Artikel, 22. februar 2018

I hundens laboratorium

DNA-tests kan være med til at sikre sunde og raske dyr. I Danmark bliver de allerede brugt, og dansk forsker spår, at der kommer flere DNA-tests i fremtiden.

Image of Marie  Hougaard
Marie Hougaard,
Medieredaktør
Del artiklen på:
tina i laboratorium

Laborant Tina Mahler måler nøjagtigt 200 mikroliter op i pipetten, inden hun trykker den i bund og lader det røde blod løbe ned i det lille spidse eppendorfrør. Hun tager pipetten igen og trækker 600 mikroliter klar væske op, som hun lader løbe ned i blodet. Blandingen bliver lys rød. Tina Mahler sætter plastikrøret med prøven ned i stativet og stopuret til fem minutter. Pipetter, reagensglas og centrifuger er hverdag på laboratoriet på Afdelingen for Husdyrgenetik på Københavns Universitet. Her arbejder professor Merete Fredholm med at finde ud af, hvilke genetiske puslespilsbrikker der har betydning for, om hunde får en række arvelige sygdomme. Og for at teste det zoomer hun helt ind i kroppen på hundens DNA, arvematerialet.

– Indenfor de sidste 30 år er der kommet gode metoder til at analysere DNA. Man kan finde ud af, hvad forskellen er mellem en syg og en rask hund, og hvilke  ændringer i DNA’et der gør, at der opstår en sygdom, siger Merete Fredholm.

Forskerne taler om to typer af sygdomme: de såkaldt simpelt mendelsk nedarvede sygdomme, hvor det er et enkelt gen, der giver sygdommen, og de mere komplekse og kvantitativt nedarvede sygdomme, hvor både flere gener og miljøfaktorer spiller ind.

Det er langt nemmere at finde årsagen til de mendelsk nedarvede sygdomme end til de kvantitativt nedarvede sygdomme, fordi der kun er et enkelt gen og ingen miljømæssige faktorer involveret. Det er de simpelt mendelsk nedarvede sygdomme, Merete Fredholm indtil videre forsker i.

Kan undgå arvelige sygdomme

I laboratoriet er der et væld af kolber, rør, reagensglas, pipetter og maskiner. Stopuret bipper, og Tina Mahler sætter prøven over i minishakeren, der ryster prøven  grundigt igennem. Laboranten er i gang med at teste en gammel dansk hønsehund for en specifik øjensygdom – en proces, der typisk tager et par døgn. Der er allerede en række sygdomme, forskerne kan teste for, blandt andet øjensygdommen progressiv retina atrofi, muskeltræthed hos gammel dansk hønsehund og sygdommen polyneuropati, en muskelsygdom, hos alaskan malemut. Ved man, om en hund bærer på sygdommen, kan man tilrettelægge avlen, så man undgår at få syge hvalpe.

Dna er livets byggesten

DNA er vores arvemateriale og det, der bestemmer, om vi får rødt eller blondt hår, blå eller brune øjne. DNA’et er dobbeltstrenget og består af en række bogstaver, ACTG, der ligger i par overfor hinanden. En række bogstaver efter hinanden er et gen, og vi arver en kopi fra vores mor og en fra vores far. Hvis den ene forælder har et sygt gen – så er der en rask kopi fra den anden forælder til at tage over. Helt det samme gør sig gældende for hunde.

– Når vi har fundet ud af, at vi har en sygdom i en bestemt race, at den er simpelt mendelsk nedarvet, og raceklubben er interesseret i at få gjort noget ved problemet, er der gode muligheder for at bruge DNAtests til at sørge for, at man kun avler på hunde, der ikke giver sygdommen videre, siger Merete Fredholm.

Metoden indeholder dog også en række begrænsninger og er fx stadig ikke god til de mere komplekse sygdomme eller til at teste adfærd.

Fremtidens værktøj

Blodprøven er nået til PCR-maskinen, en lav tyk maskine, der kopierer det nøje udvalgte område af DNA’et, hvor hunden måske er syg. Laboranten Tina Mahler tager det lille rør og sætter det ned i maskinen, hvor det skal kopieres i knap et par timer. Forskerne bruger altså allerede DNA-tests til at undersøge, om en hund er bærer af de såkaldte simpelt mendelsk nedarvede sygdomme. Og professor Merete Fredholm vurderer, at DNA-tests i endnu højere grad vil blive brugt i fremtiden:

– Man bruger det allerede i stor udstrækning, og jeg er sikker på, man vil få endnu bedre og flere muligheder for at bruge det også i fremtiden, siger Merete Fredholm.

Den lille DNA-prøve har været gennem de mange forskellige stadier i laboratoriet og er klar til at blive vurderet. Det foregår på en computerskærm, hvor Tina Mahler kan se, at hunden er bærer af øjensygdommen. Den vil ikke selv udvikle sygdommen, da sygdommen kun opstår hos hunde, der har to kopier af sygdomsgenet. En bærer vil kunne give sygdomsgenet videre til sine hvalpe, men kan godt bruges i avlen, hvis den bliver parret med en hund, der er helt fri for det syge gen.