Går efter mærket "Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse" eller Ø-mærket - så er du sikker på at få god dyrevelfærd

Sådan finder du vej i junglen af dyrevelfærdsmærker

Det er blevet vanskeligere for den bevidste forbruger at kende forskel på mærker og niveauer, når det gælder dyrevelfærd. Dyrenes Beskyttelse anbefaler, at man går efter det sikre og enkle.

Skrevet af:
Dyrenes Beskyttelse

Det mener Dyrenes Beskyttelse:

Gå efter ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” og Ø-mærket. Så er du sikker på at købe god dyrevelfærd.

Det nye, statslige dyrevelfærdsmærke har gjort skoven af dyrevelfærdsmærker tættere bevokset end nogensinde.

Ud over det statslige mærke lancerede COOP i efteråret 2016 sin egen mærkeordning, og i forvejen fandtes veletablerede ordninger som mærket ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” og det økologiske Ø-mærke samt en række produktserier, der skulle give associationer til god dyrevelfærd.

Kræver omfattende indsigt

Konsekvensen er, at det i dag kræver en meget omfattende indsigt at navigere i mærkejunglen. Ikke mindst fordi de nyeste mærkeordninger indeholder flere niveauer. Forbrugeren skal ikke alene kende forskellen på de forskellige ordninger, men også forstå gradsforskellen, når en vare får to hjerter ud af tre i ét mærke eller tre kløverblade ud af fire i et andet.

Selv Dyrenes Beskyttelse, som er opsat på, at varer med god dyrevelfærd er tydeligt afmærkede, synes, det er gået for vidt.

"Det er rigtig godt, at kæderne tager dyrevelfærden til sig, og at der bliver konkurrence på området. Men der kommer en enorm forvirring af så mange forskellige mærker," siger foreningens direktør, Britta Riis.

Løsningen er enkelhed

Forbrugerrådet Tænk har været ude med en lignende kritik. Der går en hårfin grænse mellem oplysning og uigennemskuelighed, og den er overskredet i dette tilfælde.

"Udfordringen er, at man kan blive forledt til at købe dyrevelfærd på så lavt et niveau, at dyrene for eksempel ikke har haft adgang til det fri på noget tidspunkt i deres liv," siger Britta Riis.

"Vores anbefaling lyder: Gå efter de velkendte og letforståelige mærker som ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” og Ø-mærket. Her behøver du ikke kende til forskellen mellem forskellige niveauer, og du får produkter fra landbrugsdyr, som har haft en opvækst med god dyrevelfærd."