Den dyrevenlige have

Guide: Den dyrevenlige have

I den dyrevenlige have kan man være heldig at møde både jordhumle og tudser, gærdesmutter og pindsvin. Der er masser af ting, man selv kan gøre for at få flere arter ind i sin have eller altankasse og på den måde være med til at fremme vores natur- og dyreliv.

Skrevet af:
Marie Hougaard

Der er godt nyt til den afslappede haveejer, for i en have med høj biodiversitet er der plads til både mælkebøtter, skvalderkål og bellis. I den dyrevenlige have er der masser af planter, insekter, fugle og pattedyr, der alle har områder i haven, hvor de kan søge føde, vand og ly. Heldigvis er det ikke spor svært at indrette haven mere dyrevenligt: 

1) En stor buffet: De danske dyr er tilpasset de danske planter og urter, og det er derfor vigtigt, at der er hjemmehørende danske planter i haven. Hvis man er den ambitiøse havetype, kan man sørge for, at der er pollen og nektar fra forår til efterår. Og hvis man er den mere afslappede haveejer, kan man lade ukrudtet blomstre og undgå at luge for meget.

2) Godt og gammelt: Tusindvis af vores insekter lever på de gamle krogede træer, og det er derfor vigtigt at bevare de gamle træer frem for at fælde dem. Bunker af kvas, blade og grene er de perfekte insekthoteller og fungerer også som pindsvinets vinterhi. 

3) Noget at varme sig på: Mange dyr, for eksempel firben, er vekselvarme og har brug for at få varmet kroppen op for at komme godt i gang med dagen. Det kan man hjælpe dem med ved at have små stendynger – gerne placeret i morgensolen. Hullerne mellem stenene kan sommerfugle, biller, insekter og edderkopper bruge til at gemme sig i.  

4) Swimmingpool: Alle dyr har brug for vand, og man kan derfor gøre en stor forskel med en lille indsats: En underskål med vand er en god begyndelse, man kan placere baljer eller fuglebade i haven, og er man ambitiøs, kan man lave en havedam med plads til både tudser, smådyr og insekter. 

5)  Et godt gemmested: For gærde- smutten, løvgræshoppen og snegle er et krat et vigtigt sted at 
kunne søge ly. Krattet skal gerne give skygge og læ til smådyrene, der også kan søge ly for rovdyr derinde. Et krat kan for eksempel  bestå af hjemmehørende danske planter, så der er føde til de danske dyr. 

6) Drop den grønne ørken: En kortklippet græsplæne er rent plantemæssigt en grøn ørken med meget få arter. Tænk over, hvor stor en traditionel plæne du egentlig har brug for. Ved at lade græsset gro til et græsland med langt græs bliver plænen ly til insekter, som igen er fødegrundlaget for eksempelvis gærdesmutten og skrubtudsen.