Artikel, 15. april 2020

Forår på gården

Der er forår i luften på Brandbygegaard, hvor hverdagen er den samme og dog helt forandret. Dyrene skal stadig have mad, æbletræerne skal ordnes og vinmarken efterses.

Image of Dyrenes Beskyttelse
Del artiklen på:
En af de uldhårede grise på Brandbygegaard

Her langt ude på landet er alt tilsyneladende, som det plejer, men det er også alt. Det øjet kan se. Solen skinner forårsfornøjet, himlen er blå, stærene har valgt redekasser og dyrene på marken nyder varmen og en ny sæson med friskt græs. Der er kø i hønsetunnellen – en strøm går indad til huset, hvor nye redekasser frister til æglægning, en anden retning er udad for at komme retur til æbleplantagen og spise.

Det står ganske klart, at vores lille virksomhed er hårdt ramt af coronakrisen. Fra den ene dag til den næste lukkede de restauranter, vi har som kunder til vores produkter fra vinhuset og bryggeriet. Foredrag og møder blev aflyst, og tilsvarende gælder for den række af arrangementer, som finder sted her på gården i foråret og forsommeren. Med ét blev her stille, kalenderen blev ryddet og tilbage var og er Søren Sørøver, alle dyrene og jeg. Slet ikke noget dårligt udgangspunkt for at komme igennem en krise. Vi er raske, har hinanden og vores bekymringer handler om verden udenfor. Om de skrøbelige, de angste, de syge, de adskilte og dem der hver dag stadig arbejder for at tage sig af andre. Ikke bare i Danmark men over hele kloden. Vores bekymringer handler også om, hvordan samfundet kommer til at se ud bagefter, og om solidariteten og medmenneskeligheden holder.

Her på gården er dagene meget ens for tiden. Med morgenfodring og aftenfodring samt en masse arbejde indimellem. Hver dag, uge efter uge, stort set uden afbrud. For der er ikke mulighed for så meget som en biograftur, og derfor ender det med, at vi bare arbejder videre. Med en vis corona-uro i sjælen, og vi spørger ofte hinanden – flere gange dagligt ”Hvordan har du det?”


 

Alle de arbejdstimer giver store resultater, og så falder de ovenikøbet i et forår, hvor ambitionerne var sjældent store, projekterne stod i kø, og jeg tænkte, at det når vi aldrig, inden det første arrangement. Men det gør vi. Det står klart med al uønsket tydelighed. I skrivende stund er Søren Sørøver ved at nivellere 120 kvadratmeter ud – der skal opføres et nyt drivhus. På stuehusets førstesal står de store planteborde fyldt med ventende tomatplanter, chili, peberfrugter, agurk, auberginer i alverdens spændende sorter. De er klar til at flytte ud, når drivhuset er bygget. I det gamle drivhus er tidlige grøntsager sået og sprød salat, radiser, spæde rødbeder, krydderurter m.m. er snart i spiseklar størrelse. Jeg er ved at bygge en lille vejbod til grøntsagssalg, når nu mange af de arrangementer, vi skulle lave mad til, er aflyst. Om et par uger flytter nogle nye bifamilier ind, og der skal gøres klar i bigården.

Vi har bestilt 500 vinstokke til en nye lille vinmark øst for gården, og der skal jorden forberedes og indhegnes, inden vi kan plante. Så er der noget ombygning bl.a. af et servicerum, som vi længe har manglet. Vi har porcelæn, bestik m.m. til bespisning af 300 gæster, og hidtil har det stået, hvor det kunne. Nu laver vi et lille rum med reolvægge, så alt kan komme af vejen og stå rent og godt. Den gamle vinmark er beskåret, æbleplantagen er genplantet, hvor træer skulle udskiftes og radrensningen langs rækkerne er i fuld gang.

Min nye roman ”Den sidste humanist” er netop kommet fra trykkeriet og skal sendes ud snart. Køkkenhaven er gødet med møg fra hønsehuset. De første rækker sætteløg er kommet i jorden sammen med tidlige kartoffelsorter, og asparges er ved at dukke op. Når nætterne bliver bare en smule lunere, går jeg i gang med at så alle de spændende grøntsagsfrø ud.
I begyndelsen af corona-krisen havde jeg det, som om min lille, bløde hjerne dinglede i Faradays bur. Omgivet af et vibrerende spændingsfelt vævet af mediernes historier om tab, afsavn, åndenød, kaos, militærlastbiler, skøjtehaller, kølecontainere, skræk og ensom død. Når jeg slukkede for skærmen og gik ud for at fodre fårene, høns, ænder, geder og hvem der ellers skal fodres på gården, faldt spændingen.
Solskin får altid mine frontallapper til at folde sig ud af fosterstillingen, og det jordnære arbejde virker som den eneste vej frem.

Midt i al ulykken og de frygtelige tab er der også et åndehul. Trafikken i luften og på vejene er stilnet af. Kravene er stilnet af. Forureningen aftaget sammen med trangen til at købe og bevæge sig konstant. Måske har corona sat en kæp i hamsterhjulet. Måske giver det tid til eftertanke. Mere omtanke. Ikke mindst i forhold til måden vi mennesker omgås og behandler dyr. Lige nu er alle i hele verden ramt på én gang af det samme. Ikke af nogen højere magt, hybris eller fjentlige statsmagters indsats; blot natur. Det vrimler med sølvpapirhatte på de sociale medier, og den slags følger også store omvæltninger, men set herfra, med en naturvidenskabelig baggrund, handler pandemien om biologi. Og uanset om det er de biologiske sammenhænge på et vådt marked i Kina eller i en industriel stald i Danmark, så kan menneskets urimelige pres på dyrene udløse sygdomsspredning. Herhjemme er svine-MRSA og øvrige antibiotikaresistente bakterier eksemplet, men der er ingen garanti for, at der ikke dukker andet og mere op. Jeg har skrevet og sagt det før - gør det gerne igen – vi kan ikke være bekendt at holde dyr på den måde. Vil vi ikke af hensyn til dyrene lave om på forhold med ekstremt mange individer samlet på alt for trang og uhygiejnisk plads, bør vi overveje at gøre det af hensyn til os selv.

Lone Landmand