trivsel og vores idealer.
Der er selvfølgelig en mening med manøvren. Eller flere. Lige nu er der konstateret fugleinfluenza i en del vilde fugle, både på Lolland og i Sønderjylland. Fundene af smittede og døde vilde fugle vil sandsynligvis tage til i den kommende tid, både antalsmæssigt og geografisk.
Det er et vinterfænomen, og vi har været det igennem en del gange efterhånden. Den første gang restriktionerne blev indført, jeg tror, det var i nullerne engang, byggede vi en meget stor fast overdækning udenfor hønsehuset, som i øvrigt også er rummeligt. Den har stået der siden, er lidt tynd i trådhegnet og repareret i det uendelige, men den står. Ofte har jeg tænkt, at den gamle kampestensbygning virkelig ville komme til sin ret, hvis taget blev fjernet.
Det har været i årrækker uden indespærring af hønsene. De år, hvor kravet om indelukning er dukket op, har jeg tilbagevendende glædet mig over muligheden for, at hønsene kan være delvist ude på den måde. Dog er det et meget begrænset areal i forhold til de 10.000 kvadratmeter, de er vant til, men stadig med frisk luft, sol, blæst og jord at skrabe i.
Med ænder og gæs er det sværere. Hver morgen lukkes de ud og fordeler sig i vinmarken, i haven, under frugttræerne, i bærmarken osv., og om natten er de blot inde i stalden for at sove. Hønsene bruger hønsehuset om dagen, hvor de vender tilbage fra æbleplantagen for at lægge æg, kagle m.m., men ænder og gæs vil helst bare være udendørs fra morgen, til solen går ned. Om aftenen samles de foran bryggersdøren, hvor de står og kalder, til jeg tager kedeldragt på og går ud for at åbne porten til deres natlogi.
Det pludselige krav om at fjerkræet ikke måtte komme ud, gjorde det nødvendigt at træffe en række beslutninger. Dyrene er vigtige hjælpere i arbejdet på gården. Gæssene græsser arealer af, ænderne sørger for sneglebekæmpelse i blandt andet vinmarken og hønsene spiser insekter og nedfaldne æbler med svampeangreb i plantagen.
Alt det må vente, for nu og de kommende måneder handler det om at holde dyrene fri for smitte fra vilde fugle, og derfor er indelukningen påkrævet. Vi fremskyndede vinterens slagtning af gæssene - søndag morgen aflivede vi dem, så kun ét par var tilbage. Det er store dyr, som ikke kan trives tæt sammen indendørs. Vi sælger ikke dyr eller kød fra dyr, men når Søren Sørøver spiser kød er det her fra gården, og nu er der gæs i fryseren.
Ænderne kan heller ikke opretholde en fornuftig tilværelse inde i stalden, og vi besluttede at ændre planer med hensyn til det nye drivhus og lade ænderne få det. Jeg var gået i gang med at forberede det til vinteren og havde købt frø, som skulle sås nu med henblik på jordforbedring og opbygning af humus, men de 120 kvadratmeter lukket hus er også et fint sted at være and i dagtimerne.
Om natten skal de ind, for ræven kan så let som ingenting kradse hul i folien og hente ænder. Om morgenen åbner jeg som vanligt porten til stalden, lukker ænderne ud, og så går der kludder i det hele. De skal ikke gennem porten, ind på gårdspladsen og om i haven – de skal den anden vej, mod indkørslen, rundt om staldhjørnet, forbi vejboden, igennem den afblomstrede blomstermark, den nye køkkenhave og ind ad portene til drivhuset. Det kommer til at tage noget tid at lære, men vi øver os.
Vinterens type af fugleinfluenza er ikke farlig for mennesker, men den er farlig for den industrielle fjerkræproduktion – for eksporten og fjerkræproducenternes økonomi. Andre lande vil ikke aftage varer fra lande med sygdommen i fødevareproduktionen, uanset at fugleinfluenzaen beviseligt er i landet. De store haller med tusindvis af indelukkede dyr mærker ikke restriktionerne, for kyllinger og æglæggende høns ser alligevel aldrig dagslys, eller mærker solen varme fjerdragten. De går altid foruroligende tæt, indånder ammoniakdampe og udgør et gunstigt miljø for nye sygdomsudbrud.
Fødevarestyrelsen gør meget ud af, at vi, de små fjerkræholdere, skal lukke dyrene ind for vores egen skyld. For at vores dyr ikke skal blive smittede og dø. Eller blive aflivet. Sidst vi havde sådan en periode, varede den fra efteråret 2016 til foråret 2017, omtrent 4 måneder. En tredjedel af året.
Når først beslutningen er taget og alle de små hønsehold er opgivet, slagtet ud eller lukket inde, er der en vis træghed i tilbagevenden til frit liv. Hver gang nedlukningen kommer, er det også et gevaldigt tilbageslag for udviklingen i retning af små lokale producenter, private hønseholdere, mangfoldighed og ikke mindst for ordentlige forhold for dyrene. Der er ingen tvivl om, at enhver fjerkræholder ville blive ulykkelig over et sygdomsudbrud blandt sine dyr, men det er nødvendigt at fastholde ærligheden i, hvorfor vi påfører alle de udegående dyr nogle forhold, man ellers kun accepterer i industrien – det er for industriens skyld.
Lone Landman