Artikel, 16. maj 2018

God dyrevelfærd betaler sig

Adgang til rodeafdeling, poppeltræer at finde skygge under og pattegrise, der dier hos soen, til de er 10 uger. Hos Hestbjerg Økologi betaler god dyrevelfærd sig for både grise og landmand.

Image of Marie  Hougaard
Marie Hougaard,
Medieredaktør
Del artiklen på:
God dyrevelfærd betaler sig

Det er aprilbrunt på marken. Et bælte af slanke poppeltræer svajer i forårsvinden, og under træerne går et par store søer med små pattegrise løbende efter sig.

"Hej bas," lyder det hver gang Bertel Hestbjerg hilser på grisene, og det gør han gerne.

På faremarken (fødemarken, red.) har landmanden valgt at plante klynger af poppeltræer. De giver skygge til søerne, når de skal fare om sommeren. Grisen er oprindeligt et skovdyr, og det ville landmanden gerne imødekomme:

"Vi vil gerne give skoven tilbage til grisene," siger Bertel Hestbjerg.

Plantningen af poppeltræer er et af de tiltag, han har taget for at give grisene bedre dyrevelfærd. Udover at give grisene skygge om sommeren og noget at gnubbe sig op af, giver træerne også plads til naturen og fx flere agerhøns.

Slægtsgård i 15 generationer

Bertel Hestbjerg er 15. generation på St. Hestbjerg, og ifølge bedsteforældrene gjorde det ikke noget, hvis han besluttede sig for at blive landmand. Men Bertel Hestbjerg havde ikke umiddelbart lyst til at blive landmand. Udsigten til lange arbejdsdage, nul ferie og en begrænset indtægt var ikke en cocktail, der lokkede.

Han tog i stedet for turen til Landbohøjskolen, hvor han læste landbrugsøkonomi, og senere fik forskningsarbejde på Statens Jordbrugs,- og Fiskeriøkonomiske Institut i Valby. Det lå ikke lige for, at han skulle tilbage på slægtsgården. Men Bertel Hestbjerg havde hørt om frilandsgrise på studiet, og var blevet nysgerrig. Han tog orlov et år for at passe dem, og blev glad for dyrene og arbejdet. Og da hans far blev syg med en hjerneblødning, blev der taget en rask beslutning:

"Enten skulle den gamle slægtsgård sælges, eller også skulle jeg give det en chance. Så jeg startede med 200 frilandssøer," siger Bertel Hestbjerg.

I 2003 blev produktionen omlagt til økologi, hvor smågrisene først fravænnes, når de syv uger gamle,,hvor et slagtesvin på 100 kg skal have adgang til et, udendørsareal på minimum 2,3 m2 pr gris og have groft foder. 

Men Bertel Hestbjerg ville mere, så i 2016 kom de første Poppelgrise ud til forbrugerne. Konceptet bag Poppelgrisen har – udover de økologiske krav – yderligere fire tiltag, der giver grisene bedre dyrevelfærd. Der er nemlig træer på alle faremarkerne, og pattegrisene dier hos soen, til de er 10 uger. Herefter kommer de på stald, hvor der er rodeområde, så grisene kan grovfoder med økologiske rodfrugter.

Mr. Økologi

Hestbjerg Økologi ligger udenfor Holstebro, og består af flere gårde med besætninger i området. Virksomheden producerer omkring 26.000 slagtesvin årligt, og det gør Bertel Hestbjerg til den største danske producent af økologiske grise. På faremarken kan dyrene rode i jorden, gnide sig op af træerne og slappe af i hytterne. Pattegrisene følger troligt efter soen, mens de går rundt på den brune mark. De er hos soen i 10 uger, fremfor de syv uger, der er kravet i den økologiske svineproduktion.

"Vi gør det primært for dyrevelfærden. En sideeffekt  er, at grisene ved fravænning er langt stærkere og fysiologisk klar til livet uden mors mælk. Det koster i form af færre grise pr so om året, men vi vinder noget igen ved, at grisene er stærke, når vi fravænner. Det betyder lavere dødelighed og et meget lavt forbrug af antibiotika," siger Bertel Hestbjerg.

Han samarbejder desuden med landmanden Henrik Bovbjerg om en ny type so, der passer bedre til økologisk produktion og som ikke får større kuld, end den selv kan passe.

Hestbjerg-3.jpg

Legerum for grise

10 uger gamle bliver grisene fravænnet, og skal stå på egne ben. Det kommer de i staldene for slagtesvin, der er indrettet med grisens natur for øje.

"Vi ville helst have, at grisene gik ude hele tiden, og at der var solskin og græs på engen, men sådan er det ikke. Det er et kompromis og et valg vi har taget, at når vi har så mange grise, skal de ikke være udenfor. Hvis vi skal ned på så lav belægning, at markerne er grønne, bliver det sindssygt dyrt, forklarer Bertel Hestbjerg.

I staldene har grisene et liggeareal, der er strøet med halm. Her er plads til, at de kan hvile og sove, når de har brug for det. Et område med foder er tilgængeligt for grisene – ligesom de altid kan gå ud på udearealet.

På udearealet hænger en række træklodser i kæder ned fra en tværpind. Men grisene står ikke ved legetøjet - de er henne i rodeafdelingen. Det er et område på 50 kvadratmeter, der er overstrøet med kompostjord, som grisene går og roder i. Normalt får grisene lyngflis at rode i, men der er ikke mere, så flisen er skiftet ud med kompostjord. Det er populært at rode i jorden, for der er mange grise i afdelingen, og de har sorte tryner.

"Det er en balance, for det handler også om at sælge svinekød. Vi kan gøre det meget bedre, end vi allerede gør. Men det tjener jo intet formål at producere grise, der har haft så fantastisk et liv, at salgsprisen langt overstiger det, som forbrugerne vil betale. Man bliver nødt til at forholde sig til, at god dyrevelfærd koster, og så er det op til et samspil mellem landmand og forbruger, hvor niveauet skal ligge," siger Bertel Hestbjerg.

Grisene går rolig rundt mellem de forskellige afdelinger, de grynter med jævne mellemrum – og de har hele haler. Alle sammen.

"Hvis grisen har et miljø, hvor den bliver stimuleret, kan spise grøntsager, og gulerødder og rode i muld, så bider den ikke hale. Men har du grisen i en stald med betongulv, hvor den ikke ser dagslys og har 0,65 m plads, så er der ikke noget at sige til, at et intelligent dyr bliver frustreret," siger han.

Og Bertel Hestbjerg er ikke færdig med at finde på nye tiltag til sine mange grise. Han arbejder lige nu på legetøj, der i højere grad kan være med til at aktivere grisene.