Artikel, 15. juli 2020

Lone Landmand: 1 gård, 2 mennesker, 3 uger

I juli er der ikke mulighed for at gøre noget udover det strengt nødvendige. Det er fordi, vi nu er i gang med årets sommerrestaurant - 3 uger i juli, 2 mennesker, 1 gård. Det er konceptet kort fortalt, og den lange udgave fylder ikke mere. Til gengæld er der knap tid til andet.

Image of Dyrenes Beskyttelse
Del artiklen på:
Lone Landmand og Søren Sørøver har travlt med sommerrestauranten på Brandbygegaard

"Det er vores mål, at de spisende slet ikke kommer til at savne kødet; nærmest ikke opdager, at der ikke er noget".

Vi vågner uden vækkeur for at få sovet nok. Jeg begynder dagen med kaffe, dyrene, morgenfodring, hundeluftning og klargøring af vejboden. Søren Sørøver spiser morgenmad og går direkte i køkkenet for at forberede elementer til retterne. Efter dyrene er det min tur til morgenmad, og så skal der høstes grøntsager, urter, kartofler m.m., så kaptajnen kan holdes i gang. Søren laver stort set al maden - bliver i køkkenet fra morgen til aften, jeg har nogle få køkkenopgaver - dagens brød, is og rødgrød.

Resten af tiden er jeg i konstant bevægelse for at ordne gårsdagens glasvask, polere, rengøre, rydde op, vaske duge, klargøre drikkevarer, dække op til middagen og aftenfodre dyrene. Når gæsterne ankommer, er vi klar, og så kører vi 6 retter i fornuftigt tempo fra kl. 18.30 til ca. 22. Gæsterne forlader etablissementet mellem kl. 22.30 og 23; vi skruer op for radioen, der spiller 80'er hits frem til midnat. Jeg skyller af og kører opvaskebakkerne igennem maskinen, chefkokken tørrer af, og ved halv-et-tiden er vi færdige.

Mens Supermand vasker gulv, lufter jeg hundene, som er meget friske og tror, der skal ske en hel masse. Det skal der ikke - vi går i seng. Måske er de skuffede, men så må de glæde sig over, at vi tjener penge og betaler terminerne, så de har tag over hundekurvene.
Næste dag gentager vi med lige stor omhu.

Sommerrestauranten 2020 på Brandbygegaard er åben onsdag til søndag med aftenservering, 30 besøgende pr. gang, og ugerne er stort set udsolgte fra starten. Sådan en tillidserklæring er hjertevarmende at arbejde på!


Det er – som sidste år - med Søren Sørøver i kabyssen og Lone Landmand til at servere. Det er også noget ganske særligt, ikke bare i Danmark men sandsynligvis på kloden - hvilket andet sted i verden har man mulighed for at komme på en restaurant, hvor værtsparret selv har dyrket 95 % af alle de råvarer, der bruges i køkkenet, og hvor de selv har dyrket, fermenteret, vinificeret, kogt og karboneret alle 33 valgmuligheder på drikkevarekortet? Det hele økologisk selvfølgelig. Hvor i verden vil de samme to mennesker så tilberede og servere alt dette stedfaste?


Det er en middag, hvor gæsternes smagsløg finder rundt på hele gården. Fra køkkenhaven, igennem bærstykket, ind i det store drivhus og op i plantekasserne med krydderurter. Men uden kød. Det er vores mål, at de spisende slet ikke kommer til at savne kødet; nærmest ikke opdager, at der ikke er noget. Det er en vegetarisk spiseoplevelse - ligesom sidste år i øvrigt.

"Når man lever stort set selvforsynende med grøntsager, er det ikke nok at dyrke jorden én gang pr. år."

Mandag og tirsdag er der lukkedage i sommerrestauranten, men det er ikke ensbetydende med fridage. Snarere tværtimod. For på de to dage skal øvrigt arbejde på gården indhentes – det gælder i æbleplantagen, vinmarkerne, køkkenhaverne, drivhusene og græsarealerne. Og nej, det kan vi ikke nå på kun to ugentlige dage, så der overvejes, vælges og prioriteres efter mest nødvendige behov, og så går det hele alligevel.

Derfor er månedens indlæg til Dyrenes Beskyttelse lige trukket nogle dage, så vi kom igennem første restaurantuge og ind i mandag-tirsdags-pausen. Der skal være ro til at skrive, det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre på de hektiske dage.  I dag regner det, og jeg glæder mig over, at jeg nåede at vaske bunken af damaskduge og stofservietter og få dem tørret i blæsten i går. Så er der et problem mindre, når vi starter op igen i morgen.

Regnvejret er også godt for køkkenhaven. Vi høster mange grøntsager hver dag, og væksten var gået lidt i stå af mangel på vand. Nu kommer det hele til at strutte, kålhoveder vil spænde sig op, og løgene vil svulme. Det bliver meget nemmere at samle råvarerne ind, når der ikke skal ledes længe efter de største planter i rækkerne. Marginalerne tæller, når tidsplanen er stram.

Imens alle disse herligheder høstes, går jeg og planlægger den videre sæson. Når man lever stort set selvforsynende med grøntsager, er det ikke nok at dyrke jorden én gang pr. år. Der, hvor det sidste salathoved er høstet, skal der sås en række vintergulerødder, og der, hvor de første spidskål har stået, skal der muligvis være en række rødbeder. Især i det gamle drivhus har vi store forventninger til efterårsafgrøderne; den beskyttende kuppel giver nemlig lige nogle ugers forlænget dyrkningssæson om efteråret, på samme måde som den gør om foråret. 

Det kan være lidt svært med såningen i anden omgang, der er masser af forskellige insekter såsom jordlopper, bladlus m.fl., der optræder i meget større antal, end de gør om foråret, og de elsker små spirer. Ikke desto mindre tager vi kampen op. Kampen om de gode grøntsager. 

Lone Landmand