Randers-sagen

Randers-sagen: 7 hunde klar til kærlighed

7 hunde fra den store vanrøgtssag i februar er nu klar til at komme ud i nye kærlige hjem. På grund af deres dårlige start på livet har hundene nogle specielle behov, og Dyrenes Beskyttelse stiller derfor en række ekstra skarpe krav til de nye ejere. Hundene bor lige nu på Brande Internat.

Skrevet af:
Katherina Petersen

3 uger efter at Dyrenes Beskyttelse fjernede de første 27 vanrøgtede hunde fra deres kummerlige forhold på en ejendom nord fra Randers, er syv hunde nu klar til nye, kærlige hjem. Det er hunde af de populære racer (blandinger) Border Terrier, Puddel og Cavalier King Charles Spaniel.

Hundene er som race udpræget familiedyr, der har godt af masser af kærlighed, tålmodighed og tolerance. 

Syv hunde klar til nye hjem

De syv hunde er alle meget søde, men usikre. De er allerede blevet mere spøgefulde, nysgerrige og opsøgende. Nogle er begyndt at lege med legesager, og de har blandt andet været i hundeskoven og lege. 

Det drejer sig om hunde i forskellige aldre fra 3-4 måneder til cirka 8 år og også i forskellige racer og farver.

Bjørn (Han) – cirka 3-4 måneder

Bine (Tæve) – cirka 4-6 måneder

Buller (Han) – cirka 4-6 måneder

Bimse (Tæve) – cirka 4-6 måneder

Snow (Tæve) – fra 2016

Fie (Tæve) – fra 2009 (OBS: Ved en ekstra scanning har det vist sig, at Fie er drægtig, og derfor er hun ikke alligevel klar til videreformidling)

Freja (Tæve) – fra 2013

Bella (Tæve) – fra 2012

Skrappe krav til nye ejere

Dyrenes Beskyttelse har en række krav til de nye ejere. Vi søger rolige, regelmæssige, kærlige og tålmodige ejere med stor tolerance og forståelse for en hund med en trist baggrundshistorie og specielle behov. De nye ejere må meget gerne have erfaring med hunde med specielle behov. Det skal også være ejere, som er indstillede på at give hunden tryghed og kærligt selskab i hverdagen. Derfor vurderer vi, at familier med mindre børn og en travl hverdag ikke er relevant for disse hunde. 

Derudover er der en række forudsætninger, som man skal være opmærksom på som ny ejer:

Hundene er udprægede flokdyr og kan få svært ved at være alene hjemme. Derfor bør de tilvænnes dette gradvist over måneder

Det kan være en fordel at have en anden sød hund

De er ikke med sikkerhed renlige

De fleste har ikke lært at gå i snor/komme ved kald

De har fået minimal motion og dårlig ernæring

De er minimalt socialiseret til hverdagslivet, andre dyr og mennesker, hvilket kan give uventede reaktioner fra hundene i ukendte situationer. 

De er nemme at gøre forskrækkede, men reagerer ikke aggressivt. Derfor har de brug for at lære at føle tryghed og søge kontakt. 

Der er ansøgningsfrist lørdag den 25. februar kl. 12:00 til Brande Internat. Du skal udfylde følgende formular og sende til dbbrande@mvb.net

De hundeansvarlige på Brande Internat vil efter ansøgningsfristen udvælge, hvem der kan komme i betragtning til en af hundene

Hvis du ikke modtager en mail eller et opkald, betyder det desværre, at du ikke er kommet i betragtning til at få en af hundene. 

Hundene koster 2.275 kr.