So med smågrise på græsmark
Foto: Dyrenes Beskyttelse

Rema 1000 rykker for dyrevelfærd

Efter lang tids dialog indgik Dyrenes Beskyttelse og REMA 1000 den 22. december
2021 en skelsættende aftale om at løfte dyrevelfærden til højeste niveau på langt flere
produkter fra grise, kyllinger og køer.

Skrevet af:
Johanne Gabel

Aftalen indebærer blandt andet, at 25 procent af salget af alt fersk kød fra gris og kylling skal være fra dyr, der er ’Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse’ inden for de næste to til tre år. Det svarer til, at der over en årrække sker en fordobling af antallet af frilandgrise og fritgående kyllinger. Derudover bliver salget af den hurtigtvoksende kyllingerace Ross 308 helt udfaset.

Sætter flere landbrugsdyr fri

 – Det er en meget stor og god nyhed for alle de mange landbrugsdyr, som i kraft af aftalen vil få et liv med adgang til det fri, mere plads og mulighed for at udleve deres naturlige adfærd. Vi er rigtig glade for, at REMA 1000 ønsker at gå hele vejen og ikke stiller sig tilfreds med dyrevelfærd på konventionelt ethjertet niveau. Aftalen med REMA 1000 er et resultat af en lang og grundig dialog, hvor der er sat ambitiøse mål, som flytter såvel sortiment som markedsføring af varer med høj dyrevelfærd meget hurtigt, så danske forbrugere får nem adgang til at vælge god dyrevelfærd i de daglige indkøb, siger direktør i Dyrenes Beskyttelse Britta Riis.

– Vi oplever, at flere og flere kunder gerne vil købe varer med høj dyrevelfærd, som er 'Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse', fordi der er en kæmpe tillid til mærket. En tillid, som vi deler og gerne vil give kunderne mulighed for at tilvælge i endnu større udstrækning, fortæller indkøbs- og marketingdirektør i Rema 1000 Anders René Jensen.

Ansvar for hele dyret

Med aftalen tager REMA 1000 også ansvar for hele dyret. Det betyder i praksis, at det i langt højere grad bliver muligt at finde flere produkter af mindre kendte udskæringer, der er mærket med Dyrenes Beskyttelses anbefaling, i forhold til i dag, hvor flæskesteg og kyllingebryst er dominerende.

Partnerskabet mellem Dyrenes Beskyttelse og Rema 1000

  • Aftalen er femårig og indeholder målsætninger for mejeriprodukter, kylling og gris.
  • Kyllinger mærket 'Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse' skal udgøre mindst 25 procent af det samlede salg af kylling i 2024.
  • Hurtigtvoksende kyllinger, såkaldte Ross 308, udfases. Først i fersk form i 2023 (sortiment og kampagne) og senere i frossen og bearbejdet form. Ambitionen i aftalen er, at Ross 308 som råvare og ingrediens er helt udfaset i alle produkter med udgangen af 2025.
  • REMA 1000 tager et såkaldt anatomisk ansvar for fritgående kyllinger. Det betyder lancering af langt flere slags kyllingeprodukter.
  • Grise med mærket 'Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse' skal i 2023 udgøre mindst 25 procent af det samlede salg af grisekød i 2023.
  • REMA 1000 tager anatomisk ansvar for hele grisen. Der er allerede lanceret cirka 40 nye produkter produceret af frilandsgris i REMA 1000. • Gram Slot skal certificeres under mærket.
  • Salget af Gram Slot mejeriprodukter ’Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse' skal øges med 25 procent i 2023.

Glad for at læse artiklen?

... der er mere, hvor den kommer fra. Som medlem af Dyrenes Beskyttelse får du vores magasin leveret lige til postkassen, digitalt eller trykt, du vælger

  • Del artiklen på: