Artikel, 24. juni 2019

Ænder med løb i blodet af SØREN SØRØVER

Hos Lone Landmand og Søren Sørøver arbejder løbeænderne med at holde sneglene væk fra vinen.

Image of Marie  Hougaard
Marie Hougaard,
Medieredaktør
Del artiklen på:
løbeænder hos Lone Landmand og Søren Sørøver

Det er en altid løbende diskussion, om vin går godt til and, men én ting er sikker - and går godt til vin.

Faktisk er de to, her på gården, helt uadskillelige. Jeg tænker naturligvis ikke på middagsbordet, men på dagligdagen i vinmarken. Når man, som os, har 1000 vinstokke, så er der rigtig mange ting at tage hensyn til, og rigtig mange af især sommerens timer bliver brugt blandt vinstokkene. Men alligevel er det blot et fåtal, i forhold til det timeantal vores løbeænder lægger i at holde vinmarken. Ja, de kan selvsagt ikke holde vinmarken i højden, men de kan holde den fri for snegle.

Det er ikke de frygtede dræbersnegle, der er det store problem i vinmarken. De er selvfølgelig heller ikke særligt velkomne, men det er mere sådan en principsag. De gør ikke alverdens skade derude, men da vinmarken ligger lige ved siden af køkkenhaven, er det ikke ønskeligt, at de har et stort areal, hvor de kan forplante sig, inden de derfra om natten indtager køkkenhaven. Men som sagt er det i forhold til vinen nogle helt andre snegle, der er problemet. Det er de små nøgensnegle på størrelse med en lillefingernegl, som laver al balladen. Når druerne modnes, tiltrækkes de af druernes søde saft. Sneglene kravler op i nattens mulm og mørke, og bider hul i en drue for at sidde og sutte i druemosten. Det kan vi såmænd godt unde en snegl, men problemet ligger i, at den skadede drues saft løber ned igennem klasen, hvorefter den meget hurtigt bliver arnested for vækst af mikroorganismer. Den tætte og næsten modne drueklase er et perfekt voksested for skimmel, og med den klistrede druesaft, går det lynhurtig rundt i hele klasen, og den er tabt til at lave vin af. Derfor kan et relativt lille antal snegle koste en forfærdelig masse druer, og derfor anskaffede vi en lille beskeden flok af løbeænder til at hjælpe os med at holde snegletrykket nede.

Løbeænder er ubetinget den mest underholdende andefugl, man kan glæde sig over i haven. En løbeand er slank og bevæger sig meget oprejst, så den på en måde kommer til at se ud som om, den mangler arme. Og så har den umådeligt travlt. Når den skal fra a til b, foregår det altid i løb. De små ben banker der ud ad som trommestikker til en rask march, og altid med syn for sagen. Anden går ingen steder uden at holde øje med, om der skulle være noget spiseligt på dens vej. Især lige når de lukkes ud om morgenen, bliver alt gennemsøgt i hast, de visne blade bliver vendt, og tilsvarende græs i klumper fra havetraktorens ulige kamp mod det lidt for høje græs. Løbeanden er i gang under buske og træer i en evig søgen efter føde, og som flere andre ænder er den en sand rovfugl. Den kan sagtens finde på at nippe lidt græs eller et fint nyt mælkebøtteblad, men det er den animalske føde, der er dens foretrukne, og lige netop denne kombination gør den enormt egnet til brug som hjælper i vinmarken. Moskusænder har samme forkærlighed for snegle, men de har til gengæld en større appetit for det grønne og har meget svært ved at lade de modne druer hænge på vinstokkene, og så er vi jo lige vidt.

Det er faktisk sådan, at man har indtryk af, at løbeænderne ikke er synderligt opmærksomme på én, og da slet ikke selskabelige. Men ofte, ganske uden at jeg lægger mærke til det, lægger de sig lige bag mig, når jeg sidder og beskærer og opbinder vinplanterne. Manglen på interesse for mig, når de er på dupperne og leder efter mad, er omvendt, når de tager en slapper. Her virker det som om, at de søger mit selskab. Jeg vil tro, det giver dem en eller anden tryghed, når de skal finde til ro. Som om de har på fornemmelsen, at jeg er deres beskytter, skulle der komme et rovdyr. Det er ikke noget, de ved, for det er aldrig sket; det ligger i deres sind og gener.

Løbeænder er ikke kun gode til at tage føde til sig, de er også flittige til at lægge æg. Det er en race, man bruger flere steder i verden som æglægger, og det er utroligt, så mange æg de små ænder lægger, når de har det godt og trives. Andeæg smager altså helt fantastisk. Det er jo ikke noget, vi har meget tradition for at spise i Danmark, og det er egentligt lidt en skam. Til gengæld er ænderne ikke ret gode til at lægge deres æg bestemte steder, sådan som høns foretrækker – i en rede eller noget der ligner, et sted hvor der i forvejen ligger æg. Nej, det virker som om, de lægger dem lige der, hvor de står og går, hvilket oftest giver lidt rigeligt beskidte æg og en rodet andegård. For selvom de har hele gårdens vinmark og baghave i dagtimerne, så kommer de ind om natten. De ville helt sikkert gerne sove udendørs, men de er alt for udsatte for ræven og andre rovdyr om natten. Hver aften følger de glade og gerne Lone med en lille spand korn; faktisk kan de ofte stå ud på eftermiddagen og trippe for at komme ind, med en godbid til følge. For selvom de elsker snegle, så er kornet som slik i et andenæb.  

Søren Sørøver