De tager telefoner, lufter hunde, flasker killinger op og giver dyrene kærlig omsorg. Hver af Dyrenes Beskyttelses 10 internater er helt afhængige af de mange frivillige, der får hverdagen til at gå op. Mød fire af de helt uundværlige på internatet i Århus.
Dyrenes Beskyttelse har 10 internater
... som tager imod familiedyr, der af en eller anden grund er blevet svigtet af deres ejer. Internaterne modtager, rehabiliterer og formidler dyrene, som typisk indleveres af politi, Falck, private mennesker eller kredsformænd.
Kærlig telefonvagt
Anna-Grethe Pugholm (Guddie), ny frivillig på internatet i Århus
Efter et helt arbejdslivs som pædagog så Guddie frem til en stille og rolig tilværelse på efterløn. Men det blev lidt kedeligt, når det bare var hende og manden derhjemme.
- Jeg er jo gået fra at omgås næsten 100 mennesker hver dag til kun mig og min mand, hvis han ellers er hjemme, griner Guddie.
Hun er en af de frivillige, der sidder ved telefonen og tager imod de opkald, der kommer til internatet fra borgere, der måske er bekymret for et dyr, gerne vil komme på besøg eller generelt er interesseret i mere viden om internatet.
- Til oplæring blev jeg spurgt om, hvordan jeg havde det med at sidde ved en telefon. Det er jo lige så stor en hjælp, som det er at gøre rent ved kattene. Jeg elsker den her tjans. Man får mange gode snakke og historier, også triste selvfølgelig. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden 1812, fordi nogle af opkaldene kræver i den grad hjælp, fortæller Guddie, mens hun tager headsettet på og gør klar til dagens telefonvagt. Telefonen kimer nærmest uafbrudt fra 10-14, hvor der er åbent for opkald.
To små killinger på fire uger tumler rundt på gulvet hos Guddie i dag. De er netop ankommet til internatet og venter på en plejemor, der kan hente dem. En af dem har fundet kattebakken og lagt en lille gave. Der spreder sig hurtigt en knap så lækker lugt i lokalet.
- Ja ja, det hører alt sammen med, siger Guddi og smiler, mens hun samler den anden killing på fra gulvet.
- Al min slidgigt gør ikke noget her, og det er bare rigtig dejligt.” Miav, lyder det fra gulvet, den sidste lille killing vil også op.
Hvorfor blev du egentlig frivillig her?
- Jeg så sådan en annonce på facebook med Sommerven. Det kunne jeg jo godt gøre, tænkte jeg. Men mon ikke der også var noget mere, jeg kunne gøre, så jeg også kunne få mit dyrefix, siger Guddie og smiler.
Den ene killing sætter tænderne i Guddie’s tommelfinger og insisterer på at få hendes opmærksomhed, mens telefonen ringer. Klokken er 10, den ringer altid på slaget 10.
- Det er Guddie, hvad kan jeg hjælpe dig med?...
Efter første opkald er killingerne faldet til ro i Guddies skød. Så er det lidt lettere at koncentrere sig om arbejdet.
- Jeg er fast ved telefonen en dag om ugen, og så kommer jeg tit om aftenen og hjælper med at lufte hunde. Det er bare så hyggeligt, og så giver det mig også noget socialt at komme herud og møde alle de søde folk, der arbejder her. Det giver mig et godt fællesskab, samtidig med at jeg kan få lov at gøre en forskel for dyrene. Se dem lige... Guddie smiler til de to killinger, der sover nu.
Telefonen ringer igen…
Ro til mennesker og dyr
Lotte Kring, frivillig på internatet i Århus i syv år
Lotte er en del af ”inventaret” på internatet.
- Det kalder de os nogle gange, os der har været her i mange år. Vi tager det som et kompliment, og personalet herude ved at de altid kan regne med os. Jeg kommer fast en gang om ugen og nogle gange hvis der er behov for mere, siger Lotte.
Efter syv år som frivillig er hun gammel i gårde og ved en hel del om, hvordan det er at være frivillig på internatet.
- Jeg har været dagplejer i 37,5 år og vidste, at når tiden var til ikke at arbejde mere, jamen så skulle jeg bruge noget tid på at hjælpe b.la. dyr.
Lotte blev frivillig fordi en af personalets børn kendte hende og fortalte hende, at internatet da var der hun skulle hen og være som frivillig. Hun sendte en mail og kom ud til en snak:
- Så var mutterfit i gang, siger Lotte og griner, ja, det kalder de mig jo.
Dagens arbejde for Lotte og en af de andre frivillige er at gøre rent og fodre kattene i afdeling 5. Her sidder de katte, der er klar til nye hjem, men som er lidt mere forsigtige, og kræver rolige bevægelser og fremtidige rolige hjem. Lotte har allerede gjort klar til mad og rengøring. Det sidder nærmest på rygraden.
- Før i tiden var jeg vaskekone her, og stod for vaskeriet. Der var en seddel på døren, hvor der stod Lottes Vaskeri, jeg har også tit gået tur med hundene, men nu bruger jeg mest min tid hos de dejlige katte. Dem elsker jeg, siger hun, mens hun åbner ind til Putte, der forsigtigt kigger frem af kurven.
- Så er der morgenmad Putte, siger Lotte, efter kattebakken er tømt, og tæppe og legetøj er gjort rent. Putte vil gerne lige ud og sige hej til Lotte og tager gerne imod lidt ekstra kærlighed. Killingerne Ron og Hermione er de næste der står for tur. De vælter ud af boksen og klatrer hurtigt til tops i klatretræet.
Mens killingerne får lidt nus, fortæller Lotte:
- Det betyder så utroligt meget at komme her. Samværet med menneskerne herude giver mig lige så meget som at hjælpe dyrene.
Til frokost samles de frivillige og personalet. Der bliver givet fælles beskeder, og eftermiddagen planlægges. Derudover bliver der grint, spist friskbagte boller og hygget. Fællesskabet betyder meget for mange af de frivillige her.
Særlig pleje
Anne Dahlerup, frivillig på internatet i Århus i et år
Anne har været frivillig på internatet i godt et år. Efter mange år som sygeplejerske, skulle pensionistalderen byde på noget andet.
- Jeg har altid sagt til mig selv, at når jeg var færdig med at arbejde, så skulle jeg have nogle dyr mellem hænderne, siger Anne og smiler.
- Det kan man roligt sige at jeg har her.
Efteråret bringer en del sygdom med sig, både hos dyr og mennesker. Derfor står dagen i dag på rengøring hos nogle af de forkølede og snottede katte, der venter indtil de er raske og kan finde nye hjem. Anne hopper straks i både dragt, handsker og blå beskyttelsesfutter for at mindske smittespredningen til andre afdelinger og dyr.
I afdeling 9 sidder 12 katte, som er forkølede, og venter på både morgenmad og rengøring. Anne stikker hovedet ind og siger godmorgen til dem alle sammen. Kattene gør højlydt opmærksom på sig selv fra flere af boksene. De ved godt, at Anne har mad og nus med.
- Jeg hjælper oftest til hos kattene, og det giver mig en følelse af at have gjort en forskel for de her små dyr, men det kan også være hårdt nogle gange, hvis man støder på nogle sager, hvor dyrene ikke har haft det så godt. Det kommer jeg nogle gange til at tage med hjem, og jeg har også lyst til at tage rigtig mange af dyrene med hjem, fortæller hun, mens hun åbner ind til lille Imerco, der står klar ved lågen. Imerco er 12 uger og skal lige komme sig over en gang forkølelse, inden han kan komme til dyrlæge og derefter er klar til en ny familie.
Imerco har kastet sin kærlighed på Anne og holder godt øje med hende, mens hans boks vaskes. Når boksen er ren, bliver der nemlig serveret morgenmad.
Bagefter er det Allans tur. Han har stået og kaldt siden Anne trådt ind i rummet:
- Allan er rigtig god til at give lyd, og så er han meget vedholdende, griner Anne og fortsætter, men også bare det sødeste.
Anne har kun et par timer til at hjælpe her onsdag formiddag, men kattene i afdeling 9 fik mad, rene bokse og kattebakke og en omgang kærlighed.
- Så er hele min dag jo reddet, siger Anne, mens hun pakker de sidste ting væk og smider dragt, blå plastikfutter og handsker i skraldespanden.
- Vi ses på fredag igen, siger hun og lukker døren ind til afdeling 9.
Flaske hver tredje time
Camilla Holmsgaard Mortensen, plejemor for flaskekillinger på internatet i Århus
Camilla er gift, har to små børn og en baggrund indenfor økonomi. Lige nu bruger hun sin tid som både frivillig plejemor og frivillig på internatet. Vi fanger Camilla på en hektisk dag. Hun har tre små flaskekillinger i pleje, som skal have deres flaske hver tredje time. Hun står i fælleskøkkenet og varmer mælken, mens hun fortæller om det at være plejemor.
Jeg er plejemor, fordi jeg synes, at det er verdens bedste job. Det er en kæmpe oplevelse at se killingerne vokse fra at være hjælpeløse til at have deres helt egen personlighed. Der sker så meget på 12 uger, og det imponerer mig hver gang. Det er hårdt, når vi skal aflevere dem tilbage, men samtidig ved jeg, at de ikke kommer ud til hvem som helst, og at der venter dem de bedste hjem.
Killingerne Alysanne, Flora og Mysaria på tre uger mosler rundt inde i transportkassen. De er ved at være sultne igen. De giver højlydt udtryk for, at nu skal der snart serveres mad. Camilla åbner kassen, og de tre små pelsbolde vælter ud og springer hende i armene. De ved godt, at hun er madmor.
Det er altid hårdt arbejde, især når det er flaskekillinger, men det lønner sig altid med den kærlighed, killingerne giver tilbage. Både min familie og jeg har stor glæde af at se dem vokse, lege og gøre skøre ting, fortæller Camilla.
Camilla sidder ikke bare i fælleskøkkenet, fordi hun lige kom et smut forbi for hyggens skyld. I dag skal hun også hjælpe på internatet som frivillig.
- Jeg elsker at være på internatet. Personalet er altid meget taknemmelige for den mindste hjælp, ligesom dyrene altid sætter pris på lidt ekstra kærlighed og omsorg. Det giver mig en masse god energi, fordi jeg kan mærke, at jeg har gjort en forskel for andre.
Da spisetid er ovre, bliver killingerne puttet i transportkassen på et varmetæppe, mens Camilla gør sig klar til at afslutte rengøringen i Kattehuset.
Der er 20 minutter, inden vi lufter hunde, så nu bruger jeg lige tiden her, så de ansatte ikke skal bøvle med opvask i aften, siger Camilla, mens de beskidte madskåle får en tur med børsten.
- Jeg blev frivillig fordi, at jeg gerne vil være med til at gøre en forskel for dyrene. Jeg har et stort dyrehjerte, og det gør ondt på mig at se dyr i nød. Jeg har nogle gange mine børn med på internatet, fordi jeg gerne vil lære dem, at man skal passe på dyrene såvel som hinanden.
Uret viser 13.30 denne eftermiddag, og Camilla er hoppet i overtøjet. Nu skal de dejlige hunde have en velfortjent gåtur. Camilla går sammen med internats medarbejder Sofie Holm, og lufter fire søde hunde sammen.
- Når jeg er på internatet, er det meget forskelligt, hvad der er brug for. Den primære opgave består af rengøring for at undgå smitte. Der skal tømmes kattebakker, fodres, dyrene skal ind og ud fra løbegården, og hundene skal luftes. Der er ofte nogle dyr, som bliver stressede af at sidde i en boks og vente på sit nye hjem. Dem elsker jeg at bruge lidt ekstra tid med, så ventetiden bliver lidt lettere.
Efter gåturen er det igen spisetid for killingerne.