Katte på internat
Flere end 200 katte på internatet i det nordvestlige Ukraine havde brug for medicinsk behandling sidste år.Foto: House of Cats

Victorias villa blev til internat i krigens kaos

Victoria forvandlede sin bedstemors hus i Ukraine til et internat for katte. Hvad der begyndte som et mindre projekt for at hjælpe nogle få forladte katte har taget om sig i skyggen af invasionskrigen

Skrevet af:
Søren Krogsgaard

I Zhytomyr i det nordvestlige Ukraine har Victoria Ishchenko omdannet sit afdøde bedstemors hus til et internat for katte. Det startede som et mindre, personligt projekt, men blev hurtigt et vitalt tilflugtssted for dyr, da krigen ramte.

"Vi begyndte at bygge internatet et år før krigen," fortæller Victoria. "Min bedstemor døde, og jeg arvede hendes gamle hus, hvor jeg bragte en masse katte hen."

Krigen bragte uforudsete udfordringer med sig.

"Vores situation ændrede sig drastisk efter invasionen," siger Victoria. "Pludselig var der et enormt behov for at hjælpe forladte og skadede dyr."

Russiske soldater og katte i gaderne 

I de første måneder efter invasionen den 22. februar 2022 var krigen meget tæt på.

"Det var ganske forfærdeligt. De russiske tropper var placeret ikke langt fra os, kun 30 km væk, det var skræmmende. Vi mistede kontakten med andre byer og løb hurtigt tør for mad, foder, ja faktisk alt. Men så hjalp de lokale mennesker mig meget. Når mine venner handlede, tog de ofte også noget med til kattene," fortæller Victoria Ishchenko. 

Internatet, som allerede husede et betydeligt antal katte, måtte hurtigt tilpasse sig for at imødekomme de stigende behov.

"I begyndelsen af besættelsen var gaderne simpelthen fulde af forladte hunde og katte," mindes hun. "Vi var nødt til hurtigt at udvide vores kapacitet."

Efter den russiske hærs tilbagetrækning fra det nordvestlige Ukraine forsvandt udfordringerne for kattene i området desværre ikke.

"Vi var afhængige af folks donationer, og i starten donerede folk meget, men nu er ukrainernes finansielle situation meget dårlig, og der kommer meget lidt ind. Samtidig er der stadig mange mennesker, der kasserer deres dyr, og det er utroligt svært at finde nye hjem til dyrene," siger Victoria.

200 katte skulle behandles

Men det er ikke blot antallet af dyr, der har sat internatet under pres. Behovet for medicinsk behandling er kommet bag på internatet.

"Omkring 200 dyr fik medicinsk hjælp sidste år," siger Victoria. Donationer fra blandt andre Dyrenes Beskyttelse Danmark har været afgørende.

"Disse midler er vitalt nødvendige for os," understreger hun. "De går primært til medicinsk behandling af kattene, som er en konstant udfordring."

Trods de mange vanskeligheder holder Victoria fast i sin mission om at hjælpe. "Det er konstant stress og frustration," indrømmer hun. "Men jeg kan ikke forlade disse dyr. De har brug for os."

Takket være støtte fra Dyrenes Beskyttelse og den hjælp, hun får fra lokalsamfundet, fortsætter Victoria derfor med at gøre en forskel i mange dyrs liv.