Artikel, 1. april 2022

16 dyr i klemme i skilsmisse

Konflikter mellem mennesker kan sommetider ende med at gå ud over dyrene. Det skete for nylig, da en skilsmisse gav konflikter i forhold til, hvad der skulle ske med 16 dyr. Heldigvis stod Fyns Internat og Dyrenes Beskyttelse klar til at hjælpe.

Image of Fie bau Madsen
Fie bau Madsen,
Kommunikationsmedarbejder
Del artiklen på:
Kanin

11 kaniner, 3 chinchillaer og 2 marsvin flyttede i slutningen af februar ind på Fyns Internat. De 16 dyr kom fra et hjem, hvor en ulykkelig skilsmisse havde resulteret i, at dyrene var kommet i klemme. Kvinden og manden kunne ikke længere fungere sammen, og der var derfor brug for hjælp til at sørge for dyrene, der ikke længere kunne bo i hjemmet.

Områdeformand Olav Wulff fik kontakt til manden, og allerede ved første henvendelse begyndte internatet at forberede sig. Efter en dialog frem og tilbage blev det derfor aftalt, at Olav tog ud for at hjælpe med at flytte dyrene, som blev overdraget til Dyrenes Beskyttelse, så de kunne komme til Fyns Internat.

Lavede nødstald i kattenes karantænestald

Allerede første gang områdeformand Olav Wulff havde talt med manden, begyndte Fyns Internat at forberede sig. Internatets kaninstald var allerede fyldt, så derfor måtte deres store afdeling for kattekarantæne blive omdannet til en midlertidig kaninstald.

- Da vi på forhånd vidste, hvilke dyr der var på vej, kunne vi få indrettet boksene bedst muligt for at tilgodese det enkelte dyr. Alle boksene blev klargjort med linned på gulvet, hø og huler. Kaninboksene fik også en bakke med spåner, mens burene til de tre chinchillaer fik kradsetræer for at give klatremuligheder. Derudover justerede vi temperaturen, så der hverken var for koldt eller for varmt ved deres ankomst, fortæller Lillian Jespersen, internatmedarbejder på Fyns Internat.

På denne måde var internatet klar, så snart dyrene landede. Da Olav Wulff kom med dyrene, blev de båret ind og tilset af personalet for at være sikker på, at de var sunde og raske. Dagen efter blev de også tilset af dyrlægen.  

- Tjekket indebar tjek af øjne, ører, tænder, køn, pels, poter og deres vægt. Herefter blev de sat i hver deres boks, både fordi vi ikke kendte så meget til, om de kunne gå sammen – men også for at kunne følge med i, om de spiste og kom af med deres afføring, fortæller Lillian Jespersen.

Kaniner er følsomme dyr

Specielt ved kaniner er det meget vigtigt, at tarmsystemet hele tiden holdes i gang, så der skal handles forholdsvis hurtigt, hvis de ikke har regelmæssig afføring. Derfor var det meget vigtigt at få klarlagt, om deres maver var i orden.

Blandt de 11 kaniner var der 4 unger, som blev vurderet til at være omkring 4 måneder. De havde alle sammen gået sammen, men de 3 af dem havde et stort hul i øret, hvilket højst sandsynligt stammer fra slåskampe. De blev derfor skilt ad.

Chinchillaerne ankom også sammen, men der var både hanner og hunner, så for at undgå drægtighed blev de også skilt ad. Nu skal dyrene blot komme sig og når de er klar til det, skal de finde nye, kærlige hjem.  

Efter noget tid på internatet kom der flere kaninunger. De er nu sendt i pleje med deres mor, indtil de bliver 8 uger.

OBS: Kaninen på billedet er fra en anden sag.