Artikel, 27. november 2020

En dag i dyrenes tjeneste

Når en bekymret borger ringer til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812, sidder frivillige dyrereddere klar til at rykke hurtigt ud i dyreambulancen for at hjælpe nødstedte dyr. Kom med på en begivenhedsrig dag med dyreambulancen.

Image of Fie bau Madsen
Fie bau Madsen,
Kommunikationsmedarbejder
Del artiklen på:
En dag med dyreambulancen

Travlhed i Vagtcentralen 1812

17.018 så mange sager har frivillige kredsformænd løst i 2019

2.052 så mange sager er frivillige dyrereddere rykket ud til i 2019

2.317 så mange dyr har vildtplejestationer hjulpet i 2019

1.000.000 så mange opkald rundede 1812 i september 2020

Det er en grå fredag morgen, da Louise Marie Jønsson møder ind til sin vagt som frivillig dyreredder i dyreambulancen. Hun kender de fleste andre i vagtcentralen godt, da hun har været knyttet til Dyrenes Beskyttelse siden 2018. Sidste år modtog 1812 124.000 opkald om dyr i nød. Det er på baggrund af henvendelserne til 1812, at dyreambulancen kører ud for at hjælpe dyr i nød.

Louise Marie Jønsson er 26 år og studerer til dyrlæge. Hendes hjerte banker så meget for dyrene, at hun både er frivillig dyreredder og kredsformand i Nordsjælland. Hun er særlig glad for at være frivillig dyreredder, da hun trives godt med aktion. Og der går ikke længe, før den første opgave triller ind.

Due med hjerneskade

Vagtens første sag omhandler en passiv due ved Vanløse Station, og vi kører straks af sted i dyreambulancen. Da vi ankommer til stationen, finder vi hurtigt den bekymrede kvinde, som har ringet til 1812. Louise Marie Jønsson fragter duen tilbage til ambulancen, hvor hun tjekker den:

– Duens pupiller er meget røde og udspilede. Desuden dirrer dens hoved, og den kan ikke holde sig oprejst. Duens ene ben er helt deformt, og dens fjerdragt er heller ikke pæn, siger hun.

Louise laver 'vingetesten' for at se, om duens vinge rykker sig på plads med det samme, når hun lige så stiller trækker den ud fra duens krop. Det gør den ikke, og da den højst sandsynligt har fået en hovedskade, beslutter hun, at det mest humane er at aflive den lille fugl.

Duen får fred, og lige efter ringer telefonen igen. Vi har fået den næste sag. Turen går til Amager.

Et malplaceret æg

Næste sag er en due, der opfører sig underligt på en altan på Amager. Da vi ankommer til altanen, sidder to duer og ser skræmt på os, men så snart vi åbner altandøren, flyver de væk. På altanen ligger en overraskelse til os i form af et lille dueæg. Da ægget ligger midt på altanen, har det dårlige vilkår for at blive til en dueunge. Louise Marie Jønsson laver derfor en hurtig vurdering, og i samråd med kvinden bygger de en rede i altankassen til ægget.

– Ifølge loven om jagt og vildtforvaltning må fugles æg ikke flyttes og ikke ødelægges. Derfor er det den bedste løsning at se, om dueparret ikke kommer tilbage til deres æg, når vi har lagt det op i altankassen, fortæller Louise Marie Jønsson.

Vi aftaler med kvinden, at hun kan ringe 1812 igen, hvis hun har brug for mere råd og vejledning.

En ung skarv klarer den

Dagens sidste tur i ambulancen kommer efter et opkald fra en fisker, der har set en hejre uden vinge i Sydhavnen. Da vi ankommer, får vi fat i fiskeren, som viser os, hvor den skadede fugl befinder sig. Ved nærmere eftersyn viser det sig dog, at det drejer sig om en skarv og ikke en hejre.

Louise hopper i sine waders og bevæger sig først ud mod skarven, der sidder på en bro. Ved nærmere eftersyn kan hun se, at skarvens fjer mangler på den ene vinge, men at fuglen ellers er intakt og uden sår. Den unge skarv kan derfor ikke flyve, men da det er en vandfugl, der primært finder føde i havet, kan den sagtens klare sig, mens fjerene vokser ud igen.

En dag i dyrenes tjeneste er slut og i sekretariatet i Buddinge venter en kop kaffe at varme sig på.