- Vi ønsker en hestesport, hvor det er hestens trivsel, der går forud for alt andet.
- Vi ønsker en hestesport, hvor det er hestens trivsel, der går forud for alt andet.

Dyrenes Beskyttelse forlader Forum For Hestevelfærd

Fodslæbende implementering af punkterne i Dyreetisk Råds rapport, modstand overfor lovgivning og et generelt anderledes syn på hestevelfærd får Dyrenes Beskyttelse til at trække sig fra Forum For Hestevelfærd.

Skrevet af:
Andreas Roesen

- Vi ønsker en hestesport, hvor det er hestens trivsel, der går forud for alt andet, fortæller Mette Uldahl, dyrlæge og seniorkonsulent hos Dyrenes Beskyttelse, om organisationens indstilling til branchen. 

Selvom det burde være en selvfølge, så har en lang række sager de seneste par år med al tydelighed vist, at hestevelfærden ikke prioriteres højt nok. Gennem engagement i Forum For Hestevelfærd har Dyrenes Beskyttelse forsøgt at præge hestebranchen i en retning, hvor hestens perspektiv i langt højere grad var i fokus, men grundet markante forskelle i synet på, hvad god hestevelfærd er, har det ikke været muligt.

Forum for Hestevelfærd består af organisationer fra hele hestebranchen, fra dyreværn til rideforbund og avlsforeninger.

Medlemmer af Forum for Hestevelfærd:

  • Hestens Værn
  • Landbrug & Fødevarer, Seges Hest
  • Landsudvalget for Heste
  • Dansk Ride Forbund
  • Dansk Islandshesteforening
  • Den Danske Dyrlægeforening, Faggruppe Hest
  • Dansk Varmblod
  • Dansk Travsports Centralforbund
  • Dansk Galop
  • Dansk Industri/Arbejdsgiverne

Det seneste år har hestetræner- og beriderforeningen, DR-IF, desuden siddet med til møderne.

Formålet med møderne er at orientere hinanden om det arbejde, man laver i forbindelse med hestevelfærd og gensidig orientering i forbindelse med aktuelle sager. Man drøfter således hestevelfærdsmæssige emner, og der kan nedsættes arbejdsgrupper og gives input til lovgivning m.v.

Forum for Hestevelfærd blev i sin tid nedsat for, at branchen skulle have et fælles rum til at tale om hestevelfærdsmæssige problemer, og hvor medlemmerne kunne bidrage med hvert deres synspunkt og perspektiv, så man sammen kunne sikre en udvikling i brugen af heste i en moderne standard.

Dyreetisk Råds rapport burde være et wakeupcall

For over to år siden udgav Dyreetisk Råd en rapport, der udtrykte bekymring ved brugen af heste i sport. Rådet anbefalede at nytænke, hvilke udstyr og træningsmetoder man bruger i sporten samt sætte en stopper for præmiering af rytter, hvis heste udtrykker konfliktadfærd. Anbefalinger som Dyrenes Beskyttelse bakker op om. Anbefalingerne er dog langt fra blevet implementeret, og det er for eksempel ikke et særsyn at se ryttere vinde stævner, selvom deres heste giver udtryk for ubehag.  

Heste har ikke ambitioner om konkurrencer eller medaljer, og derfor skal vi være ekstremt opmærksomme på, at mennesker ikke jagter egne ambitioner på bekostning af hestens velfærd.

Mette Uldahl, dyrlæge og seniorkonsulent for hestevelfærd hos Dyrenes Beskyttelse

Branchen forsøger at spænde ben for ny lovgivning

For knap en måned siden lancerede fødevareminister Jacob Jensen et udspil til lovgivning for hestesport og fulgte dermed Dyreetisk Råds anbefaling, hvis branchen ikke selv viste sig i stand til at skabe de nødvendige forbedringer. 

Selvom Dyrenes Beskyttelse gerne så, at lovgivningen var endnu mere ambitiøs på hestenes vegne, så anser vi det som et godt skridt i den rigtige retning. Derfor var det også skuffende at konstatere, at de øvrige organisationer i Forum For Hestevelfærd modarbejdede lovgivning.

- Vi oplever ikke at komme videre med arbejdet for bedre vilkår for hestene gennem Forum For Hestevelfærd. Vi mener godt, at hestesport kan fortsætte, men det kræver, at man ser på rammerne fra hestens perspektiv. Heste har ikke ambitioner om konkurrencer eller medaljer, og derfor skal vi være ekstremt opmærksomme på, at mennesker ikke jagter egne ambitioner på bekostning af hestens velfærd, siger Mette Uldahl, dyrlæge og seniorkonsulent for hestevelfærd hos Dyrenes Beskyttelse.

Dyrenes Beskyttelse vil arbejde videre for bedre vilkår for hestene i sporten. Det gælder blandt andet, at ryttere, hvis heste udviser konfliktadfærd, ikke kan score højt i bedømmelser samt et forbud mod udstyr og træningsmetoder, der med overvejende sandsynlighed medfører smerte eller ubehag for hesten. Det kan du læse mere om her.

- Vi er særligt glade for, at der er et tydeligt fokus på at sikre, at heste får tid på fold, da hesten er et socialt dyr, der gerne vil ud at have samvær med andre heste.

Vi er glade for, at der kommer regler for brug af næsebånd. Vores dyrlæge, Mette Uldahl, har forsket i, at mundsår falder markant, hvis man løsner det til mere end 2-3 cm.

- Vi efterspørger, at der kommer et forbud mod udstyr og træningsmetoder, der med begrundet sandsynlighed medfører smerte eller ubehag for hesten eller kan være med til at sløre hestens signaler. Uanset om det er amatører eller eliteniveau.

- Vi savner, at der kommer lovgivning for, at ryttere, hvis heste udviser smerte, lidelse eller angst, ikke kan vurderes højt til stævner. Det skal vurderes ud fra hestens egen adfærdsmarkører.

Læs hele ministerens udspil her.