Artikel, 25. marts 2019

Gedeglæde af Lone Landmand

Gederne hos Lone Landmand og Søren Sørøver har stærke personligheder, og går ikke af vejen for leg og spas, selvom de er granvoksne.

Image of Marie  Hougaard
Marie Hougaard,
Medieredaktør
Del artiklen på:
Gederne hos Lone Landmand går ude hele året

Geder er tillidsfulde og nysgerrige som udgangspunkt, og det gør dem til nogle af de husdyr, man kan have tættest kontakt med. De er altid klar til at spise enden af en hestehale, en tørklædesnip, en lynlås eller ting, der stikker ud af ens lomme. Bedst som man tror, at der er tale om et nært øjeblik mellem dyr og menneske, opdager man, at geden måske nok nyder at blive kløet, men dens virkelige interesse består i at smage på ens påklædning. Så det med at geder er nøjsomme, står og falder med hvor dyr en dunjakke, de får bidt stykker af.

Her på gården har vi to geder – Sure Signe og Tillægsgeden Tue. Egentlig var der én til, yndlingsgeden Nelly. Gederne skulle være her som en del af mangfoldigheden og som kontaktdyr for de mange besøgende. Vi havde aftalt at hente to geder i en nærliggende gedebesætning. Den ene, Signe, var malkeged men stod overfor en tidlig pension. Ikke på grund af manglende evner med hensyn til mælk, det var kun fordi, hun var irriterende, nysgerrig og blandede sig i alting, når de andre geder skulle malkes - lavede uro i rækken, hoppede over og under rækværket osv. Nok fordi hun som nyfødt var et flaskekid, og ét børnene på gården havde udvalgt og taget sig særligt meget af. Enhver ved, hvor opmærksomhedskrævende et forkælet individ, kan blive (her peger Søren Sørøver på sig selv som glimrende eksempel), og Signe var ingen undtagelse.

Den anden var en ged af boertypen, vi valgte i den store flok på marken. Et ungt lidt nervøst dyr med smukke aftegninger og hængeører. Hun lignede Jar Jar Binks, gunganeren fra Star Wars, men det kunne Nelly ikke gøre for, og vi kom til at holde meget af det usikre gemyt. Mens vi stod der i silende oktoberregn, blev en lille forkommen og pjusket, kastreret ungbuk ved med at prøve at klatre op ad Søren Sørøver. Geden var født sent på året, lille og mere rundmavet end køn, med en pels der kun dækkede det nødvendige. Det fatale tidspunkt indtraf, da Søren løftede den drivvåde ged op i armene. Så var der ikke andet for end at købe Tillægsgeden Tue med.

Det gik godt med alle tre geder, de levede i fin samdrægtighed. Dog undte Signe ikke andre at spise i nærheden, deraf navnet Sure Signe, men med separate spisepladser gik det udmærket. En morgen, efter gederne havde boet et par år på gården, kom jeg med foderspanden, gederne sprang omkring, og i kådhed var Tue helt oppe på bagbenene. I nedfaldet ramte hans ene forklov lige i Nellys tinding, og hun faldt til jorden i krampe og fråde. Der var ingen bedring, hun kom ikke til sig selv, og vi måtte gå den tunge gang, hente boltpistolen og aflive hende. Selvom det var en meget deprimerende omgang, var det en lettelse at have set forløbet. Ellers var vi måske gået ind i folden, havde set Nelly og frygtet, at én eller anden sær sygdom havde ramt hende. Hvem ved, hvor meget panik det kunne have givet i det offentlige beredskab. Nu har vi to geder, som oprindeligt aftalt.

Det siges, at geder er notoriske udbryderkonger, og vi har set en ged tage tilløb og svæve nærmest vandret igennem to hegnstråde. Uden at få stød vel at mærke. Nogle gedefolk satser på Fort Knox for at styre dyreholdet, men her går det fint med et åbent hegn blot bestående af de to tråde. Da først dyrene havde anerkendt deres nye hjemsted, faldt der ro over den indflyttede flok og os. Især os. Gederne kender rammerne og undgår behændigt tråden. De kan sagtens holde den nederste tråd fri for opvoksende græs ved at stå med halen i vejret og hovedet fladt mod jorden for at spise planterne under og udenfor tråden. Geder ved også, at græsset altid er grønnere på den anden side.

Tue har i årenes løb udviklet sig et stort, flot dyr, der strutter på den rigtige måde, og Signe er slet ikke sur længere. Selv nu hvor Sure Signe og Tillægsgeden Tue må siges at være granvoksne, er de pjankede og kåde som rollinger. Når solen går ned, og aftentusmørket breder sig, sker der noget i hjernerne på de kvikke dyr. De begynder at lege, løber op på taget af deres hus, stejler, laver badutspring og opildner hinanden med kække hovedbevægelser.

Det er underholdning, som langt overgår DRs sendeflade, men det er ikke bare sådan, at man kan gå ud til folden året rundt og lade sig opmuntre. Nej, det sker nu, lige nu – med tiltagende dagslængde, fuglesang, varme og alle de små signaler vi mennesker også suger ind og sukker over, fordi længslen er afløst af liv. Det er tydeligvis ikke et parringsritual, det er leg. Livsglæde - præcis på samme måde som når store lam leger på sommeraftenerne, og når de rigtigt går til den, kan få deres gamle fåremødre til at være med. I hoppende galop med alle fire ben i luften på én gang og de filtede pelsgevanter dansende langs siderne. Smukt på en egen særpræget måde.

Af alle gårdens forskellige husdyr er gederne kendetegnede ved at have de største personligheder. Eller rettere sagt, så vender deres personligheder udad, og derfor får man lov til at lære dem at kende. Så hvis du ikke lige er faldet for en hund eller en kat, kan vi varmt anbefale geder!

Lone Landmand