En ny beboer af Lone Landmand

For en måneds tid siden godt og vel fik vi et opkald fra et lille økologisk landbrug 7-8 kilometer herfra. Udsædvanligt småt er det med kun 16 jerseykøer i malkebesætningen og fokus på, at dyrene skal have mulighed for at komme ud på græsmarkerne året rundt. Kun når vejret er allerværst, bliver det til en indedag i den højloftede stald, ellers står den på brug af kroppen og frisk luft. Noget man godt kunne ønske var tilfældet for langt flere danske malkekøer. Det er selvfølgelig mere krævende for landmanden og personalet, især i de store besætninger hvor mange dyr skal lukkes ind og ud, men hvis dyrevelfærden skal højnes i dette land, er vi nødt til at indrette landbrugene mere efter dyrenes behov og mindre efter menneskers. Uanset økonomi og effektivitet. Gode forhold koster penge, der skal betales mere, hvis vi vil ændre vilkårene for husdyrene.

Nå, det var opkaldet vi kom fra. En kalv handlede det om, en tyrekalv. Indenfor kvægbruget er det almindeligt at bruge kønssorteret sæd. Det vil sige, at landmanden kan bestille sæd til enten en kviekalv (en hun) eller til en tyrekalv (en han). Når det handler om malkeracen Jersey, ønsker man sig ikke tyrekalve, fordi avlsarbejdet har givet høj mælkeydelse men ringe slagtedyr. Måske har du hørt eller læst om, at især Jerseytyrekalve aflives lige efter fødslen, fordi økonomien i at fede dem op til slagtning er elendig. Men det er etikken så sandelig også, og derfor forsøges der nu med tilskudsordninger, så tyrekalve dog får et liv. For uanset kønssortering af sædcellerne fra tyren, så smutter en celle med Y-kromosom igennem af og til, og en tyrekalv bliver født.

Sådan én er Kalle Kalv, og Kalle manglede et nyt sted at bo. Godt et par måneder gammel er han, klar til at drøvtygge en masse friskt grønt græs igennem de 4 maver. I april måneds kortvarige haglvejr kørte Søren Sørøver og jeg afsted for at hente ham hjem til gårdens øvrige dyr. Der var ikke rigtig nogen plan med det hele – det var mere et hvorfor ikke end hvorfor. Søren kørte den åbne traktor, og jeg sad på en mælkekasse i kreaturvognen. Vi havde et tæppe med til kalven, for vejret var koldt. Jeg havde tænkt, at fyren skulle hedde Kalle Kalv eller Kalle Kæk, afhængigt at hans mod på livet, men inden vi nåede hjem, havde Søren Sørøver omdøbt ham til det politisk ukorrekte Klima Kalle, og nu hedder han det. Kalle vil ikke blive fodret med importeret soja, majs og andet højenergirigt, og hvis han også afstår fra 2-3 årlige flyrejser, avocadoer, elektronik og andre hurtigt udskiftelige forbrugsvarer, så ender hans klimabelastning nok med at være noget lavere end gennemsnittets.

De første dage var blæsten meget kold, så Kalle kom kun ud på græs i middagstimerne, hvor solen kunne lune lidt. Nu er dagene solrige og varme, men der er over 20 °C i forskel på dag- og nattemperaturer, så han sover stadig indendørs. Allerede nu har forårstørken sat græsvæksten i stå i gårdens folde – hos geder, får, mufloner og kreaturer, så de fodres med vinterhø og kål som supplement. Friskt græs er det, alle helst vil have, og vi venter håbefuldt på regn, selvom mange sikkert bedst kan lide det tørre.

Kalle får grime på om morgenen, og så går vi ud til indhegningerne. De to hvide får og deres afkom er gårdens mest fredelige dyr, og hos dem er han flyttet ind efter at have lært det med hegn at kende. Fårenes indhegning støder op til indhegningen med de to kreaturer, så hvis Kalle vil, kan han komme helt tæt på kvierne, og hvis de er for faretruende, har han hegnet imellem. På den måde kan han være i nærheden af de andre dyr, uden at blive kanøflet, og desuden kan han i eget tempo lære det med hegn og grænser at kende. Sidstnævnte er ikke alle forundt – familiens sorte lam, Olfert, har fundet ud af at springe igennem de to tråde i elhegnet. Og det gør han så igen og igen, præcis når det passer ham at forlade den lille flok. Olfert kommer langt omkring, græsser lidt ude i kreaturernes indhegning, vender forbi sin mor og dier, går lidt omkring hos Kalle og tager springet ud på den anden side af hegnet igen.

Når Kalle er mere robust, kan han blive i indhegningen døgnet rundt. Så bliver der mindre arbejde i det daglige med ham, men også mindre kontakt. Lige nu er der en særlig glæde ved nærheden – ved lige at gå forbi, sætte sig i græsset og nulre den bløde pels eller få en ægte koslikfrisure. Han er blid, nem og absolut sin egen. Når tyrekalve bliver omtrent et år, og hormonerne ruller i kroppen, sker der også noget med adfærden hos langt de fleste handyr. Vi er ganske klar over, at det venlige gemyt kan gå over og omgangen skal være noget mere forsigtig, men det forholder vi os til, når den tid kommer.

Kalle er meget flink til at gå tur – han går faktisk pænere i snor end gårdhunden Dagmar. På vejen ind og ud til stalden, hver morgen og aften, snupper han lige de store gule mælkebøttehoveder, som åbenbart er særligt lækre. Når vi tager snoren af og løber, kommer han efter i fuld galop og med bagbenene i høje spjæt. Det er ren kådhed og går fint, så længe han ikke er større. Jeg vil nødig løbe lige foran om et års tid.

Lone Landmand