En tilskadekommen killing blev fundet alene i en have uden for Aarhus – få dage senere dukkede en næsten identisk killing op på Dyrenes Beskyttelses internat i Aarhus, og et rørende gensyn afslørede, at de var søskende.
Midt i marts blev en husejer pludselig opmærksom på en sort-hvid killing, der humpede gennem hans have lidt uden for Aarhus. Den så ikke ud til at have det godt, så husejeren kontaktede Dyrenes Beskyttelses beredskab 1812, der sendte en kredsformand ud. Killingen lod sig villigt indfange, og det stod snart klart, at bagbenet var hævet. Kredsformanden tog den derfor med til Dyrenes Beskyttelses internat i Aarhus, hvor den fik navnet Milo.
- Da han kom ind, var han rigtig sulten. Han var egentlig ikke så tynd, så vi var mere bekymrede for det hævede bagben, som han ikke ville støtte på. Dyr er gode til at skjule smerter, men han var meget stille og ville helst bare ligge ned. Det er ikke normal adfærd for en killing, fortæller Stine Skov-Jensen, der er kommunikationsmedarbejder hos Dyrenes Beskyttelses internat i Aarhus.
Dyrlægerne besluttede, at Milo skulle røntgenfotograferes, og her viste det sig, at han havde et lille brud på hoften, som dog allerede var ved at hele. Vurderingen blev derfor, at killingen ville komme sig fint med ro og hvile i en måneds tid.
Et lykkeligt gensyn
Efter et par dage på internatet tog Milos liv en positiv drejning, da en ny killing pludselig blev indleveret. Ligheden var slående, og alderen så ud til at være den samme. Internatets personale var derfor overbeviste om, at den lille sort-hvide hunkilling måtte være en søster til Milo. Hun fik navnet Molly, og da de blev sat sammen, var sagen klar:
- Det var tydeligt, at de kendte hinanden. Normalt accepterer katte ikke bare fremmede katte, men her gik de med det samme hen til hinanden og hilste ved at gnide sig op ad hinanden. Det virkede næsten, som om de sagde: “Nå hej, der var du – det var godt at se dig.” Det var tydeligt, at det var et glædeligt gensyn, fortæller Stine Skov-Jensen.
De ansatte på internatet vurderer Milo og Molly til at være omkring 17 uger gamle, men det er uvist, hvor de kommer fra. Deres rolige adfærd vidner dog om, at de har været i menneskehænder før.
De to killinger skriver sig dermed ind i den uendeligt lange række af uønskede katte, der hvert år øger arbejdsbyrden markant på Dyrenes Beskyttelses internater. Uanset alder skal moderløse killinger fodres, tilses, kastreres eller steriliseres, leges med og gøres klar til adoption. Opgaverne er omfattende, når killingerne flytter ind på internaterne i højsæsonen.
Milo og Molly er derfor på vej til en plejefamilie, som har bedre tid til at passe de to søskende og sørge for, at Milos ben får mest mulig hvile. Når det er fuldstændig helet, er de klar til adoption.
