Dan Jørgensen er Årets Dyreven 2012

20. nov 2012
Rammerne for dyrevelfærden i Danmark besluttes på en lang række områder i EU. Derfor er det vigtigt, at danske dyr har en vægtig stemme i Europa-Parlamentet. Det sørger socialdemokraten Dan Jørgensen for, og det er årsagen til, at Dyrenes Beskyttelse i samarbejde med den danske befolkning har kåret ham som Årets Dyreven 2012

Dan JørgensenEuropaparlamentariker Dan Jørgensen løb i dag med titlen som ’Årets Dyreven 2012’ ved et arrangement i Dyrenes Beskyttelse. Prisen som Årets Dyreven uddeles hvert år på Dyrenes Beskyttelses fødselsdag, og prisen er blevet uddelt siden 1960. Dan Jørgensen, som havde fået flest stemmer i kategorien ”Meningsdanneren”, bliver dermed nr. 53 i rækken af dyrevenner, der beæres med foreningens guldmedalje og en check på 10.000 kr.

”Dan Jørgensen har gjort en kæmpe indsats med at indsamle 1,1 million underskrifter for, at dyretransporter maksimalt må tage otte timer. Dermed har han sat fokus på et stort problem for dyrevelfærden i hele Europa, nemlig de meget lange transporter, hvor dyrene stresses og mangler vand, føde og plads,” fortæller direktør i Dyrenes Beskyttelse Britta Riis om baggrunden for, at det netop blev europarlamentarikeren, der løb med den ærefulde titel.

Dan Jørgensen, der er valgt til Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne, er desuden i år blevet valgt som formand for den tværpolitiske gruppe ”The Intergroup on the Welfare and Conservation of Animals” i Europa-Parlamentet, hvilket gør ham til en af nøglefigurerne i arbejdet for bedre dyrevelfærd i hele Europa.

Danskerne har udpeget årets største dyrevenner
Den danske befolkning har haft stor indflydelse på kåringen af Årets Dyreven 2012. Først indstillede danskerne hele 306 kandidater til titlen. Blandt disse blev i alt 15 kandidater nomineret i fem kategorier: ”Meningsdanneren”, ”Heltedåden”, ”Myndigheden”, ”Hverdagens helt” og ”Ildsjælen”. Danskerne fik herpå mulighed for at stemme på deres favorit inden for de forskellige kategorier, og endelig blev Årets Dyreven 2012 udvalgt blandt de fem kategorivindere.

Dan Jørgensen blev kåret som Årets Dyreven 2012 i skarp konkurrence med de øvrige fire kategorivindere:

Kategori ”Heltedåden”
Kammeraterne Christian Røn Lauridsen, Christian Minke Mehl og Kristian Bach Nielsen fra Ikast, som reddede labradorhunden Tilo, der i vinter var gået gennem isen på en sø. Da drengene opdagede hunden ligge i det kolde vand og klamre sig til isen med forpoterne, dannede de kæde ud fra bredden og fik stukket en stor gren ned til den. Hunden bed sig fast i grenen, og de fik den trukket op på land. Kontakt: Rina Minke (Christian Minke Mehls mor): 25 12 90 02.

Kategori ”Myndigheden”
Færdselsbetjent Svend Otto Pedersen fra Syd- og Sønderjyllands Politi, der er specialist i dyretransporter og afpatruljerer landevejene i Syddanmark, hvor han fungerer som kontrolmyndighed på de lange dyretransporter. Nogle af de problemer, han støder på, er, at dyrene mangler vand, bliver transporteret for lang tid eller er stuvet sammen på for lidt plads. Derudover underviser Svend i sin fritid chauffører i dyretransport på AMU SYD i Kolding. Kontakt: 72 58 35 32.

Kategori ”Hverdagens helt”
Grethe Marup, der gennem de sidste seks et halvt år har syet dækkener til de hjemløses hunde af aflagte gardiner, badeforhæng og plaider, som venlige sjæle sponserer til hende. Dækkenerne bliver foræret til hjemløse i Københavnsområdet og Nordsjælland og gør, at hundene bedre kan holde varmen i de kolde måneder. Kontakt: 47 53 02 41 / 40 76 79 96.

Kategori ”Ildsjælen”
Lina Lind Christensen og Stefan Leenborg Jensen fra Næsby Hønseri, der adopterer udtjente burhøns og giver dem en ny chance i livet som havehøns. Lina og Stefan har indtil videre hjulpet over 250 høns. Efter et stykke tid som frie høns genfinder eks-burhønsene deres naturlige adfærd og nyder det frie liv. Med arbejdet skaber Lina og Stefan fokus på problematikken omkring burhøns på en ny og tankevækkende måde. Kontakt: Lina Lind Christensen 28 45 46 66.

Kontaktinformation:

  •         Årets Dyreven 2012: Dan Jørgensen: 28 25 42 58
  •         Niels Fuglsang, Dan Jørgensens politiske assistent: 0032 489 546 037
  •         Tina Engberg, kommunikationschef, Dyrenes Beskyttelse: 21 26 57 76
  •         Louise Ravnkilde, kommunikationsmedarbejder, Dyrenes Beskyttelse: 20 22 09 85

Hjælp
dyrene

Når du støtter Dyrenes Beskyttelse bakker du op om vores vigtige arbejde med bl.a. dyreambulancer, internater, dyreværnsarbejde og vores store politiske arbejde for dyrs velfærd...

Læs mere

Tilbudsmail

Modtag ugens tilbud på

dyrevelfærd

"Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse" samt økologiske fødevarer