Artikel, 24. november 2018

Pelsterapi

Pels, pote og logrende hale: På Hammel Neurocenter kan patienter med hjerneskade genoptræne sammen med terapihundene Gaia, Bliða og Pila.

Image of Marie  Hougaard
Marie Hougaard,
Medieredaktør
Del artiklen på:
Pelsterapi på Hammel Neurocenter

Lisbeth kan næsten ikke vente med at begynde på øvelserne og er allerede i gang med at flytte godbidder fra skålen over i snackbolden. Hendes hænder er spændte og lettere krogede, efter hjerneblødningen ramte. På en stol ved siden af Lisbeth sidder terapihunden Gaia og venter tålmodigt. Hun er en islandsk fårehund og færdes hjemmevant på hospitalet, hvor hun sammen med sin ejer Anne Bjerre har hjulpet folk med hjerneskade i fire år.

"Værsgo", siger Lisbeth og Gaia hopper ned fra stolen og begynder at trille godbidderne ud af snackbolden. Da Gaia er færdig, begynder Lisbeth igen at fylde bolden op med godbidder. Hun er kommet fra kørestolen over i en almindelig stol og sidder ved et ergonomisk bord i lokalet, der tre gange ugentligt er mødested for hunde og hundeglade patienter. Lisbeth træner at bruge hænderne og det såkaldte pincetgreb, hvor man griber fat i ting mellem to fingre. Imens venter Gaia tålmodigt.

Et supplement

Hammel Neurocenter er et hospital for folk, der har haft et almindeligt liv, før de fik en hjerneskade. Patienterne kan være udfordret motorisk og være lammet i den ene side eller have svært ved fx at tale, koncentrere sig og med at forstå kontekst. De træner dagligt for forhåbentlig en dag at kunne vende tilbage til livet før skaden. I 2014 indgik Hammel Neurocenter og TrygFonden et samarbejde om terapihunde på hospitalet. Her fik patienterne mulighed for at træne med hunden Gaia, hundeejer Anne Bjerre som ansvarlig for hunden og en ergoterapeut som ansvarlig for træningen. Det var så vellykket, at hundeejer Anne Bjerre og hunden Gaia fortsatte som træningstilbud på hospitalet. I dag er én terapihund blevet til næsten tre, Pila er stadig i træning, og hos terapihundene kan hundeglade patienter måske glemme, at de rent faktisk træner:

"Træningen med hundene er et supplement til den daglige træning. Der er altid et træningsformål med at komme her, men det kan give en glæde og et pusterum for mange af patienterne", siger Inge Himmelstrup Hansen, ergoterapeut.

Lisbeth har igen fyldt godbidder i snackbolden og siger et ”Værsgo” til Gaia, der hopper ned af stolen.

Rolige hunde

Ikke kun Lisbeth, men hundredvis af andre patienter har haft glæde af terapihundene. Hundeejer Anne Bjerre og terapihundene havde besøg af en voksen kvinde, der ikke reagerede på hverken verbal eller fysisk kontakt. Hun sad i kørestol, og Anne Bjerre lagde hunden op foran hende. Der gik nogle minutter, så begyndte patientens fingre at bevæge sig. Der gik yderligere nogle minutter. Så åbnede hun øjnene. Det havde behandlerne ikke set før. Det er ikke alle hunde, der kan blive terapihunde, for det kræver helt særlige egenskaber:

"Udgangspunktet er, at det skal være en hund, der er rolig og kan finde en ro i sig selv. Ro er det vigtigste, for alt muligt andet kan de lære, men ro kan det være svært at lære en hund", siger hundeejer Anne Bjerre.

Roen er helt essentiel for terapihundene, og den kan også bruges i selve behandlingen: En lille pige på 3-4 år var spastisk og meget urolig med skrig og hvin. Behandlerne lagde hende på en rød måtte, lagde Gaia ved siden af og pigens arm rundt om hunden. Det gjorde, at pigen slappede af. Det var det eneste tidspunkt, hun slappede af. Hundens ro kunne altså give den lille pige ro. Men det kræver mere end ro at være terapihund på et hospital som Hammel Neurocenter. Patienterne kan sidde i kørestol, være intuberede (få hjælp til at trække vejret via en tube i halsen, red.), have svært ved at tale og styre deres fagter. Alt dette skal hundene kunne rumme uden at blive synderligt påvirket. En terapihund på Hammel Neurocenter skal også kunne ligge og vente på, at det fx kan tage patienter lang tid at fylde snackboldene, hvis der er problemer med delvis lammelse og finmotorik. Derfor gør Anne Bjerre meget ud af at træne sine hunde til uforudsete hændelser, larm og uro. For hundene skal ikke blive for påvirkede af at være terapihunde:

"Du skal have den samme hund med hjem, det skal ikke være en hund, der tager skade af at komme ud og lave det, den bliver bedt om."

Anne Bjerre og hendes hunde har i løbet af de fire år på hospitalet oplevet lidt af hvert. Nogle patienter har fundet sproget, en pige kunne pludselig sætte sig på hug ved hundene, og andre har kunnet dreje hovedet igen. Hundene kan nemlig være med til at motivere:

"Hunde tager dig for det, du er. De er ligeglade med, om du har morgenhår, en brækket arm eller sidder i kørestol. Hvor man er sygeliggjort og patient i en sygehusverden, så kan det være et frirum at komme herned, hvor man ikke er patient, men kommer ned til en pelset ven," vurderer Anne Bjerre.

For Anne Bjerre er dét at bruge sine hunde som terapihunde dejligt både i forhold til patienter og hunde:

"Det er bare at komme ud og give de stjernestunder og gode øjeblikke og se, at mine hunde elsker at komme her."

Hundene har orange tørklæder med TrygFondens logo på, når de skal på arbejde på hospitalet, for terapihundene er organiseret gennem TrygFonden.

Træning med et smil

I et skab finder Anne Bjerre et nyt stykke aktivitetslegetøj frem, hvor hunden skal regne ud, at den skal trække skuffer ud for at komme frem til godbidderne. Og legetøjet kan bruges til både hund og patient:

"Det kræver opmærksomhed, og det er en kognitiv udfordring for mange af vores patienter at samle spillene. Mange liver op, og vi ser store smil, som ikke altid kommer frem på afdelingen," forklarer Inge Himmelstrup Hansen.

Lisbeth lægger godbidder i aktivitetslegetøjet med urolige hænder, inden det kommer ned på gulvet til Gaia, der hurtigt finder frem til godbidderne. Lisbeth er en af de patienter, der er glad for at komme og lave øvelser med Anne Bjerre og hendes tre hunde Gaia, Bliða og Pila.

"Det er dejligt, jeg har selv hund. Det er nogle gode hunde," siger Lisbeth.

Hun begraver hænderne i pelsen på Pila, der er kommet op at ligge på bordet foran Lisbeth. Hun aer hunden og lader pelsen glide op mellem fingrene.

 

Lisbeth har ønsket at være anonym, men hendes navn er kendt af redaktionen