Dyrenes Beskyttelse året der gik

Året der gik....

...gik rigtig godt. Det giver en enorm gennemslagskraft, når dyrene, gårdene og smagen står forrest i fortællingen og selv formidler, hvorfor vi skal behandle dyr, jord og mad, som vi gør i Velfærdsdelikatesser.

Skrevet af:
Katherina Petersen

I 2016 modtog Velfærdsdelikatesser kr. 325.000 fra Fonden for Økologisk Landbrug (FØL) til national afsætningsfremme. I ansøgningen forpligtede vi os på en række leverancer i form af forbrugeroplysning, markedsføring og regionale events. Som resultat ville vi nå ud til estimeret cirka 700.000 danskere i løbet af året gennem lokale, regionale og landsdækkende medier og events. Desuden skulle erfaringerne fra projektet bruges fremadrettet som model for mindre landbrugs fælles markedsføring og afsætning.

De leverancer kan vi nu sætte flueben ved og beskrive i afrapporteringen, som bliver afleveret til FØL i januar. Faktisk har vi overopfyldt stort set samtlige mål, og indsatsen har haft en række afledte positive effekter, som f.eks. nye velfærdsdelikatesse slagtehuse og certificering af og samarbejde med restauranter.

Her er et overblik over aktiviteter og resultater:
 

Åben forårsgård Fyn på St. Bededag i april var et trækplaster på de to gårde, der var med. Antallet af besøgende nåede op på mindst 400, og der var fin dækning i lokalradioen P4 Fyn og på flere lokale og regionale medier som f.eks. fyens.dk, mitfyn.dk, kultunaut.dk og BørneFyn på Facebook. Dertil havde vi selv sørget for annonce i Fyns Stiftstidenden, Fyns Amtsavis og de lokale ugeaviser i Odense, Svendborg og Nyborg på Fyn.

Folkemødet på Bornholm i juni med egen event og smagsprøver på Hallegaard trak ca. 100 besøgende, og Britta Riis, der tog første grabfuld til det ny slagtehus på Bornholm, trak bred omtale med interviews og gode billeder i Bornholms radio, TV2 Bornholm og Bornholms Tidende. Ligesom der var foromtale i Berlingske og Politikens Spis & Bo’s temaavis om folkemødet. Dertil var der omtale i andre medier som f.eks. Altinget og Landbrugsavisen.

Danmarks første Velfærdsdelikatesse restaurant blev indviet, da Velfærdsdelikatesser deltog på fødevaremessen Copenhagen Cooking i august. Vi havde en workshop og kok med under titlen ’Tid til at være blid ved dit kød’ og reception på den 100 procent økologiske restaurant BOB Biomio Organic Bistro, som blev certificeret Velfærdsdelikatesse restaurant og i den anledning serverede særlig menu med Velfærdsdelikatesser. Vi havde en halv sides annonce i Politiken, og vi var med i en stor artikel i Politiken om den sortbrogede gris som ny gourmetdarling.

Aarhus Food Festival med smagsprøver og budskabet ’Nyd kødet’ med god samvittighed, fordi Velfærdsdelikatesser ikke tager brødet ud af munden på mennesker og tager klimahensyn i hele produktionen. Det var i september, og der blev uddelt 1.900 smagsprøver garneret med den gode historie fra mark til mundfuld. Dertil blev der uddelt opskriftshæfter og foldere om Velfærdsdelikatesser.

Åben efterårsgård Sjælland på seks gårde i efterårsferien. Flere gårde serverede smagsprøver, og det samlede besøgstal nåede op på anslået ca. 500 gæster. Restaurant Snekken i Roskilde serverede fem retters menu med gås, kalv, lam og gris fra Velfærdsdelikatesser under titlen ’Gourmet & God samvittighed’ til i alt 150 gæster. Velfærdsdelikatesser havde fælles annonce i tillægget ’Oplev’ i Sjællandske Mediers lokalaviser samt på web, og dertil var der omtale på bl.a. tv2lorry.dk og i Altinget.

Julegrisen i Berlingske den 1. december. Berlingske Tidende fulgte en Velfærdsdelikatesse gris fra faring i foråret til servering på Snekken i oktober. Grisen fik to hele opslag, altså fire store avissider i juletillægget ’Juletid’ med illustration på forsiden og forsidehenvisning. Dertil ligger der en film på Berlingskes web om grisens opvækst. Det var eminent omtale af vores koncept og vores principper i praksis.


Resultaterne

I alt ramte vi danskerne hele 2,36 millioner gange gennem alle slags medier, herunder websider, DB’s medier, landsdækkende aviser, lokalaviser, lokalradio, regionale medier og fagmedier og Facebook. Dertil var vi i direkte dialog med danskerne på messer, restauranter og gårde, hvor vi havde i alt mindst 3.050 gæster i tale. Begge tal er minimumsudgaver, fordi vi ikke har tal på, f.eks. hvor mange middagsgæster, der spiste menu på BOB, og ikke har lytter, læser og seertal på en del af de medier, der har omtalt Velfærdsdelikatesser, f.eks. har vi ikke seer og lyttertal på de bornholmske medier under Folkemødet.

Vi fik lavet en ny otte siders folder målrettet de mennesker, som reelt er interesseret i at vide noget om vores mærke. Vi har uddelt foldere til både de godt 3.000 danskere, som vi har mødt på messer og gårde og til vores kunder ved årets salg af Velfærdsdelikatesser.

Vi startede et eksternt elektronisk nyhedsbrev, som er udkommet seks gange og dermed også overopfylder målet om at oprette og udgive fire nyhedsbreve.

To nye slagtehuse er startet på henholdsvis Bornholm og Sjælland og et tredje er på vej på Fyn, ligesom vi har indledt certificering af restauranter som ambassadører.

Og så blev vi 10 producenter rigere, så den samlede liste nu er oppe på 33 gårde.

Det lærte vi

Vi lærte kort fortalt, at Åben forårsgård er en god ide med store chancer for at få fortalt  vores historie i lokale medier og for at få besøgende på gårdene i foråret, hvor der både er sol og dyrebørn. Fælles annonce sammen med gårdenes egen annoncering af begivenheden lokalt giver god spredning af invitationen.

Til gengæld er en gentagelse af Åben gård i det kolde, mørke og mudrede efterår ikke et hit, fordi det ganske enkelt er for koldt til børnefamilierne, og der er ikke nogen dyrebørn at opleve.

Aarhus Food Festival var en god måde at komme i direkte kontakt med publikum på grund af et forståeligt koncept med en stand med smagsprøver og foldere og bemandet med gode fortællere.

Derimod var Copenhagen Cooking alt for kompliceret. Et kringlet og lukket billetsystem og elitær formidling målrettet et ikke-dansk publikum betyder, at der stort set ikke er hul igennem til almindelige danskere med nysgerrighed, velvilje og appetit på Velfærdsdelikatesser.

Tilsvarende er det svært at slå sig igennem muren på Folkemødet, og vi kan næppe regne med at have samme held til at trænge igennem på de bornholmske medier en anden gang, hvor vi ikke (igen) kan åbne Hallegård slagtehus som bærende nyhed, der skærer igennem lokalt.

Alt i alt giver det mest gennemslagskraft, når dyrene og gårdene står forrest i fortællingen og dermed helt af sig selv formidler, hvorfor vi skal behandle dyr, jord og mad, som vi gør i Velfærdsdelikatesser. Desuden er det selvfølgelig et hit, når folk får lov til at smage på resultatet af anstrengelserne, gerne i et let forståeligt og åbent set-up, hvor man føler sig inviteret indenfor. Det er dyrene, gårdene og smagen, der skaffer besøgende, omtale og kunder, og det er relativt nemt at afholde fælles Åben gårddage og markedsdage, hvis der vel at mærke er en tovholder til at igangsætte og koordinere.

  • Del artiklen på: