Artikel, 20. november 2019

Lone Landmands dyre- og klodevenlige vaniljekranse

Hvor blev de af, tænker du måske, mormors vaniljekranse der smagte af vanilje. Og masser af mandler. De er lige her, kan jeg svare, og du skal selvfølgelig have opskriften.

Image of Anna  Dalgaard
Anna Dalgaard ,
Kommunikationsansvarlig for miljø og fødevarer
Del artiklen på:
Dagmar

Mormors vaniljekranse var oprindeligt bagt med margarine, men det bruger vi ikke. Margarine er oftest baseret på palmeolie, der fortrænger store regnskovsområder, og dyrkningen er belastet af sprøjtegifte, som ødelægger dyrelivet. Det fik mormor ikke meget at vide om, ligesom mormor kun kunne få én slags mandler – de almindelige der var dyrket under bekymrende forbrug af sprøjtegifte.

Mormor syntes, at mandlerne var dyre, men de kunne blive endnu dyrere, og det er dem, du skal have fat i – dem der er dyrket økologisk, altså uden det bekymrende giftforbrug, så du kan nyde dine vaniljekranse uden at bidrage til den verdensomspændende bi- og insektdød. Det samme gælder for de øvrige ingredienser. Ja, velbekomme, ingen har sagt, det er let at være menneske.

Da mormors opskrift blev brugt af mormor, gik næsten alle danske malkekøer ude på græs om sommeren. Nu er det kun en fjerdedel af dem, der nyder sol, blæst, regn og friheden til at bevæge sig omkring. Nogle få producenter gør det virkelig godt – de lader kalvene blive ved køerne, og de sørger for, at køerne spiser græs, som deres fine drøvtyggersystem er indrettet til.

Når kalvene bliver ved deres mødre, drikker de selvfølgelig en del af mælken, men der er alligevel 2/3 tilbage til landmanden, og tabet i mælkesalget opvejes af bedre sundhed blandt husdyrene, altså lavere dyrlægeregning og færre udgifter til indkøb af mælkeerstatning m.m. Hvis du efterspørger den slags mælk og mejeriprodukter, skaber du en bevægelse, som landbruget og dagligvarehandlen drejer sig efter. Det tager tid, men det virker.

Opskriften

Du har brug for:

  • 250 g smør lavet af mælk fra en ko med sol på ryggen
  • 250 g hvedemel
  • 90 g kartoffelmel
  • 190 g rørsukker
  • 150 g kværnede mandler med skal
  • 1 æg fra en høne i højt græs
  • 1 fed vaniljestang

Det er nemmest at lave dejen i en køkkenmaskine, men slet ikke nødvendigt – hænder virker også fint.
Flæk vaniljestangen og skrab omhyggeligt kornene ud. Hæld dem i en skål sammen med de to slags mel og arbejd smørret ind til massen samler sig. Tilsæt sukker, finthakkede mandler og æg. Ælt dejen jævn – den skal bare samles hurtigt.

Lad dejen hvile en times tid eller to ved stuetemperatur, så alting går op i en højere enhed. Hvem vil ikke gerne gå op i en højere enhed?
Forvarm din ovn til 200 °C (180 °C hvis du bruger at bage med varmluft) og beklæd dine bageplader med bagepapir eller smør dem grundigt.
Find en kagesprøjte frem fra kassen med din bedstemors køkkengrej eller sus ned i din yndlingsgenbrugsbutik og hent et klenodie for små 25 kr. Mindre hvis damerne er i julestemning.

Tryk dejen ud gennem en stjerneform og lav længder der giver vaniljekranse af nøjagtigt den størrelse, du synes bedst om. Du bestemmer. Altid.

Læg kransene med afstand på bagepapiret og bag hver plade 6 – 8 minutter. Hold godt øje med småkagerne – ovne virker forskelligt. Træk bagepapiret over på en rist og lad kagerne stivne lidt, inden du skubber dem af papiret og helt ud på risten.

Læg de afkølede vaniljekranse i en kagedåse, når de er kølet helt af. Tag din termokedeldragt og de store vinterstøvler på. Gå ud af bryggersdøren, over gårdspladsen og ind i den gamle bindingsværklade. Hold godt fast i både dåsen og stigen når du klatrer op på halmloftet. Gå hele vejen over porten og ned i enden af loftet over kampestensbygningen. Tag låget af en mælkejunge og nedsænk dåsen med småkager. Slet dit spor med halm og læg katten på plads. Så er du sikker på at have vaniljekranse til jul.

- Lone Landmand

Vaniljekranse1.jpg