Brogede køer på græs ved vand

Nyhed: Læder Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse

Virksomheden Sørensen Læder har netop lanceret en ny læderkollektion fra kødkvæg, der har haft adgang til det fri, god plads og mulighed for at udleve deres naturlige adfærd. Læderet er et overskudsprodukt fra kødkvæg, som er "Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse".

Skrevet af:
Dyrenes Beskyttelse

Læderkollektionen, som sælges under navnet VITA, stammer fra landbrug, der opfylder Dyrenes Beskyttelses mærkekrav gældende for opdræt af kødkvæg. Derfor er læderet som det første nogensinde "Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse".

Læderkollektionen er udviklet i et samarbejde med Himmerlandskød, som er én af Danmarks største kødkvægproducenter. Dyrene er født og opvokset hos danske landmænd, som kontrolleres en gang årligt af Dyrenes Beskyttelses uafhængige kontrolinstans, DB Kontrol. Der er altså tale om dyr, der har levet et bedre liv, og hvor huden, som er et overskudsprodukt fra kødproduktionen, upcycles til et holdbart og stærkt materiale, som kan holde i mange år.

Netop den lange holdbarhed er en vigtig egenskab ved læderet, da det primært forventes at finde anvendelse i produktionen af møbler.

Direktør i Dyrenes Beskyttelse, Britta Riis, er glad for, at der nu lanceres læder som er Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse.

- Så længe, der er en efterspørgsel på produkter, der involverer dyr, ser vi det som en af vores fineste opgaver at guide til de produkter, som har taget allerstørst hensyn til en bedre dyrevelfærd. Det gælder nu også læder.

Det er kun anden gang, at Dyrenes Beskyttelse certificerer og anpriser et non-foodprodukt, da man tidligere også kunne finde mærket "Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse" på udvalgte dyner og puder. Håbet er, at der fremover kommer flere produkter, hvor overskudsprodukter fra den animalske produktion kan upcycles og finde anvendelse i andre produktionsformer.

- Ved at kaste lys på de produkter, som ikke ligger i køledisken, men som stadigvæk involverer dyr, er det vores håb at skabe en endnu større bevidsthed hos forbrugerne om, at deres adfærd betyder noget, også når de for eksempel. køber møbler og tasker, slutter Britta Riis.

Du kan læse mere om VITA her: https://sorensenleather.com/collections-2/vita/