Artikel, 7. oktober 2019

Hundeliv

En hilsen fra Brandbygegaard, hvor Lone Landmand og Søren Sørøver fortæller om dyrenes hverdag.

Image of Anna  Dalgaard
Anna Dalgaard ,
Kommunikationsansvarlig for miljø og fødevarer
Del artiklen på:
albert og dagmar

Man ved det godt, har det altid med sig og alligevel slår det så hårdt – påmindelsen om at et hundeliv er langt kortere end et menneskeliv. Sidste forår måtte vi tage afsked med den gamle gårdhund Sorte slyngel, og denne sommer var det springer spanielen Sofus, som ikke havde krop til at leve længere. De to bedagede dyr udgjorde et roligt grundlag for alt i huset, sådan en slags hundealderdomshjem. Som i den tid hvor alderdomshjem vitterligt var hyggelige beboelser. Ro, nærhed og ret få pludselige bevægelser.

Hundene har noget sammen, vi ikke kan give dem, selvom vi alle indgår i flokken. De kan lege langt mere vildt, kæmpe om pinde i søen, spurte efter hinanden henover de åbne græsmarker – virkelig strække alle lemmer igennem og give alt, hvad de har i sig for at vinde kapløbet, og de kan mærke hinanden i bryggersets nattemørke, når vi går til køjs ovenpå. De har hinanden og er aldrig alene, selvom vi er afsted hjemmefra. Så vi er ikke i tvivl om, at to hunde sammen giver mest glæde for alle under forholdene her på stedet.

Broholmerhvalpen Dagmar flyttede ind sidste sommer og ændrede rytmen og tempoet i hele underetagen inklusiv i Sofus. Han tog det pænt. Overordentligt pænt. Uforventeligt pænt. Faktisk livede han op, blev mere kåd og nød at have en anden hund at ligge tæt op ad igen. Det blev Sofus anden ungdom men med måde, for årene sætter deres spor på fysikken.
Den sidste dag i juli måned var en underlig dag. Vi vågnede med noget, der lignede lykkefølelse, efter en helt fantastisk afsluttet periode med 3 ugers sommerrestaurant på gården.

Midt på eftermiddagen stod vi med tårer, der trillede om kap med sveden fra panden, mens vi kæmpede os vej ned igennem den stenhårde, tørre jord. Vi gravede en grav til Sofus, der kort forinden var blevet aflivet ved dyrlægen. Det var store udsving i humøret over ganske få timer. Sofus var en god hund, faktisk den bedste af slagsen. Han var Sørøverens jagthund og helt ufattelig eminent til det. Eller var førhen, det sidste års tid blev han forskånet for turene i engen, da hørelsen var væk, og bentøjet ikke var, hvad det havde været. Den mandag kunne han ikke mere, 13 år gammel, 7 af dem hos os. Sofus var nemlig, som flere af de hunde vi har haft, en omplaceringshund.

DSC_27670001.JPG

Albert gav ny energi til Brandbygegaard

Det er Albert også. Han flyttede ind den første uge i august, det gik hurtigt, og det gør det bare nogle gange, når der er brug for nye hundehjem. Og jeg skal da love for, at der er kommet liv i det lille hjem. Han er alt det, som Dagmar har gået og savnet. En robust tumling der gider lege – hele tiden!

Egentlig hed han Benal – opkaldt efter en rap-gruppe, som har trukket deres navne Benjamin og Albert sammen, men vi nøjes med Albert, og han ser glad ud, når vi kalder uanset hvad.
Hans kongelig lavhed Albert er 2 år gammel, en dejlig brun labrador retriever med et godt sind. Det er tanken, at han skal trænes til jagthund, men da han ikke har nogen erfaring, andet end at han elsker vand, så skal der nok lægges noget arbejde i det.

Albert – i daglig tale Sir Humpalot, kommer fra et godt hjem, men måtte videre ud i verden da en nyfødt viste overfølsomhed. Der er det med at overtage en hund fra nogen, som holder uendelig meget af den, at det er en tillidserklæring og stærkt bevægende for både afgiver og modtager. Der hviler et enormt ansvar på én, når man videregiver en hund, og det er aldrig let at give slip. Heller ikke på Sofus selvom det er noget ude af vores hænder, hvor han skulle videre til.

Selvom Albert er ældst og en hanhund, er det Dagmar, som har overtaget på tingene. På fredeligste og mest venskabelige vis, men ikke desto mindre er det Dagmar, der vinder lige fra nedfaldsæblet, over plysdyrene, pindene og til lænestolen. Til gengæld er det hende, som først bliver træt og får brug for at sove. Så står Albert og prikker forsigtigt med en pote for at få hende i gang igen. Der skal lidt menneskelig indgriben til at få ro på gemytterne, når de løber frem og tilbage i det lange stuehus, så gulvtæpperne krøller op mod reoler og skrivebord, løse genstande i halehøjde flyver gennem luften og eventuelle gæster skal bringes til at sidde et sikkert sted.

Dagmar er glad, Albert er glad, og vi glæder os over igen at have to livsglade og rørige hunde at dele tilværelsen med. Ikke mindst når de som i skrivende stund sover fælles middagslur her under spisebordet – vores daglige arbejdsplads. Jeg har en varm hund på hver fod og kan ikke forestille mig et bedre hjem. Mere rent kunne her godt være, men ikke bedre.

DSC_9709.jpg

- Lone Landmand