hund på gaden
Hunden er lige kommet over grænsen til Polen fra Ukraine. Foto: Kristian Brasen

Der kommer flere af krigens dyr end forventet

Der kommer flere ukrainske flygtninge med kæledyr til Danmark end forventet. Det kræver ekstra dyrlægehjælp og opmærksomhed på risikoen for udbrud af rabies.

Skrevet af:
Søren Krogsgaard

Der kommer flere kæledyr med i flygtningestrømmen fra Ukraine til Danmark end først forventet. Det oplyste Fødevarestyrelsen på et møde med de største, danske dyreværnsorganisationer i sidste uge. Tal fra de polske myndigheder tydede på, at der ville være et kæledyr med over grænsen for hver hundrede flygtning, men styrelsen vurderer, at mellem fire og syv af flygtningene har dyr med til Danmark. Med omkring 25.000 ukrainske flygtninge i landet kan der derfor være kommet 1.750 af krigens dyr til Danmark. Samtidig er flygtningestrømmen dog aftaget, og der formodes at være cirka 10.000 færre flygtninge i landet, end Udlændingestyrelsen havde forventet på dette tidspunkt.

Travlt hos godhjertede dyrlæger

Ukrainere med kæledyr er forpligtet til at registrere deres dyr hos Fødevarestyrelsen. Styrelsen oplyser, at der er er modtaget 629 registreringer. Disse kan dog dække over flere dyr. I sidste uge havde styrelsen indtil videre haft embedsdyrlægen på 386 besøg hos flygtninge med kæledyr. I langt de fleste sager skulle dyrene vaccineres mod rabies – også kendt som hundegalskab. Rabies forekommer - i modsætning til i Danmark - i Ukraine, men det har vist sig svært at få dokumenteret dyrenes vaccinestatus på grund af manglende dokumenter og mikrochipping af dyrene.

De mange ukrainske kæledyr vil derfor også give travlt hos de mange dyrlæger, der tilbyder gratis vaccination, antistofblodprøve, mikrochipping og sundhedstjek. Lige nu er der 87 steder i hele landet, hvor flygtninge kan få hjælp til deres dyr. Det viser oversigten, som Dyrenes Beskyttelse driver efter aftale med Fødevarestyrelsen, Den Danske Dyrlægeforening og andre dyreværnsorganisationer.

Advarer på det kraftigste mod at importere dyr

Mens Fødevarestyrelsen arbejder på at få undersøgt alle registrerede, ukrainske dyr i Danmark, advarer styrelsen mod, at danskere tager herreløse hunde, katte eller andre dyr fra Ukraine med til Danmark. Hvis dyrene ikke bliver vaccineret, risikerer vi i værste fald et udbrud af rabies i Danmark. Rabies er farlig for både dyr og mennesker, og smitte kan medføre dødelig hjernebetændelse. Sygdommen kan smitte ved bid eller kontakt med spyt fra smittede dyr.

Alle, der medbringer kæledyr eller omgås dyr fra Ukraine, skal af samme grunde være særligt opmærksomme på, om dyrene udviser symptomer på rabies. Sker det, skal man straks kontakte en dyrlæge.

Læs mere om symptomerne her