Lena Rohn, fødevare- og miljøpolitisk chef i Dyrenes Beskyttelse
Lena Rohn, fødevare- og miljøpolitisk chef i Dyrenes Beskyttelse

Dyrenes Beskyttelse får ny repræsentant i Det Dyreetiske Råd

Fødevare- og miljøpolitisk chef fra Dyrenes Beskyttelse er blandt de tre nye medlemmer af Det Dyreetiske Råd, der skal være med til at gøre Danmark til et endnu bedre land for dyrene.

Skrevet af:
Claus Nielsen Lyckhage
For mig er det vigtigt, at det enkelte dyr sikres et godt dyreliv og i både ord og handling respekteres som et sansende væsen
- Lena Rohn, fødevare- og miljøpolitisk chef i Dyrenes Beskyttelse

Fakta om Det Dyreetiske Råd

  • Det Dyreetiske Råd er nedsat i henhold til dyrevelfærdslovens § 38 og blev nedsat første gang den 7. januar 1992.
  • Rådet består af en formand og mindst 10 andre medlemmer. Medlemmerne beskikkes for en periode på tre år ad gangen.
  • Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri udpeger rådets formand og medlemmer. Heraf udpeges to medlemmer efter udtalelse fra dyrevelfærdsorganisationer, to medlemmer efter udtalelse fra landbrugets organisationer og ét medlem efter udtalelse fra Forbrugerrådet Tænk.
  • Fødevareministeren skal ved sammensætningen af rådet så vidt muligt sikre, at der blandt rådets medlemmer er personer med indsigt i de faglige discipliner, der har særlig betydning for løsningen af de opgaver, som er tillagt Det Dyreetiske Råd.

Fødevareminister Rasmus Prehn har udpeget de tre nye medlemmer, som er Lena Rohn, fødevare- og miljøpolitisk chef i Dyrenes Beskyttelse, Lina Lind Christensen, general manager i Anima, og Bjarne Klausen, der er adm. direktør i Odense Zoo. Lena Rohn ser meget frem til at tage fat på arbejdet:

”Jeg er meget glad og stolt af udnævnelsen, og der er rigeligt at tage fat på. Danmark fik sidste år en ny dyrevelfærdslov, der som det første land i verden anerkender, at dyr er levende og sansende væsener med naturlige behov. Det forpligter. For mig er det vigtigt, at det enkelte dyr sikres et godt dyreliv og i både ord og handling respekteres som et sansende væsen. God velfærd er betinget af, at dyret beskyttes, får opfyldt sine artsspecifikke behov samt mulighed for positive sanseoplevelser, der giver glæde og livskvalitet,” udtaler hun.

Det Dyreetiske Råd, der er nedsat i henhold til dyrevelfærdsloven, følger udviklingen inden for dyrevelfærd med en etisk tilgang. Rådet kan på eget eller fødevareministerens initiativ afgive udtalelser om et emne i relation til dyrevelfærd og dyreetik.

Rådet rådgiver ligeledes ministeren i forbindelse med fastsættelse af regler på dyrevelfærdsområdet. Rådet varetager desuden informations- og debatskabende aktiviteter inden for dyrevelfærd og dyreetik.

”Det er en stor prioritet for regeringen at få skabt et bedre liv for vores dyr – lige fra grisene i stalden til kæledyrene hjemme i stuerne. Med det nye hold på plads er jeg sikker på, at rådet er godt klædt på til mange spændende opgaver de kommende tre år,” siger fødevareminister Rasmus Prehn i en pressemeddelelse.

Det Dyreetiske Råds sammensætning pr. 1. juli 2022

Formand:

  • Bengt Holst, zoolog med speciale i etologi (dyrs adfærd) og formand for Den Danske Naturfond

Øvrige medlemmer (i alfabetisk rækkefølge):

  • Bjarne Klausen, zoolog og adm. direktør i Odense Zoo
  • Jes Aagaard, biolog og naturvejleder i Naturstyrelsen
  • Lena Rohn, fødevare- og miljøpolitisk chef i Dyrenes Beskyttelse og Dyrenes Beskyttelses repræsentant i Eurogroup for Animals bestyrelse
  • Lene Munksgaard, professor emerita ved Institut for Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet
  • Lina Lind Christensen, general manager i Anima og bestyrelsesmedlem i DOSO
  • Michael Nielsen, gårdejer og griseproducent
  • Paolo Drostby, kontorchef i Fødevareministeriet, Fødevarer og Veterinær
  • Per Jensen, bestyrelsesmedlem i Forbrugerrådet Tænk og præsident for Dyrenes Beskyttelse
  • Pernille Elisa Hansen, dyrlæge ved Anicura Skovlunde Dyrehospital
  • Sebastian Klein, Tv-vært, forfatter og naturformidler
  • Thomas Søbirk Petersen, professor i etik ved Rokilde Universitet
  • Yke W. Kloppenburg-Oosterwoud, gårdejer og kvægbruger

Pernille Fraas Johnsen, landbrugsfaglig seniorrådgiver i World Animal Protection, og Peter Mollerup, biolog og formand for Dyrenes Venner træder ud af rådet med virkning fra 1. juli 2022.

  • Del artiklen på: