Artikel, 7. oktober 2019

Tante Rød, tante Brun og tante Sort

En hilsen fra Brandbygegaard, hvor Lone Landmand og Søren Sørøver fortæller om dyrenes hverdag.

Image of Anna  Dalgaard
Anna Dalgaard ,
Kommunikationsansvarlig for miljø og fødevarer
Del artiklen på:
brun ko

Den østlige del af gårdens jord er et stykke eng, som går næsten ud til Lerdruphavet. I tidernes morgen blev den enten afgræsset eller slået af og til, og det holdt bræmmen af siv i skak. De senere år er alting groet til, og for hver sæson rådner endnu et massivt lag af de 2-3 meter høje planter, så vandhullerne efterhånden er fyldt op. Det giver manglende muligheder for dyrelivet i engen.

At køre derud med traktor og slagleklipper bliver en kort ekspedition – det godt 3 hektar store område består af en bævrende undergrund, som kan opsluge alt i maskiner. Derfor blev det kreaturer. De kan færdes overalt og få livet tilbage til engområdet. For et par år siden gav jeg Søren Sørøver 3 kvier i fødselsdagsgave - en idé til manden, der har alt?

Dyrene hedder Rød ko, Brun ko og Sort ko. Og der er ikke bare tale om en rød, en brun og en sort ko, de er særskilte individer med hver deres behov og adfærd. Sort ko er fører af flokken og bestemmer over andre, Brun ko er småarrig og virrer truende med hornene, når man nærmer sig, og Rød ko er både rolig og rar. Men det er jo bare en overordnet betragtning fra anden arts synspunkt; der er sikkert langt mere på spil, det stille vand, den dybe grund og alt det der...

Otto kom til verden

I forsommeren kælvede Rød ko – som det første kreatur i over 30 år på gården. Den lille tyrekalv fik navnet Otto. ”Mit navn er Günther, men folk hernede kalder mig Otto”, som du måske også husker. Ellers gør C.V. Jørgensen.

Vi var rimeligt utrygge ved at skulle pierce de spæde kalveører med statens lovformelige gule plastikskilte, men lov er lov, som de glemte i den forrige regering, og loven tager ikke hensyn til, om dyremødrene har lange spidse horn, et stærkt moderinstinkt og godt 500 kg som bagvægt for spyddene.

Søren Sørøver gik på knæ med øremærketangen i græsset ved den nyfødte kalv, imens jeg forsøgte at gøre Rød ko opmærksom på glæden ved brød kontra efterkommer. Ser du, der er kun et ganske kort vindue for den slags usle handlinger. Når kalven bliver omtrent ¾ døgn gammel, er den mindre overrasket over verden og langt mere fysisk ovenpå – koblet til sin mor og lyttende til hendes advarsler om mennesker. Så skal det være, det statslige indgreb, skal det være hurtigst muligt.

Otto tog det rimelig pænt, men har ikke villet være i nærheden af os siden. Det kan vi godt forstå.

20190628_181523.jpg

Da Hermod løb hjemmefra og kom tilbage som Frimod

6 dage senere kælvede Brun ko, og den lille fyr løb ud under hegnet, hvor vi indfangede ham og satte øremærker i, inden han blev båret retur til sin mor. På den måde beholdt vi alle livet i den omgang. Kalven fik navnet Hermod, og Brun ko, det arrige apparat, tog sig fint af ham, så alt så godt ud. Bortset fra at Hermod var væk samme aften. Vi fandt ham til sidst et stykke uden for køernes indhegning. Han lå i en fordybning i det godt 1 meter høje græs og var helt ør af søvn i solen.

Meget lidt villig til at komme på benene og fuldstændig upåvirket af vores nærvær. Det virkede ikke rigtig sundt, og straks blev vi bekymrede for, om han var i orden. Hermod blev båret tilbage til indhegningen og afleveret hos sin mor, hvor han hørte til – det er, når alt kommer til alt mødre, der har forstand på den slags. Han kom i gang og fulgte pænt med hende.

Næste morgen var Hermod væk igen. Helt væk. Som i panikagtigt væk. Vi brugte nogle timer af morgenen og formiddagen på at lede både køernes fold og de tilstødende områder, læhegn m.m. igennem. Hermod var og blev væk. Vi gik videre ud til engen, hvor Sort ko har resideret, siden naboen ved en fejl fik drevet hende alene derud til sin flok sidste efterår. Snart skal de to andre med.
 
Da vi kom ud til Sort ko, havde også hun kælvet samme nat eller sent gårsdagen før. Ihukommende den stramt afmålte tid for isætning af gule plastikskilte i kalveører, gik vi hjem og ud til engen igen senere samme dag. Stadig manglende Hermod og med svindende håb, fordi han havde været sådan lidt atypisk i sin opførsel.

Ude i engen stod Sort ko og tronede med sin flok af naboens køer og kalve, men hendes egen nyfødte var ingen steder at se. Således lagde hun endnu en pind til kisten af bekymringer, ikke mindst fordi vi følte myndighedernes dårlige ånde puste os i nakken med hensyn til øremærkningen. Fandt vi ikke kalven samme dag, ville det blive umuligt at fange dyret og lave den lovpligtige vandalisering – engen er stor, køerne har lange spidse horn og kalvene er umådeligt gesvindte, når først de for alvor kommer på benene. Langt mere end Sørøveren og jeg.

Så vi ledte og ledte efter endnu en kalv. Alt imens køerne stod i samlet flok og lo hjerteløst, hult og tavst. Det svimlede for øjnene, blodsukkeret faldt faretruende og forude lå bødeforlæg, offentligt hængning og manglende rettergang. Pludselig viftede Søren Sørøver vildt med armene fra den modsatte side af engstykket, det så alvorligt ud og jeg satte i løb for at komme hurtigt derover. Sammen med horden af hornbefængte kodyr.20190701_203018_0.jpg

Den lille kalv var fundet, men øremærket var defekt, og mens Sørøveren trevlede de sparsomme rester af sine lunger op på en løbetur hjem til gården i det uvejsomme terræn for at hente nyt øremærke, blev jeg siddende i muddergrøften sammen med Frimod, det utaknemmelige skarn, som meget hellere ville tilbage til sin mor. Sort ko og hendes slæng stod prustende på den ene side af den 2 mm tykke hegnstråd, mens Frimod og jeg sad i klovhøjde på den anden side og ventede spændte på, hvor lang tid sådan en Sørøver skulle bruge på distancen.

Frimod blev lovformeligt tilredt og satte i et spring tilbage til indhegningen og artsfællerne. Vi gik hjemad i adstadigt tempo, glade for endnu en sund og velskabt kalv, men noget nedtrykte over tabet af Hermod. Især over uvisheden om han lå et sted og manglede væske, omsorg eller liv.

Resten af eftermiddagen og aftenen igennem var vi ude at kigge over marken herhjemme, for at se om Brun ko stod og kaldte, ledte eller på anden måde kunne kaste lys over sin kalvs forsvinden. Hun græssede roligt til mørket faldt på. Da var det 1 døgn siden, Hermod sidst var set.

Alligevel vågnede jeg og var i mindre dårligt humør end dagen før. For der var noget ved Brun kos ubekymrethed, som signalerede, at der ingen problemer var. Måske. Og måske var det bare ønsketænkning. Hvem ved. Ingen ved det, ingen her i hvert fald, vi vidste bare, at kalven var lidt atypisk i sine reaktioner, og så blafrede ængstelsen derud af.

Ved morgenens første øjekast ud over kofolden var Rød ko og Otto at se samt Brun ko og en lille brun plet, som næsten var for god til at være sand. Det kunne være plantevækst, det kunne være tørt græs, det kunne være Hermod, men mit nærsyn havde vanskeligt ved at afgøre sagen, og i lange hurtige skridt gik vi endnu engang ud til den fjerne ende af køernes indhegning.

Der stod Hermod. Tæt på sin mor og tydeligvis uden noget ønske om at komme tæt på mennesker igen. Hermod var fundet. Måske havde han aldrig været væk.

- Lone Landmand