Danske have er historien om stendød havbund, iltsvind og uddøende fiskebestande. Men der er heldigvis også solstrålehistorier. Et særligt område i Kattegat er én af dem
Ganske tæt på kysten øst for Anholt ligger et område, som med store bjerge og dybe floddale, leder tankerne hen på Grand Canyon. Bare under vandet, men med mindst lige så rig natur.
Med dybder op til 130 meter, farvestrålende stenrev, stærke strømme og et varierende saltindhold i vandet, danner området de perfekte betingelser for liv. Derfor byder området også på en havbund med tangskove, smukke koraller og mange forskellige særprægede dyrearter. Flere af dem er ikke tidligere set i Danmark.
Området stammer helt tilbage fra istiden og bliver kaldt canyonsystemet. Som resultat af Fiskeriaftalen fra juli, skal det beskyttes mod ødelæggende trawlfiskeri. Det vækker stor begejstring hos Nicolaj Lindeborgh, der er havbiolog i Dyrenes Beskyttelse.
”Der findes ikke andre steder, i de danske have, hvor der er lige så mange forskellige naturtyper samlet et sted – og jo flere naturtyper, jo flere dyr, des mere biodiversitet. Det er en fest,” siger han.
Som resultat af Fiskeriaftalen fra juli måned, skal canyonsystemet beskyttes mod ødelæggende bundtrawl. Men midt i glæden over at alle disse fantastiske dyr nu får fred, er der lidt malurt i bægret.
En del af det område, der skal beskyttes, ligger så langt væk fra kysten, at det er uden for den såkaldte ”12-sømilzone”. I det område kan Danmark ikke bestemme, hvordan andre EU-lande fisker, og det kan tage lang tid at opnå enighed.
I 2006 besluttede regeringen at beskytte seks mindre områder i Kattegat mod bundtrawl. Det skete på baggrund af miljøorganisationen Oceanas observationer af sjældne dyresamfund. Men det tog seks år før beskyttelsen blev til virkelighed.
”Men Kattegats dårlige tilstand taget i betragtning, er der håb for, at der er international forståelse for, at beskyttelse af området skal gå stærkt,” siger Nicolaj Lindeborgh, havbiolog i Dyrenes Beskyttelse.
Enestående billeder afslører stor artsrigdom
På de lave områder med dybder på femten og femogtyve meter, er det muligt for flaskedykkere at få en fornemmelse af de utrolige stenrev og dyrelivet. Men på de større dybder på op til 130 meter, stiller det helt andre krav til udstyret. Det er langt fra land, vejret er ofte hårdt og der er voldsomme strømme i canyonsystemet.
Miljøorganisationen Oceana er nogle af de første, der har undersøgt de dybe dele af området. Det er kun lykkedes ved hjælp af helt særlig teknologi. De brugte blandt andet en undervandsdrone til at dykke helt ned i Kattegats canyonsystem.
Som bjerge rejser stenrevene sig omkring de dybe render. Det største stenrev i syd er ”Lille Middelgrund”. Mod nord, på større dybder og længere fra kysten, er stenrevene ”Kims Top” og ”Den Kinesiske Mur”.
De rev er ikke spolerede af stenfiskeri; en metode, hvor man tidligere fjernede store sten fra bunden og brugte dem til kystsikring og havnemoler - det har ødelagt mange kystnære rev.
På revene ”Kims Top” og ”Den Kinesiske Mur” danner store sten huler, hvor fisk og sorthummere gemmer sig, og revene danner scene for en stor variation af tangplanter.
Tidligere undersøgelser fandt 42 forskellige tangplanter og 179 forskellige dyrearter. Det var kun små områder, der blev undersøgt – artsrigdommen er formentlig langt større. Det er lykkedes Oceana at få gode billeder af mange af arterne.
”Når Oceana sejler ud for at udforske havets dybder, finder vi marint liv og levesteder, der har brug for beskyttelse – ofte unikke økosystemer, nogle gange sjældne arter og endda arter, som videnskaben endnu ikke kender til! Det, vi fandt i Danmark, er et godt eksempel. Bedre viden og data er afgørende for at fremme beskyttelsen af havet,” sagde Nicolas Fournier, kampagnedirektør for Oceana i Europa.
Dyrenes Beskyttelse havbiolog kan da heller ikke skjule sin begejstring for billeddokumentationen af livet i revene.
”Nogle af de videoer som Oceana har optaget er enestående – det er første gang, jeg ser film af hav-svampesamfund, Hestemuslinger og Haploopssamfund fra danske havområder”.
Dyk med ned og se Kattegats kronjuveler
Dyrenes Beskyttelse har eksklusivt adgang til billederne fra Oceana. Tag med på et dyk og mød dyr og planter, du nok aldrig troede du skulle se under danske himmelstrøg:
- Området ligger centralt i Kattegat, og strækker sig fra Anholt i syd og ca. 50 km mod Læsø i nord.
- Arealet, der er foreslået beskyttet mod bundtrawl, er ca. 650 kvadratkilometer svarende til 0,5 % af det danske havareal.
- Området er meget varieret; der er store stenrev og dybe render. Dybden varierer mellem 15-130 meter. Der løber meget vand gennem Kattegat – ca. 21.700 kubik-kilometer vand om året, og strømhastigheden i renderne er noget af det kraftigste, der findes i danske farvande.
- På grund af placeringen mellem den salte Nordsø i nord og den brakke Østersø i syd, og pga. dybdeforholdene, så varierer saltindholdet i vandet ved havbunden meget. Forskellen i saltindhold, dybder og bundtyper gør, at der kan leve mange forskellige dyrearter inden for et lille område.
Har vi koraller i Danmark? Ja, og endda en håndfuld forskellige arter. Søfjeren og Søpennen er to arter, der begge lever i dyb, blød mudderbund. I modsætningen til de koraller, der former koralrev, så er de her koraller bløde. Når man taler om en Søfjer eller en Søpen, så er der faktisk tale om mange dyr, såkaldte polypper, der sammen udgør en koloni.
De er opbygget som en lang stilk, for Søfjerens vedkommende med sidegrene, og de er forankrede i havbunden med en opsvulmet del af stilken. Søfjerene er i stand til at lave blågrønne lysglimt, hvis de bliver forstyrret. Hvorfor de gør det, vides ikke, men måske kan de skræmme fisk og andre rovdyr fra at bide i dem.
Søfjerene tåler dårligt trawlfiskeri. I det beskyttede område er der i dag et intenst trawlfiskeri efter jomfruhummer på næsten alle steder, hvor den bløde bund findes. Når trawlfiskeriet inden længe ophører, vil der formodentligt igen komme mange Søfjer på havbunden.
En anden art af koral i området er Dødningehånd. Ligesom Søfjer og Søpen, er Dødningehånd en blød-koral, og lige som de to, består hver Dødningehånd af en koloni af polypper – altså flere dyr.
Dødningehåndskorallerne hæfter sig fast på hårde overflader som sten og muslinger. Af og til laver de imponerende begroninger over store flader og op til 20 cm i højden.
Når de samtidig kan have en næsten pang-orange farve, bliver de meget iøjnefaldende. Korallerne kan også have mere hvide nuancer, og mon ikke det er sådan en hvid, håndformet koral, der er landet i nettet hos en fisker og givet den det lidt uhyggelige navn ”Dødningehånd”?
Haploop-samfundet. Det lyder måske mest af alt som noget fra en Star Wars-film. Men der er tale om et særpræget samfund, der er opkaldt efter to arter af tanglopper: Almindelig haploops og Fin haploops, som bygger små huse omkring sig af sammenkittet mudder.
De små huse stikker én centimeter op af mudderbunden, og har en åbning i siden, hvor de stikker deres små antenner ud. Med dem filtrerer de vandet for at få føde. Omkring 1900-tallet var Kattegat fuld af Haploops. I en sådan grad, at en fjerdedel af områderne med mudder var domineret af disse dyr. I dag er der næsten ingen tilbage. Bundtrawl er formentlig årsagen til, at de stort set er forsvundet fra Kattegat og derfor vurderes som truet.
Oceana har fundet Haploops både i det område, der er planlagt til at blive beskyttet og længere nord på i Kattegat Canyon – det viser, at Haploops stadig er i Kattegat, og giver håb om, at de kan genetablere deres utrolige samfund over større områder igen.
Hvis du har prøvet en ægte badesvamp fra Middelhavsområdet, så er du måske allerede stødt på havsvampen – den er nemlig skelettet fra dette fantastiske dyr. Derfor er det egentlig også misvisende at kalde det en svamp.
Havsvampene er, ligesom korallerne, såkaldt kolonidannende dyr – og den samlede koloni kaldes en havsvamp. De bliver op til 50 centimeter høje og har form som krukker, der filtrerer havvandet for organisk materiale, som de lever af. Nogle steder sidder de så tæt og i så stort antal, at man kan kalde dem havsvampesamfund.
De er levested for andre dyr, der gemmer sig i deres hulrum. Havsvampene vokser langsomt og sidder ikke særligt godt fast i havbunden, så de er yderst sårbare over for trawl.
På billedet ses en krabbe mellem to havsvampe. "Grumsen" på billedet er en stime af små rejer, der bliver tiltrukket af fotografens lys.